VAND- OG STENHOEJSPLANTER EN VEJLEDNING FOR HAVEVENNER


MED BIDRAG AF

Overgartner _Jens K. Joergensen_

Botanisk gartner _Axel Lange_

Havebrugskandidat _Andreas Madsen_


UNDER REDAKTION AF

_G. N. Brandt_



[Denne tekst er baseret paa udgaven udgivet i Koebenhavn, 1917]






INDHOLDSFORTEGNELSE



VAND- OG STENHOEJSPLANTERNES ANVENDELSE

VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR af _Jens K. Joergensen_

STENHOEJSPLANTERNES KULTUR af _Axel Lange_

DEN DANSKE FLORAS VAND- OG STENHOEJSPLANTER af _Andreas Madsen_

UDVALG AF VAND- OG MOSEPLANTER af _Axel Lange_

UDVALG AF STENHOEJSPLANTER af _Axel Lange_


[Illustration: Fig. 1. Plantning at Vand- og Moseplanter langs en
Baek i en engelsk Have.]

[Illustration: Fig. 2. Yndefuld Beplantning af en Soebred.
(Kolding Planteskole).]





VAND- OG STENHOEJSPLANTERNES ANVENDELSE



Det kan synes urimeligt at samle netop disse to Samfund af
Haveplanter i eet Bind. Ingen botanisk, hverken systematisk
eller biologisk Lighed knytter dem sammen, ingen gartnerisk
Kulturmethode, ingen faelles Vaekstbetingelser, tvaertimod, de
stiller diametralt modsatte Krav til Livet; det fysiske Milieu,
der er Vaekst og Trivsel for den ene Part, er Doed og Fordaerv for
den anden. Det, disse Planter har tilfaelles, og som berettiger
til at behandle dem i samme Bind er det, at de mellem Havefolk
har de samme Venner. Man kan vaere sikker paa, at den, der dyrker
og samler paa Vandplanter, ogsaa er interesseret i
Stenhoejsplanter og omvendt. Disse to Slags Planter stiller nemlig
lidt saerlige Krav til deres Dyrkere og Beundrere, ikke alene hvad
det rent gartnerisk-tekniske angaar, men navnlig med Hensyn til
Evne til at forstaa de levende Planters saerlige Skoenhed. Det
disse ofte ikke saerlig anseelige Planter byder paa er nemlig ikke
saa meget en Skoenhed i Former og Farver, men snarere den Skoenhed,
der ligger i selve Vaeksten. Det er Skoenheden i det vegetative
Liv, der er faelles for disse to Grupper, hvad enten den viser sig
i Vandplanternes overdaadige Frodighed eller i en lille graa
Sedums energiske Kamp om Pladsen paa Stenens Solside. Det er
langt fra alle Blomstervenner, der har Sans for denne Side af
Sagen; for mange ivrige Beundrere af Blomsterpragt er
Plantelivets egentlige Skoenhed en lukket Bog, og de ser kun
Ukrudt, hvor de rigtige Plantevenner ser Vaerdier, som de ikke
oensker at bytte med et helt Udstillingsvindue af Pragtblomster.
I enhver Plantes Vaekst indeholdes en Fortaelling. Hos nogle af de
pragtfuldeste f. Eks. Azalea, Amaryllis, Georginer, Pelargonier
og mange andre er denne Vaekstens Fortaelling ret triviel og
kedelig, men hos Vand- og Stenhoejsplanterne er den derimod
ualmindelig mangfoldig og morsom. Denne faelles Egenskab, denne
faelles Karakter, der goer, at Vand- og Stenhoejsplanterne har de
samme Venner, goer ogsaa, at de maa anvendes paa samme Maade,
nemlig saadan, at de specielle Skoenhedsvaerdier, som disse Planter
rummer, kommer til deres Ret.

[Illustration: Fig. 3, Stenhoejsplanter i lige Bede belagte med
Faxekalkstensskaerver. Smaagraesset mellem Fliserne er kommen i
loebet af 3 Aar. (Hellerup Strandpark).]

[Illustration: Fig. 4. Engelsk Hus med urimeligt overplantet
Fliseterrasse. Selvsaaede Planter, som mellem Fliserne paa Fig. 3
er tilstraekkelig "Fugeplantning" i saadanne Tilfaelde.]

Der er, som alle ved, to staerkt afvigende, for ikke at sige helt
modsatte Maader at anvende Planter paa, to Maader, som man med et
Par gamle og daarligt daekkende Navne har kaldt den
"architektoniske" og den "landskabelige". Det, der karakteriserer
disse to Beplantningsmaader, er hverken noget egentligt
architektonisk eller noget landskabeligt, derimod snarere det, at
Plantningen i det ene Tilfaelde skal have Karakteren af det
_plantede_, i det andet af det _voksede_. Som typisk for Planter,
der bedst behandles paa den foerste Maade, kan naevnes Roser, ikke
mindst stammede, Tulipaner, Stokroser og naesten alle Slags
Udplantningsplanter, og som typiske for det modsatte
Beplantningsprincip kan man tage alle--bogstaveligt talt
alle--Vand- og Stenhoejsplanter. Ingen af dem egner sig til at
staa paa Rad, de maa absolut anvendes "landskabeligt". Dermed
menes ikke, at de ikke kan anvendes i regelmaessige,
architektoniske Havepartier; men selve Plantningen maa ikke vaere
regelmaessig, den maa under alle Omstaendigheder forblive
"naturlig".

[Illustration: Fig. 5. Vadestene over et beplantet Vandhul.]

Rammen om Plantninger behoever ingenlunde at vaere landskabelig;
tvaertimod er den Brydning, mellem Natur og Kunst, mellem
organisk og uorganisk, mellem loest og fast, bloedt og
haardt, mellem vokset og bygget, som opstaar ved Blanding af
Architektur og naturlig Plantning er et af den moderne engelske
Havekunsts om ikke mest kunstneriske saa dog mest populaere
Virkemidler, der ioevrigt nu ofte anvendes udover enhver fornuftig
Graense. Se Figur 4.

[Illustration: Fig. 6. Flade Traedesten mellem Pudeplanter er
praktisk og forlener Stenpartiet med en yderligere Charme.]

Naar man skal angive, hvorledes Vand- og Stenhoejsplanterne skal
anvendes for at komme til deres Ret, maa man altsaa henvise til
den landskabelige Plantning, til den, der til en vis Grad
efterligner den naturlige Voksemaade, som den eneste mulige, og
man maa tilfoeje, at det at plante paa den Maade kan ikke laeres
af en Bog; Billeder kan hjaelpe lidt, hvorfor der ogsaa er samlet
saa mange, maaske overfladisk betragtet ensartede Billeder af
naturlige Plantninger i denne Bog. Skriftlige Angivelser duer
ikke. Vil man indfange noget af Naturens Ynde i sin Have, maa
man selv ud og se, hvorledes Planterne traenges om Pladsen ude i
det fri og saa plante derefter. Det er heller ikke saa svaert,
hvis der da ikke stilles for store Fordringer. Naar man kender
sine Planter og deres Behov grundigt, saaledes at der vaelges dem
velegnede Pladser, saa trives de og finder sig til Rette mellem
hverandre; det uligevaegtige Praeg forsvinder og afloeses af den
eftertragtede, men direkte uefterlignelige Naturlighed. De Fejl,
der hefter ved den menneskelige Del af Arbejdet: Plantningen,
daekkes og udsones ret snart af den ufejlbarlige Ynde, der foelger
med Naturens Del af Arbejdet: Vaeksten.

