Fra Færø Fire Fortællinger   By: Carl Sørensen

CARL SØRENSEN

FRA FÆRØ

DET SCHUBOTHESKE FORLAG

Oplag: 1000 Ekspl.

Omslaget tegnet af E. KRAUSE

CARL SØRENSEN

FRA FÆRØ

FIRE FORTÆLLINGER

KØBENHAVN

DET SCHUBOTHESKE FORLAG

J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG

1906

LIPPEN

Havet laa og aandede ud efter Stormen i sejge Dønninger. En efter en gled ind under Stævnen, hævede Baaden op paa sin Ryg, vippede den som for at prøve dens Vægt og gled derpaa agterud, godmodigt smaaknubsende Baadsiden som i Overmod over sin Jættestyrke.

Et Sekund svævede Forstavnen i Luften, idet Dønningen gled bort under den. Saa faldt den med et Plask ned mod Havfladen, saa Vandet sprøjtede ud til Siderne, og Baaden gled langsomt ned i Bølgedalen og begyndte at krybe op over den næste Bølge.

Saaledes havde de ligget hele Dagen, fra Solen stod op. Uafbrudt slynget over Bølgedal fra Bølge til Bølge. Snart laa de dybt nede med Vandvæggene skraanende op til alle Sider. Snart laa de og vippede usikkert paa Toppen af et glidende Vandbjærg, og da kunde Fiskerne se langt ud over Havet, der arbejdede tungt og træt og med store, lade Bølger gled ind mod Kysten, der fire Mil borte hævede sig op af Havet som en sort, takket Mur.

De var tre i Baaden. Paa Midtertoften sad Elias, en mager, sejg Skikkelse, indtørret af Vejr og Vind. Huden i hans Ansigt og paa hans Hænder var brun og rynket, som var den forbrændt, og hans Haar, de to strittende Buske over Øjnene og det lange, bløde Skæg var vissent og graat som Aske. Hele Skikkelsen saa ud, som om Livet var gaaet hen over den som en graadig Flamme, der først var udslukt, da den havde fortæret al Legemets Saft. Men nu og da røbede et Glimt i Øjnene, at der endnu laa et Par Gløder og ulmede i Askedyngen.

Elias var en af Bygdens mere fremragende Mænd. Som ung havde han været rask og kvik, dog ikke saa meget til Arbejdet som til Dans og Lystighed, Drik og Spil. Og senere havde han været en af Bygdens Foregangsmænd, en Mand, der gik paa og vovede Pelsen. Nu han var bleven gammel, var han bleven en Smule bitter og havde slaaet sig paa Flasken. Det var vel rigtig nok, som Købmanden sagde, at der var Mennesker, der ikke kunde taale at blive gamle, og at Elias var en af dem.

Elias var 70 Aar gammel, men han var rask og rørig som en ung Mand, naar Gigten da ikke netop var i Lag med ham. Men den kunde pludselig kaste sig over ham, tage et Tag i Nakken paa ham, som om han var en Kattekilling, og bukke ham sammen som en Lommekniv. Da bed han Tænderne sammen og blev bleg af Raseri, og da var han ikke god at komme nær i lange Tider efter.

Elias sad som sagt paa Midtertoften og trak ganske langsomt paa Aarerne. Han skulde kun passe at holde Baadens Stævn op imod Dønningen og saa ved Hjælp af Klippetoppene inde paa Land holde den paa samme Sted over Medet, hvor Fiskene stod.

Paa Toften i Baadens Bagstavn sad en midaldrende Mand, lille, men tæt og stærkt bygget. Børsterne i hans kraftige, røde Haar og Fuldskæg strittede trodsigt ud fra hinanden i alle Retninger som Piggene paa et Pindsvin og omgav hans hvasse og energiske Ansigt med en luende Glorie. Han hed Thomas og var af de Folk, der er lige at gaa til, men svært ubehagelige, naar de er vrede, og som har let til at blive det. Han halede i Snøren med korte, energiske Ryk. Som en ægte Fisker holdt han nøje Tal med sin og den anden Fiskers Fangst.