Under Nordenvindens Svøbe   By: Knud Rasmussen

KNUD RASMUSSEN

UNDER NORDENVINDENS SVØBE

KJØBENHAVN OG KRISTIANIA

GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

FORLAGETS BOGTRYKKERI

1906

VESTGRØNLÆNDERE

INDHOLD

Side

Storfangeren Ojuvainath 1

Mens Jordemoderen venter 13

Da gamle Eva smagte paa Døden 20

Fattigfolk mellem „De onde Vindes Fjælde“ 25

En moderne Jomfru Maria 38

Moses 44

Koglerier fra gamle Dage 50

Udstedsliv 74

I Hvalrosfangernes Lejr 84

Manasse 96

Den store Vækkelse i Evighedsfjorden 106

Vort Land har vide Grænser; den er endnu ikke født, som har omrejst det.

Og det bærer Hemmeligheder i sit Skød, som ingen hvid Mand har Anelse om.

Vi heroppe, lever to Slags Liv: om Sommeren under Solens Fakkel, om Vinteren under Nordenvindens Svøbe.

Men Mørket og Kulden er det, som giver os mest at tænke paa.

Og naar det store Mørke lægger sig over Landene, aabenbarer mange skjulte Ting sig, og da gaar Menneskets Tanker ofte vildsomme Veje ....

Blinde Ambrosius, kaldet „Mellemgulvet“.

STORFANGEREN OJUVAINATH

„Hallo! Solen er godt paa Vej opefter!“

En inderlig Gaben var Svaret.

„Op med jer! Vi skal videre!“

Et Par stive Arme straktes ledknagende i Vejret, og to søvndrukne Skikkelser kravlede frem fra en lille Fjældhule.

„Tænd op og lav Kaffe, Alafitdle!“

„Kaffen er færdig!“

Ah qujanaq! Den sidste Replik virkede. Vor Gaben blev til Latter, og Kuldegysene skylledes hurtigt ned med den varme Drik. Efter en 14 Timers Rejse i Kajak sammen med to Fangere fra Kangamiut, Carl og Alafitdle, havde jeg søgt Hvile paa det lange, flade Næs, der danner Skællet mellem Søndre Strømfjord og Kangerdluarsunguark. Turen havde været anstrengende og Overfarten over Strømfjorden meget trættende. Den 25 Mil lange Fjord munder ganske smalt ud med en Elvs rivende Strøm. Skønt det, da vi satte over, var ganske stille, slog Strømsøerne dog over Kajakerne, og der stod et Brus ind over Fjorden som fra et oprørt Hav.

Vi havde lagt os ind lige ved Mundingen, og et Stykke fra os kogte Strømmen i Hvirvler.

„Hører du den?“ sagde Alafitdle og saa ud over Fjorden. „Det er som Lyden af et Vandfald langt borte. Den kan kun befares med Strømmen; derfor maa vi rejse Dag og Nat i Træk, naar vi skal ind til Bunden, og sover da kun, mens vi venter paa Strømkæntring. De 25 Mil kan vi rutche igennem paa tre Dage under heldige Forhold. Det er en vovelig Fart om Efteraaret, naar det begynder at blive mørkt. Jeg husker en Nattetur, hvor det var saa mørkt, at vi knapt kunde skimte hinanden i Baaden. Vandet fossede om os, og vi fløj af Sted. Jeg var Styrer. Vi kunde ikke se Land og hørte ikke andet end Strømbruset, og saa min Stemme, naar jeg gav en Kommando. Hele Besætningen havde tabt Mælet og sad ganske tavse i Baaden. Det galdt om at holde sig midtsøs paa maa og faa bare, og Skær og Drejninger kunde jeg jo ikke se noget til i Mørket, blot et Strejf, saa var der Hul i Baaden.

Saadan gled vi Natten igennem ned ad Strømmen, og da det lysnede, og vi begyndte at skimte Kystens Omrids, fløj vi saa ikke nok saa nydeligt af Sted lige midtsøs! Og gladest af alle var vist Styrmanden, men heller ikke saa lidt vigtig.“