[Illustration: Fig. 7. En "Groeft" i en Have ved Kbhn. Plantet i
Maj, fotograferet i August s. A.]

Det er betydeligt svaerere at forme Rammen, selve det Haveparti,
hvor man vil dyrke Vand- og Stenhoejsplanter. Her faar man nemlig
ikke saa hurtig og saa afgoerende en Hjaelp af Vaeksten; paa dette
Punkt vil de menneskelige Fejltagelser ikke saa let kunne daekkes.

Der kan imidlertid lige saa lidt som ved Plantningen gives nogen
almindelig Forskrift, ja, endnu mindre, eftersom Planterne og
deres Egenskaber dog uforandret er de samme, medens naesten hver
Plet Have har sine saerlige Forhold, der maa tages i Betragtning.
En Ting maa man bestemt fraraade, nemlig Forsoeget paa uden
virkelig dygtig Hjaelp at forme noget egentligt architektonisk
Arrangement. Forf. har aldrig set nogen Amatoer slippe godt
derfra. Vil man lave sig et Bassin, der skal vaere til Pryd i
Haven, saa maa man ogsaa bekoste kunstnerisk Bistand og smukt
Materiale i fagmaessig Udfoerelse; thi et Bassin har ikke det
naturlige Kaers Bredder, hvis Plantevaekst kan vaeve en daekkende
Kaerlighedens Kaabe over Formenes Synder.

[Illustration: Fig. 8. Snit af "Groeften" Fig. 7. Bredden foroven
er ca. 4 Meter.]

Derfor vil den Haveven, der selv vil vaere med at forme sin
Have- og for saadanne er denne Bog skrevet--i Reglen staa sig
ved til sin Samling af Vand- og Stenhoejsplanter at vaelge et
landskabeligt Arrangement ikke alene, hvad der som naevnt er
selvfoelgeligt, af selve Beplantningen, men ogsaa af Rammen derom,
af selve den paagaeldende Del af Haven. Dette er imidlertid
vanskeligt at realisere tilfredsstillende. Opgaven, der stilles,
er i Virkeligheden den samme naesten uloeselige, der stilles
Musaeumsmanden, der skal bringe alle sine Skatte til deres Ret og
dog soege at faa et tiltalende Hele ud deraf, og Resultatet er da
ogsaa i Reglen det samme: Genstandenes respektive Planternes
Mangfoldighed skaber den Uro og Smaatskaarenhed, der i lige Grad
kendetegner Musaeumsstuen og det lille Vand- eller Stenhoejsparti
sammenlignet med Tingenes eller Planternes naturlige
Opholdssteder. Selv de bedst arrangerede mindre Havepartier af
denne Art savner--hvad enhver vil kunne overbevise sig om ved at
gennemse denne Bogs Billeder--den simple Ro og Skoenhed, som
praeger Naturen og ofte ogsaa stoerre Anlaeg med faa Plantearter.
Interessen for selve Havens Udformning og Interessen for Planter,
isaer naar den laegger sig for Dagen som Samlermani, er og bliver
modstridende. Dette Modsaetningsforhold kan ikke haeves; men naar
Amatoeren kender det og er klar derover, kan der dog goeres en hel
Del for at skaffe lidt Ro i Planternes Ordning og i Havepartiets
Udformning.

Positive Angivelser af, hvorledes Vand- eller Stenhoejspartiet
skal udformes og indfoejes i Haveplanen kan ikke gives; her gaelder
det samme Raad som vedroerende Tilplantningen: Gaa ud og se dig
om, ikke saa gerne i Naboens Have, men ude i det fri, se hvordan
et lille Vandhul i en Eng er formet, eller hvordan de bevoksede
Bredder af en Baek ser ud, og form saa Haven over en eller anden
Idee. Det gaelder blot om at holde sig Opgaven klar; denne er ikke
at efterligne Naturen, men--i vort Tilfaelde--at skaffe
naturlignende Voksepladser til Planterne, for at disse kan trives
og faa Lejlighed til at udfolde deres Vaekstejendommeligheder.

Laeseren vil maaske bebrejde Forf., at han i en Artikel med
Overskrift: Vand- og Stenhoejsplanternes Anvendelse kun giver det
Raad at danne Haven og beplante den efter Naturens Forbillede,
og ellers overlader den skuffede Haveamatoer til sit eget Studium
af Naturen, kun udrustet med de negative Oplysninger, at Opgaven
er vanskelig, og at der ikke kan gives almindelige Regler for
dens Loesning.

[Illustration: Fig. 9. Beplantet Kampestensdige, ca. 1 Meter
hoejt. (Brostroems Planteskole, Viborg)]

Til Imoedegaaelse af en saadan Bebrejdelse skal nedenfor anfoeres
et Par "lette Eksempler" paa Udformning af et Vand- og
Moseplanteparti og paa en Anvendelse af Stenhoejsplanter, et Par
Eksempler, der selv om de naturligvis ikke direkte boer overfoeres
til andre Forhold end de, hvorunder de er skabte, dog maaske kan
hjaelpe en og anden Haveven lidt paa Gled.

Ved samme Lejlighed kan der maaske slaas til Lyd for en af
Forf.s Yndlingstanker, nemlig Anvendelsen af "Kulturlandskabet"
som Motiv, som Forbillede for Udformningen af visse Dele af Haven.

[Illustration: Fig. 10. Dige af Smaa Sten i en Have ved Kbhn. Et
Aar efter Tilplantningen.]

Enhver landskabelig Beplantningsplan har sit Forbillede, og
gennem mange Aar har det udelukkende vaeret den rene, vanskeligt
efterlignelige Natur, der har ydet saadanne. Man har her overset
det, man kunde kalde "Kulturlandskabet" og vaesentligt kun
beskaeftiget sig med den "rigtige" Naturs Skoenhed, som man
efterlignede i haabloes Iver. Vor Generation ser anderledes
derpaa; den soeger at bevare Kristianshavns Vold og kan ikke
rigtig forstaa, at vore Faedre byttede Voldenes og Voldgravenes
pragtfulde Kulturlandskab med Oerstedsparkens Efterligning af
"rigtig" Natur; og den kommende Generation vil rimeligvis
bebrejde os, at Faelledernes alleekransede, solfyldte Graessletter
blev skaaret op til brede Vejkurver og Smaakrat for at danne et
"Landskab". I 1700 Tallet saa man netop en stor Vaerdi i Sporet
af Kultur midt i Naturen, ogsaa i den imiterede. Gravskrifterne,
Eremithytterne, Ruinerne, Schaeferierne o.s.v. var skabt af denne
Foelelse. Og man havde ganske Ret. Sporet af Menneskets Haand
giver kun Naturen endnu en Charme. Og det er kun rimeligt at
benytte den i landskabelige Havepartier. Enhver kan se, at
Vadestenene paa Fig. 5 og Traedestenene Fig. 6 netop foroeger
Vaerdien af de ellers rent landskabelige Anlaeg betydeligt. Det
samme kan en Planke over en Baek, eller en Stente i et Hegn goere.
Man kan imidlertid gaa et Skridt videre og under visse Forhold
bruge selve Menneskevaerket som Motiv for Havens Udformning d.v.s.
man kan f. Eks. under tilstraekkelig store Forhold--skabe
Voldgraven og Kanalen for at give Plads til deres saerlige
Vegetation; eller man kan efterligne og idealisere den vilde
uklippede Haek, saaledes som den hegner de fynske Biveje og deri
faa plantet en Del af vore nye smukke Buske, som det ellers er
besvaerligt at finde fornuftig Plads til i architektoniske saavel
som i landskabelige Havepartier. Man kan--for at naa tilbage til
vort Emne--til Vand- og Sumpplanterne bruge Engrenden eller
_Groeften_ og til Stenhoejsplanterne det gamle danske _Stendige_
som Beplantningsmotiv.

[Illustration: Fig. 11. Snit af et Dige som det paa Fig. 9 og 10
viste paa flad Grund og ved terrasseret Grund.]

Den Groeft, som Fig. 7 og 8 viser, er ca. 4 m bred foroven og er
stoebt i let armeret Beton. Den er egentlig kun et langagtigt
Bassin med stillestaaende Vand, og naar der i Enderne er indstoebt
et 18 Tommers Draenroer, er det kun en Variation af det gamle
landskabsgartneriske Kneb, der skjulte Havegangens eller Soeens
Afslutning; der skal altid vaere lidt tilovers til Fantasien.
Disse moerke, koelige Huller har foroevrigt vist sig at vaere yndede
Opholdssteder for Guldfiskene. Skoent Forf. ikke har saerligt
Kendskab til disse, skal dog her til Fordel for dem, der har
endnu mindre, meddeles, at Fiskene ikke maa saettes ud, foer Vandet
gennem laengere Henstaaen er blevet helt bloedt. Frisk Kommunevand
er ligefrem Gift for dem. Hvis man ikke kan overvintre disse Fisk
i et koldt Drivhus, kan de til Noed overvintre i en Kaelder; men de
har dog sikkert bedst i at blive ude; men i saa Fald maa man
naturligvis paase, at Vandet ikke bundfryser. Dette forhindrer
man bedst ved, naar det er frosset en god Tomme, da at daekke Isen
med Loev eller Tang og maaske yderligere ved at toemme noget Vand
af, saaledes at der dannes et isolerende Luftlag mellem Isen og
Vandet. En Vaage maa naturligvis daglig befries for Is.


[Illustration: Fig. 12. Hoejt Stendige af smaa Kampesten.]

Vandplanterne plantes, som Tegningen viser, mellem Cementmuren
og Braeddevaeggen, og enkelte plantes i Kasser nede i Vandet. Det
gaelder om at have Plantepladser med forskellig Vandstand efter
de enkelte Arters Krav. Mosebedene, som man ellers ofte danner
saaledes, at de kan oversvoemmes med Vand fra el tilstoedende
Bassin, faar her ved denne Groeft deres Fugtighed fra neden
gennem de loese Mursten. Moseplanterne kommer derved til at staa
med Taeerne i Vand, hvad der passer dem bedst. Ved samme
Anordning opnaas ogsaa Plantepladser af lidt forskellig
Karakter. Mursten, Braedder og Beton daekkes let af Vegetationen.
Det samme gaelder de Braeddestumper og Sten, som man maa anbringe
for i Begyndelsen at holde paa den staerkt skraanende Jord; senere
vaever Roedderne et Net, der snart skal holde den fra at skride.
Vaeksten hos Vand- og Moseplanter er i det Hele overordentlig
hurtig; den afbildede Groeft blev saaledes plantet sidst i Maj, og
Billedet er taget i August samme Aar. Med Hensyn til Udfoerelsen
skal man vaere forsigtig med at stole paa Taetheden af andet end
god Beton med ordentligt Pudslag i selve Vandbeholderen;
Mosebedenes Vaegge kan derimod nok vaere af ringere Beton uden Puds,
idet Taetheden her jo ikke er saa noedvendig, end ikke altid
oenskelig. Der maa forudses Overloeb, idet en Regnperiode paa Grund
af Groeftens Form ellers lader Vandet stige for meget.
Vandtilfoerslen maa vaere bekvem, da ikke alene Vandfladen fordamper
meget Vand, men ogsaa de store graadige Planter paa Groeftens Sider
taerer utroligt af Vandbeholdningen. Bunden kan naturligvis dannes
af Brolaegning, der loebes ud med tynd Cement, men er da udsat for
at knaekke. De meget anbefalede Arrangementer med aeltet Ler er set
mislykkede til den Grad og saa ofte, at man til et mindre Anlaeg
ligefrem maa fraraade dem.

[Illustration: Fig. 13. Beplantet Kalkstensmur ved Knuthenborg.]


       *       *       *       *       *

[Illustration: Fig. 14. Detail af Muren Fig. 13. andet Aar efter
Tilplantningen.]

For et Par Aar siden gjorde Forf. i Bogen "Stauder" opmaerksom
paa Stendiget som Stenhoej. Naar undtages Bornholm findes der jo
i Virkeligheden ikke andre naturlige danske Forbilleder for
Vokseplads til Stenhoejsplanter, og der findes da heller ikke
vaesentlig andre Sten end de runde Kampesten, hvoraf ingen
Stenhave let lader sig danne. Den klippeagtige, lagvise, i
Reglen skraatstillede, geologiske Ordning af Stenene, der med
sine stadig genopdukkende, ensartede Skraalinier bringer
Sammenhaeng mellem Stenene og lidt Ro i det Hele, kan jo ikke
efterlignes med vore runde Kampesten. I Stedet for--svarende til
Vandet--at vaere den ensartede Baggrund, der overalt foeles
igennem, det beroligende Bindeled mellem Blomsternes brogede,
mangeformede Mylder, saa virker vore Kampesten netop spredende
ved deres Uensartethed i Farve og Form og Mangel paa Sammenhaeng.
Der skal i hvert Fald en svaer Oevelse til at faa andet end Uro ud
deraf. Vor Skoenhedssans er jo ikke saa udviklet som Japanernes,
der i de enkelte Stenes Variationer i Farve og Form ser lige saa
meget, som vi i de enkelte Planters tilsvarende Variationer.

[Illustration: Fig. 15. Beplantet lav Murstensmur.]

Derfor anbefales Kampestensdiget til Amatoerens Forsoeg. Det
smukke Billede Fig. 9 viser et Dige i Udkanten af en Lund. Det
blev bygget i 1910. Planterne blev plantet samtidig, hvad der er
noedvendigt, naar det drejer sig om saa store Sten. Fig. 10
viser, hvorledes man kan hjaelpe sig med ret smaa Sten. Det
vedfoejede Snit viser, hvorledes Stenene saettes; det er ganske
lige til. For at Regnvandet ikke skal loebe af, men snarere fanges
ind i Jordkaernen, saettes Stenene lidt paa skraa, og saaledes at
Fugerne fanger Vandet. Stenene skal dels af Hensyn til Udseendet
og dels for at opnaa stoerre Modstandsdygtighed overfor
Frostangreb helst ligge ned, og enkelte boer stikkes dybt ind i
Jordkaernen, hvad der ogsaa vanskeliggoer Frosten at loesne
Stensaetningen. Muldjorden boer stampes meget taet, og ved
Plantningen maa Planterne stikkes langt ind; de skal nok finde
ud, naar de blot skimter Lyset.

[Illustration: Fig. 16. Beplantet hoej Murstensmur.]

Billederne Fig. 13 og 14 viser en beplantet Mur i Knuthenborg
Park og Fig. 15 og 16 viser Beplantningen af Murstensmure (uden
Moertel). I Princippet er det naturligvis det samme som Diget;
kun at man skal sikre sig end mere mod Frosten. De allerbedste
Plantemure dannes af flade Klippesten, der f. Eks. i Sverrig
kan anvendes uden alt for store Omkostninger; men det har jo
mindre Interesse for en dansk Amatoer.

[Illustration: Fig. 17. Vandplanter dyrkede i en Balje i en Have
i Broenshoej.]

Man maa nu ikke tro, at Dyrkningen af Vand- og Stenhoejsplanter
kun er for Velhavere. I Virkeligheden goer den ringe Plads, som
disse Planter kan noejes med, dem netop til den lille Haves
Planter. Et lille Stykke Mur er der Plads til i enhver Have, og
lidt Vand kan i Reglen ogsaa skaffes med lidt Opfindsomhed. Det
mest beundringsvaerdige, Forf. har set i den Retning, er den lille
Have i Broenshoej, hvor de to Billeder Fig. 17 og 18 er tagne. Det
hele bestaar af et Par gamle, nedgravede Baljer med nogle Sten
omkring. Og i denne Slat Vand dyrker Ejeren en hel Flora af
danske Vandplanter, derunder, som det ses, Aakander og Dunhammer.
Guldfisk mangler selvfoelgelig ikke. Disse bliver flyttede ind i
en Kaelder og lever i en Tiliter-flaske om Vinteren, og hvert Aar
den 1ste April sat ud igen. Derimod bliver Planterne ude, de
daekkes aldrig, men bundfryser hver Vinter. Baade Fisk og Planter
trives brilliant.

[Illustration: Fig. 18. En Aakande i Blomst i en Balje i en Have
i Broenshoej.]

[Illustration: Fra en engelsk Villahave, der med Rette er beroemt
som noget af det smukkeste, der i nyere Tid er frembragt paa
dette Omraade. Kanalen er ca. 50 ctm, bred.]

Man fristes saa ofte, navnlig siden de dyre Vand- og Stenhaver
med Bassiner, Fliser o.s.v. er komne paa Moden, til at anse det
hele for et Pengespoergsmaal; men denne lille Have i Broenshoej, der
er lavet ganske uden Udgift, viser Sagen, som den er: Ejerens
Interesse er det eneste vaesentlige, og Pengene kan kun delvis og
kun for et Stykke Tid goere denne den vigtigste Faktor undvaerlig.
En Have, og da ganske saerlig en Vand- eller Stenhave er ikke som
et Spisestuemoeblement, som man kan lade tegne, udfoere og stille
op, og derved er det faerdigt. En Have er aldrig faerdig, den er et
levende Vaesen, der kraever sin Beskytters stadige Aarvaagenhed og
stadige Arbejde. Er man ikke sikker paa at kunne yde et saadant,
skal man ikke af Begejstring for de smukke Billeder i Studio og
i de engelske Haveboeger, som man snart ser i ethvert Hjem, lade
sig forlede til stoerre Anlaeg, end man kan magte, thi:

"... such gardens are not made
By singing "Oh, how beautiful!" and sitting in the shade."
G. N. B.

[Illustration: Fra Havebrugsskolen Vilvordes Dam.]

[Illustration: Fig. 19. Kanalen i Haven ved Orebygaard. Langs
Kanten er plantet forskellige Irisarter.]





VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR



af _Jens K. Joergensen_.


Foer der kan tales om disse Planters Kultur og Anvendelse i
haven, vil det vaere noedvendigt at sige nogle faa Ord om deres
Fremtraeden ude i den fri Natur. Kun ved at drage Laere af, hvad
man der har for Oeje, kan man goere sig Haab om at skabe noget
endnu pragtfuldere end det, Naturen selv er i Stand til at
frembringe. Man maa gaa i Laere hos Naturen og have Oejet aabent for
dens saeregne Skoenhed og Luner, uden dette arbejder man forgaeves.

[Illustration: Fig. 20. Regelmaessigt Bassin, kantet at Dianthus
caesius. Billedet er taget ved et af H. M. Dronningens besoeg i Det
kgl. danske Haveselskabs Have.]

Soeger man nu at komme til Klarhed over det Spoergsmaal: hvori
bestaar det Trylleri, der hviler over den blomstrende Eng, den
stille Aa, der bugtende sig frem mellem Pil og Ellekrat langsomt
glider mod Havet, det sorte, stillestaaende Vand i gamle,
bundloese Toervegrave, den flade Soebred med sin hviskende Skov af
Tagroer og Dunhammer eller det smilende Kaer med sine Smaaoeer af
Star og Siv og Pindsvineknop, saa ser man, at der over dem alle
trods al Forskel er noget, der er faelles, noget yndigt, blidt og
samtidig hemmelighedsfuldt og dragende. Og det er ikke saa
underligt, thi selv et ganske lille Vandhul kan vaere som en hel
lille Verden. Nede i Vandet mellem saelsomme, fine Planter bevaeger
sig saelsomme Dyr, lydloest glider de ud og ind i de glasgroenne,
hemmelighedsfulde Skove. Hen over Vandfladen loeber travle
Insekter i hurtigt Jag og forvandler den blanke Flade til et
boelgende Moire, og fra Bred til Bred farer som sitrende
Lysstraaler skinnende Guldsmede og staalblaa Nymfer, der af og
til afbrydes i deres sorgloese Elskovsleg af forslugne Karusser.
Der er et myldrende Liv baade over og under Vandet, der er Kamp
og Elskov, Skoenhed og Livsglaede, Doed og Undergang, det er en hel
Verden, der lever og lider. Men naar Solen gaar til Hvile, naar
Mosekonen i den lyse Sommernat brygger sin koglende Drik, der
dufter af Mynte og Mjoedurt, og Skarntydernes hvide Blomsterfraade
lyser gennem Taagen, naar St. Hans-ormen med sin Lygte soeger
efter sin Elskede i den vildsomme Skov af Graes og Blomster, mens
Nattergalen synger, da blotter Engen sin Sjael, viser sig i hele
sin tryllende Pragt for den, der toer gaa ind i Taagen.

[Illustration: Fig. 21. Bassin uden Plantning--en engelsk Have.]

Ethvert andet Blomsterarrangement, selv det stoerste og smukkeste,
er og bliver aldrig andet end en Samling Blomster, men Vandhaven
er som en hel lille Verden, og det er dette, der er Aarsag til,
at den virker mere levende og rigt end nogen anden Del af Haven.
Og saa den Yppighed, der er over alle Vandplanter, den saftige
Friskhed og naesten tropiske Frodighed, der ellers er saa sjaelden
i vor Flora. Ja, selv naar Havens andre Blomster er ved at opgive
Aevred og staa traette og toerstige i den braendende Sommersol, saa
svulmer alle Vandhavens Blomster af Sundhed og Velvaere. Det er,
som der staar i Folkevisen: "Den Sommer og den Eng saa vel kunne sammen".




_De regelmaessige Bassiner_.

[Illustration: Fig. 22. Dammene i Villa d'Este's Have.]

I de gamle, regelmaessige Haver spillede Vandet en stor Rolle, og
de legende Springvand, de brusende Kaskader og stille Damme og
Kanaler har sikkert vaeret disse Havers stoerste Tiltraekning, uden
hvilke de trods deres Statuer, Loevvaerk og kunstigt klippede
Traeer vilde have gjort et saare doedt og kedeligt indtryk. Vandet
i de gamle Haver havde det Formaal at bringe Liv og Dybde ind i
Anlaeget; de stille Bassiner og Kanaler skulde virke som et
Spejl, hvori Himlen og den omgivende Herlighed kunde spejle sig.
Disse gamle Haver har dog sikkert, da de var nye, ikke virket naer
saa imponerende, som de Rester, vi har tilbage af disse
storslaaede Anlaeg, lader formode.

I den moderne Have, hvor den gamle Havekunst er ligesom vendt
tilbage i rigere og mere levende Former, spiller Vandet atter en
stor Rolle men ikke som et Spejl, der henter sit Indhold fra
Omgivelserne, men i sig selv rummende de dejligste Blomster, ikke
et uvirkeligt Spejlbillede men et levende Maleri.

[Illustration: Fig. 23. Bassin i Villa "Rosenhoej"s Have i Vedbaek.
(Havearchitekt E. Erstad-Joergensen).]

Det er Nutidens Krav om Blomsterpragt, der har skabt dette
Arrangement, og denne ny Smagsretning har fundet rigelig Naering
ved Indfoerselen af en Maengde dejlige Vandplanter, samtidig med
at den har aabnet vore Oejne for mange af vore vilde Planters
Skoenhed og Anvendelighed. Det var dog saerlig Fremkomsten af de
pragtfulde Aakandehybrider, der henledede Opmaerksomheden paa
Vandplanterne. Disse er mellem Vandplanterne, hvad Roserne er
mellem Havens oevrige Blomster, deres Skoenhed er saa
ioejnefaldende, at mange Blomsterelskere lod grave Bassiner og
indrettede sig Vandhaver alene for at komme i Besiddelse af disse
pragtfulde Planter. Det kan heller ikke naegtes, at hele
Vandhavens oevrige Plantearrangement, hvor smukt dette end kan
vaere, hvor rigt, hvor yppigt, hvor fint og yndefuldt, er det dog
kun som en Indfatning om de dejlige Aakander. Men de klaeder
hinanden godt, ved Siden af Aakandernes tunge, pompoese Pragt
bliver alle de andre Engens fine Blomster endnu finere og mere
gratioese, og som de samler sig der langs Bredden: Forglemmigej og
Ranunkler, Spiraea og Iris, Bukkeblad og Traevlekrone, Hjertegraes
og Engblommer, danner de en vidunderlig Ramme om et vidunderligt
Billede.

De regelmaessige Vandbassiner i de gamle Haver er undertiden
stensatte, taettede med Kalk eller Blaaler, kun sjaeldent murede.
Som Regel er de kun udgravede og taettede med et Lag Ler, der saa
atter er daekket med et Lag Jord eller Grus, og hvor Jorden ikke
er alt for loes og Beliggenheden alt for uheldig, vil et saadant
primitivt Bassin som Regel kunne holde Vandet uden alt for stor
Tilfoersel. Men det boer dog altid have baade et Tilloeb og et
Afloeb, thi selv om en ensartet Vandstand ikke er absolut
noedvendig, saa er det dog uheldigt, naar denne varierer alt for
staerkt.

[Illustration: Fig. 24. Aakandebassin i Villa "Birkeborg"s Have i
Skodsborg. (Havearchitekt E. Erstad-Joergensen).]

Ved Anlaeget af nye Vandbassiner vil man som Regel stoebe disse af
Cement, det vil vaere det sikreste, og ved Indlaeg af Jerntraad og
Rundjern behoever Stoebelaget ikke at vaere overdrevent tykt. Er
Bunden nogenlunde taet og Bassinet meget stort, kan man ligesom i
de gamle Vandbassiner noejes med at stoebe Siderne eller mure dem
op af Klinker, daekke Bunden med et Lag Blaaler og oven paa dette
laegge Grus eller Brolaegning.

Et Bassin, som anlaegges til Vandplanter, boer altid ligge i fuld
Sol. I Skygge vil man som Regel ingen Glaede have af Vandplanter,
Vandet er her for koldt, Planterne faar en svag og sygelig
Vaekst, og et saadant Bassin vil i Reglen ogsaa vaere smukkest
uden Planter.

[Illustration: Fig. 25. Aakandebassin i et Stenhoejsanlaeg.]

[Illustration: Fig. 26. Aakandebassin, omgivet af beplantede
Flisegange og Stoettemure.]

I nyanlagte Bassiner er det lettest at foretage Beplantningen,
inden man lukker Vandet ind. Hvis man vil tilplante hele
Bassinet, daekker man Bunden med ca. 30 cm god, fed Markjord,
blandet med gammel Kogoedning. Vandplanter er meget graadige, man
kan uden Skade give dem ligesaa megen Goedning som Jord.
Plantningen foregaar paa den Maade, at man breder Planternes
Roedder ud over Jorden, daekker dem med et nyt Lag Jord og trykker
denne godt fast. Naar det hele er tilplantet, daekkes Jorden med
et Lag groft Grus, og Vandet slippes forsigtigt ind. Som Regel
vil man dog ikke have hele Bassinet overvokset, og man planter da
forskellige Planter i Kasser og anbringer dem paa de Steder, man
synes mest passende. Kasserne til Skeblad, Rumex, Iris og Soedgraes
behoever ikke at vaere ret store, disse Planter kraever ikke saa
megen Naering for at udvikle sig, og de behoever kun at have nogle
faa cm Vand over sig. Men Aakanderne kan man ikke spise af med
saa lidt. De kan nok vokse og blomstre i smaa Beholdere, men skal
de blive rigtig pragtfulde, kraever de megen Naering.
Plantekasserne maa helst vaere ca. 1 Meter i Kvadrat og 50 cm
dybe, og der maa helst vaere 30--50 cm Vand over Planterne. I
saadanne Kasser og i kraftig Jord, der hvert Aar delvis maa
fornyes, vil Aakanderne kunne udvikle sig ligesaa frodigt, som om
de var frit udplantede. Om de oevrige Vandplanters Kultur er der
ikke meget at sige, naar de dyrkes i Beholdere. De kraeve som
allerede sagt ikke naer saa megen Naering som Aakanderne, men kan
ellers plantes i samme Jord som disse. Gammel udluftet Dyndjord
er fortrinlig til Vandplanter, men det er kun sjaeldent, at man
har denne til Raadighed, og at plante i det raa Dynd er der intet
vundet ved, saa er en fornuftig Blanding af Jord og Goedning langt
bedre.

[Illustration: Fig. 27. Bassin paa en Fliseterrasse i en engelsk
Have.]

Hvorledes man skal arrangere Planterne i et Vandbassin, derom er
det vanskeligt at sige noget bestemt. Som Regel maa de ikke staa
alt for regelmaessigt, men dette maa rette sig efter Forholdene,
og der kan ikke gives bestemte Regler.

Der findes en hel Del forskellige tropiske og subtropiske
Vandplanter, som i Sommertiden kan flyttes fra Drivhuset ud paa
Friland, som f. Eks. Pontederia, Cyperus, Canna og flere af de
tropiske Nymphaeer, men som Regel har man kun ringe Glaede af
dette Eksperiment, og man maa helst holde sig til de virkelige
Frilands-Vandplanter, saerlig da disse er fuldt saa koenne som de
tropiske, og disse let vantrives og faar et blegt og sygeligt
Udseende, der kun daarligt harmonerer med de frodige Omgivelser.

[Illustration: Fig. 28. Naturlig Randbeplantning om Dammen i Det
kgl. danske Haveselskabs Have.]

Som nogle af de smukkeste Vandplanter til Dekoration af
Vandbassiner kan naevnes, foruden Aakanderne, Almindelig Skeblad
(Alisma plantago). Iris sibirica med Varieteter, den japanske
Iris (I. Kaempferi) og den almindelige gule Iris (I. pseudacorus).
Blaagraa Siv (Juncus glaucus) og enkelte Stargraesser danner
smukke, dekorative Tuer, som, naar de anbringes frit og
naturligt, virker overordentlig dekorativt, naar de spejler sig i
det blanke, stillestaaende Vand. Alle disse Planter er meget
haardfoere og kan taale at staa uden Vand i Vintertiden, medens
Aakanderne helst maa staa under Vand hele Vinteren. Ogsaa de
smukke Eng-Kabbelejer (Caltha palustris) kan danne nydelige
Smaaoeer, enten alene eller sammen med Iris, Vand-skraeppe (Rumex
hydrolapathum) eller Star (Carex), og de virker navnlig i
Foraarstiden overordentlig oplivende med de saftige, groenne Blade
og skinnende, gule Blomster.

Er Bassinet stort, saaledes at der er Plads til Smaaoeer, der kan
haeve sig op over Vandfladen, da kan disse tilplantes med
Astilber, Spiraea, Trollius og flere andre Sumpplanter, og man
faar et langt rigere Blomsterflor, men disse Planter er ikke saa
koenne efter Afblomstringen som de tidligere naevnte.

[Illustration: Fig. 29. Bredden af en Baek i Kolding Planteskole,
den oprindelige i og for sig smukke Vegetation, der nu har
maattet vige for den Fig. 2 viste. En Sammenligning af de 2
Billeder, der er tagne omtrent fra samme Sted, giver et Begreb om
Arbejdet ved den Art plantning.]

Alle de Planter, der skal bruges i disse regelmaessige Bassiner,
maa dog helst have et sirligt og ordentligt Udseende ogsaa efter
Afblomstringen, og Plantningen paa saadanne Steder maa derfor
helst indskraenke sig til nogle faa Planter, hos hvilke disse
Egenskaber er fremherskende, og man skal helst vaelge Planter,
der ikke forlanger at plantes over Vandet. Det er smukkest, naar
dette kan undgaas, navnlig i det flade, regelrette Bassin. Langs
Bassinets Kant kan der plantes forskellige Pudeplanter eller
Moseplanter, og det afhaenger udelukkende af dettes form og
Beliggenhed, hvad der er det rigtigste og smukkeste.

[Illustration: Fig. 30. Haengepil, det mest karakteristiske Trae til
Plantning ved Bredden af en Dam.]

I gamle Bassiner vil det ofte vaere noedvendigt at plante, medens
de er fyldte med Vand. Dette udfoeres da paa den Maade, at man
efter at have undersoegt Dybden laver nogle Plantekasser af
passende Dimensioner, anbringer dem saa naer som muligt ved
Vandkanten, fylder dem med Jord, planter dem til og daekker
Overfladen med Grus eller Smaasten, saenker dem ned i Vandet saa
varsomt som muligt og langsomt og forsigtigt flaader dem under
Vandet hen til det Sted, hvor de skal anbringes. Aakanderne kan
plantes paa samme Maade, men er der Dynd eller naturlig Jordbund
i Bassinet, maa de helst plantes i store, flade Plantekurve,
saaledes at Roedderne frit kan brede sig i Soebunden. Er der meget
Dynd, vokser Aakanderne forbavsende frodigt og kraever ingen
Goedning, men i Bassiner, der ikke kan toemmes, vil det vaere
vanskeligt at holde dem i frodig Vaekst, naar de er plantede i
Kasser, og man ikke kan komme til at plante dem om og tilfoere
dem ny Naering.

[Illustration: Fig. 31. Heracleum (Bjoerneklo), ved sin
Forkaerlighed for fugtig Vokseplads og ved sit Ydre en udmaerket
Soebredsplante.]




_Det naturlige Vandparti_.

Medens man ved Anlaeget af det regelrette Bassin er bundet af
architektoniske Hensyn og ogsaa ved Beplantningen maa tage disse
i Betragtning, har man ved Anlaeget af det naturlige Vandparti
anderledes frie Haender, og det er egentlig foerst under denne
Form, og naar tillige Omgivelserne er smukke og harmoniske, at
Vandhaven kan udfolde al sin daarende Rigdom og Blomsterpragt.
Foerst her kan man fremtrylle noget af den samme Stemning, som
der moeder en ude i Naturen, og som goer denne saa rig og
faengslende. Intet Sted i Haven kommer man Naturen saa naer som i
Vandhaven, intet Sted er der en Rigdom, Liv og Frodighed som her.
Ikke engang Stenhoejen med sin Vrimmel af fine, yndige
Bjergplanter kan maale sig med Vandhavens saftige Pragt og
Frodighed.

[Illustration: Fig. 32. Petasites japonicus, japansk Hestehov,
Soebredsplante til halvskyggede, fugtige, endog sure og sumpede
Steder.]

Ser man nu paa de Vandpartier, Damme, Smaasoeer og Kanaler, der
findes i saa mange af vore Haver, saa forbavses man over den
Mangel paa Vegetation, der udmaerker disse. Den samme velholdte,
aandsforladte Kedsommelighed, der ofte praeger vore Haver, breder
sig fra de friserede Plaener, de nyfejede Gange og velrevne
Busketter ud over den indholdsloese Vandflade, og dog har vi
Forbilleder nok ude i Naturen, og de fleste Mennesker med en
Smule Skoenhedssans er naeppe i Tvivl om, hvad der er smukkest.
Det er vor ulykkelige Trang til at skulle bringe Orden i alle
Ting, der foerer os paa Afveje. Alt for megen Orden, alt for megen
Sirlighed kan forjage baade Skoenhed og Hygge fra en Have, men
den behoever ikke at goere det. Den forstaaende, omsorgsfulde
Haand efterlader sig intet Spor, det er kun den uforstaaende,
tankeloese Haand, der saetter Maerker, bringer Forstyrrelse og
Uorden i Naturens Vaerk. Den forstaaende Haand tjener Naturen,
hjaelper de svage, uden at skade de staerke, giver enhver sit og
bruger aldrig Vold.

[Illustration: Fig. 33. Gunnera. Pragtfuld, men kaelen, solkaer
Soebredsplante.]

Ved Anlaeget af en Vandhave kan der vaere mange forskellige
Hensyn, der goer sig gaeldende. Lettest slipper man fra Arbejdet,
naar der i Haven findes et naturligt Vandparti, et Engdrag, eller
der blot er et lavtliggende, fugtigt Sted, der kan anvendes. Ikke
alene letter dette Arbejdet betydeligt og giver lettere det hele
Arrangement et naturligt Praeg. men det har ogsaa andre Fortrin
fremfor det ved Kunst frembragte Vandanlaeg. Vandhavens hele Form
maa selvfoelgelig rette sig efter de lokale Forhold og vaere i
Harmoni med sine Omgivelser. Er det en Dam paa en lavtliggende,
flad Graesslette eller Plaene, vil det vaere rettest ikke at give
den en alt for uregelmaessig Form eller en alt for urolig
Beplantning, men soege at frembringe noget af den samme Fred og
Ynde, som der saa ofte er over et Kaer eller et Vandhul, saadan
som man ofte traeffer dette ude i Naturen paa lave, fugtige Enge.

[Illustration: Fig. 34. Petasites japonicus i Vandkanten, bagved
persiske Syrener. (Knuthenborg Park).]

Ude i Vandet kan man plante Aakander og hen imod Bredderne
enkelte Tuer af Star og Iris, Brudelys (Butomus umbellatus) og
Siv. Langs Bredden kan der vokse Vand-Calla (Calla palustris),
Fredloes (Lysimachia nummularia), Engblomme, Traevlekrone (Lychnis
flos cuculi), Forglemmigej, Abeblomst (Mimulus), Kabbeleje
(Caltha palustris), Engkarse (Cardamine pratensis), Bukkeblad
(Menyanthes trifoliata), Ranunkler og hvad man ellers ude i
Naturen ser vokse paa lignende Steder. Foer Plantningen maa
Jorden langs Bredden vaere renset for fleraarigt Ukrudt, og er
der Groensvaer, vil det vaere klogest at afgrave det oeverste
Spadestik i 1/2-1 Meters Bredde og fylde Udgravningen med god,
ren Muldjord. Heri planter man saa de ovennaevnte Planter og
andre, der ynder et fugtigt Voksested. Alle disse Planter blandes
ved Plantningen mellem hverandre uden Plan og Orden, og faar de
Lov til at vokse, som de lyster, vil de i Loebet af et Par Aar
danne den dejligste Soebred.

[Illustration: Fig. 35. Rudbeckia maxima, ligesom R. nitida og R.
laciniata udmaerket Soebredsplante under store Forhold.]

[Illustration: Fig. 36. Gynerium argenteum, Pampasgraes, pragtfuld
Soebredsplante, der maa stilles frit for at komme til sin Ret, og
maa daekkes omhyggeligt, da den ikke taaler megen Fugtighed i
Vintertiden.]

En saadan Bred maa helst virke som en fin, lav Braemme af
Blomster om Vandspejlet med de pragtfulde Aakander og de
fine, lette Tuer af Siv og Star. Plejen af en saadan Soebred vil,
naar den foerst er tilvokset, kun bestaa deri, at man, naar
Planterne om Efteraaret er visnede, afskaerer dem nogle faa
Centimeter over Jorden og daekker dem med et Lag velforraadnet,
gammel Goedning og saa for Resten lader dem skoette sig selv og
kaempe om Pladsen. Enkelte Planter vil efter nogle Aars Forloeb
gaa til Grunde, men andre vil fylde deres Plads, og
Bevoksningen vil med Aarene blive taettere og taettere. Bliver
Plantningen efter nogle Aars Forloeb gennemvokset af Graes og
Ukrudt, er der intet andet at goere end at fjerne det hele, tage
Planterne op, rense dem omhyggeligt for Graes og Ukrudt, tilfoere
ny Jord og plante paa ny.

[Illustration: Fig. 37. Ligularia macrophylla, en pragtfuld
Plante med store graablaa "Kaalblade" og gule Blomster, udmaerket
til Soebred.]

Dersom Vandhaven skal anlaegges langs en Baek, der bugter sig frem
mellem Sten og stejle Skraenter, da kan man ved Hjaelp af
Daemninger og smaa Udvidelser skabe noget meget smukt, og
Beplantningen kan her vaere ganske anderledes righoldig og
overdaadig end ved Soebredden. Men dersom en saadan Baek anlaegges
ved Kunst, maa man vaere forsigtig og ikke goere det alt for
vidtloeftigt. Disse arrangerede Vandfald og Drypstenshuler af
Cement er ikke koenne, dog kan en smuk og frodig Bevoksning boede
paa mange Smagloesheder. Er det en lige Groeft eller Kanal, man
skal beplante, vil der, naar denne da ellers er i Harmoni med
sine Omgivelser, ikke vaere nogen Grund til at aendre dens Form, en
lige Groeft kan beplantes meget smukt og virke ligesaa naturligt
og selvfoelgeligt som den mest kunstfaerdigt slyngede Baek.

[Illustration: Fig. 38. Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs
Have med bagved liggende Stenparti.]

Er man fuldstaendig frit stillet og kan anlaegge sin Vandhave,
hvor man har Lyst, da vaelger man en Plads med smukke, hyggelige
Omgivelser, hvor der er Sol og Lae, og her giver man saa
Vandhaven den Form og Udstraekning, som Forholdene tillader. Kan
den forenes med Stenhoejsanlaeget, er det en stor Fordel, de to
Ting klaeder hinanden godt og hoerer ganske naturligt sammen. Selve
Udgravningen til Vandet giver man en saa naturlig og fri Form
som muligt, der maa gerne vaere lidt Japaneseri med i Spillet.
Det samme gaelder ved Udformningen af Bredderne. Ved Anlaeget af
disse maa man bestandig have de Planter i Tanke, som man vil
skaffe Plads til, og soege at berede disse saa gunstige
Voksevilkaar som muligt.

Der maa vaere ganske flade, lavtliggende Steder til den smukke,
fyldtblomstrede Engkarse, Cardamine pratensis fl. pl., den fine,
yndige Traevlekrone, Lychnis flos cuculi fl. pl., den dobbelte
Kabbeleje, Caltha palustris fl. pl., de smukke, storblomstrede
Varieteter af Engforglemmigej, Myosotis palustris Graf Waldersee,
og den nydelige, rigtblomstrende, broncefarvede Abeblomst,
Mimulus luteus cupreus, og enkelte andre.

[Illustration: Fig. 39. Engelsk Vand- og Stenhave. "... Der maa
gerne vaere lidt Japaneseri med i Spillet...."]

Paa lidt hoejere liggende Terrain vil der vaere den ideelle Plads
for de to pragtfulde Primuler, P. japonica og P. pulverulenta.
Disse to dejlige Planter, som man kun sjaeldent har Glaede af paa
Stauderabatter, kan her udvikle sig til en Stoerrelse og Pragt,
som er aldeles forbavsende. Ogsaa flere andre Primuler som P.
sikkimensis, P. frondosa, P. denticulata og P. cashmiriana viser
sig her at vaere i Besiddelse af en Livskraft, som man ikke havde
tiltroet dem. Ja, selv den lille yndige Primula farinosa, som
ellers vanskeligt lader sig flytte ind ude fra Engen, kan
trives. Det vil dog vaere heldigt, om man kan give disse
Planter noget Toervejord, men absolut noedvendigt er det ikke. I
det hele er Vandplanterne ikke fordringsfulde med Hensyn til
Jorden. Har de blot den rette Grad af Fugtighed og Sol, er de
som Regel fornoejede.

[Illustration: Fig. 40. Naturlig Plantning, fotograferet ca. 2
Maaneder efter Plantningen. Kun Brudelysene i Forgrunden er
aeldre. (Fra Kolding Planteskole).]

Saaledes arbejder man videre. Paa et endnu hoejere liggende
Terrain skaffer man Plads til Engblommer, Spiraeer, Astilber og
en Maengde andre Planter. Mange Planter vil uden at vaere
egentlige Moseplanter trives langt bedre paa en saadan fugtig
Vokseplads end paa Stauderabatten, hvor de let kommer til at lide
af Vandmangel. Saadanne Planter som f. Eks. Senecio, Ligularia,
Staudephlox, Efteraarsasters, Rudbeckia, Helenium, Solidago,
Eupatorium, Hemerocallis. Funkia og flere andre trives godt paa
en saadan fugtig Vokseplads og foejer sig smukt og naturligt ind i
Ensemblet.

[Illustration: Fig. 41. Blomsterkaeret i Det kgl. danske
Haveselskabs Have, set fra Stenhoejen.]

Samtidigt med at man udformer Terrainet og derved soeger at skabe
Voksepladser til de forskellige Planter, maa man ogsaa betaenke,
hvorledes disse vil praesentere sig paa det Sted, man har tiltaenkt
dem. Store, imponerende Planter som Gunnera, Funkia og Senecio
maa helst kunne ses paa Afstand og spejlende sig i Vandet, smaa,
fine Blomster maa kunne ses ganske taet ved.

Gangene maa slynge sig som naturlige Stier, snart maa man vaere
helt nede ved Vandet og i Stand til at se ud over dette, snart
maa de hoeje frodige Planter lukke sig om en og spaerre Udsigten.
Alt som man vandrer fremad ad de smalle, bugtede Stier, maa
Billederne skifte og aabenbare nye Skoenheder og nye
Overraskelser. Hertil er det boelgede Terrain saa vel skikket
foruden det, at det tillige skaffer Plads til en Maengde hoejst
forskellige Planter baade Stauder og blomstrende Buske, hvad der
er en stor Fordel, thi Vandhavens Omgivelser kan ikke blive for
rige og overdaadige, og alt hvad der er af store, pragtfulde
Stauder, som det ellers kan vaere vanskeligt at faa anbragte, kan
her finde Anvendelse. Denne fri Plantning omkring Vandhaven kan
vaere meget smuk, og det er en taknemmelig Maade at arrangere
Stauder paa.

Ude i Vandet, der helst maa have en Dybde af 1 Meter eller lidt
mindre, laver man langs Bredderne smaa Oeer og Halvoeer, som
beplantes med Siv, Iris, Pilblad (Sagittaria), Brudelys og Star.
Ud fra Bredden breder sig Bukkeblad, Vandroellike (Hottonia
palustris), Ranunkler og den vilde Calla. Er der Plads til
stoerre Oeer, som kan haeve sig over Vandfladen, kan man paa disse
plante Astilbe, Spiraea og flere andre Planter. Saadanne Oeer
dannes af Traekasser, der naar op til Vandfladen, disse fyldes med
Jord, og der bygges videre over Vandet ved Hjaelp af Natursten.
Mellem disse plantes Fredloes, Vandsnerre (Galium palustre).
Abeblomst eller lignende, indtil man er naaet ca. 1/2 Meter over
Vandet, lavere nede maa Spiraeerne og Astilberne ikke gerne staa.
Dette beror dog noget paa Jordens Beskaffenhed, paa Toervejord
taaler de mere Fugtighed end i almindelig Havejord. Kun Spiraea
ulmaria, almindelig Mjoedurt, taaler mere Fugtighed, den kan
trives helt nede ved Vandet, den fyldtblomstrede Varietet er
meget smuk og fortjener Opmaerksomhed.

[Illustration: Fig. 42. Til venstre i Vandet Brudelys (Butomus),
til hoejre oppe paa Land Funkia, en udmaerket Soebredsplante. (Fra
Kolding Planteskole).]

Spiraeerne og Astilberne hoerer til vore smukkeste og mest
anvendelige Soebredsplanter. Der er i det hele taget kun faa
Planter, der overgaar de nye Astilbehybrider i Skoenhed, og ingen
af vore Stauder overgaar Spiraeerne i Finhed og Gratie, saerlig
langs en Soebred er de umistelige. Af Iris er det saerlig vor
almindelige gule Iris (I. pseudacorus), den sibiriske Iris (I.
sibirica) med sine Varieteter og den japanske Iris (I. Kaempferi),
der egner sig til Plantning paa fugtige Steder. De trives alle 3
bedst langs Soebredden, lige i Vandkanten, men de kan dog ogsaa
taale at staa med nogle faa cm Vand over sig. De to foerstnaevnte
er meget noejsomme og villigtvoksende, de japanske er mere
lunefulde, de kraever megen Naering og synes her i Landet at trives
bedst i Toervejord, men man ser dem dog ogsaa vokse og blomstre i
Lerjord eller sandet Dynd, men som sagt er de ligesaa lunefulde,
som de er koenne. Ogsaa de smukke Iris ochroleuca holder af
Fugtighed, men det er en Misforstaaelse, naar man tror, at Iris
germanica, de almindelige Haveiris, ynder Fugtighed, disse trives
bedst paa en toer og solbeskinnet Vokseplads.

Som allerede sagt er Vandplanternes Kultur meget enkelt og
ligefrem. Har man fundet den rette Vokseplads, hvor de befinder
sig vel og praesenterer sig smukt, har man i Sommertiden kun at
fjerne de visne Blade og Blomster og saa for Resten se til og
glaede sig over Frodigheden og Blomsterpragten. Naar Efteraaret
kommer, og Herligheden er forbi, afskaeres ligesom i Staudehaven
de visne Dele, og Jorden mellem Planterne daekkes med et Lag
gammel Goedning. Der vil kun sjaeldent vaere Plads til at loesne
Jorden mellem Planterne, men det er heller ikke noedvendigt, den
hele Bred skal jo helst danne et sammenhaengende Virvar af
Blomster og Blade.

[Illustration: Fig. 43. Lille, rigt beplantet Dam i Professor
Arnold Krog's Villahave paa Frederiksberg.]

Af praktiske Grunde vil det vaere heldigt mellem Planterne langs
Soebredden at anbringe nogle flade Sten, de saakaldte Traedesten,
ligesom det ogsaa kan vaere heldigt at kantsaette Gangene med en
Raekke Natursten. Alle disse Sten giver let den nyanlagte
Vandhave et uroligt og broget Udseende, men de er naesten
noedvendige, og saa snart Planterne vokser til, skjules de
af disse. At store, smukke Natursten klaeder en Vandhave og
foroeger Soebreddernes Skoenhed meget, er saa selvfoelgeligt, at det
naeppe behoever at naevnes.

[Illustration: Fig. 44. Dam med en Maengde forskellige Planter. I
Forgrunden Gunnera. (Fra Carl V. Lange's Gartneri,
Frederikssund).]

Om Aakanderne er det allerede tidligere bemaerket, at de, naar de
er frit udplantede, ikke kraever nogen saerlig Pleje, isaer hvor
Soebunden er dyndet og naeringsrig. Bestaar den derimod af Ler
eller Sand, vil det vaere noedvendigt at tilfoere dem ny Naering.
Dette foregaar lettest paa den Maade, at man i Vintertiden, naar
Vandet er tilfrosset, hugger Hul paa Isen og vaelter et Par
Trilleboerfulde gammel Goedning ned i Vandet over Planterne. Man
kan ogsaa lade Goedningen blive liggende oven paa Isen; naar
denne toer bort, vil Goedningen synke til Bunds og komme Planterne
til gode. Naesten alle Aakandehybriderne er fuldstaendig haardfoere,
og man behoever ikke at frygte, at de skal tage Skade af Kulden,
selv om Vandet bundfryser, men man maa dog helst regne med, at
de skal have 1/2-1 Meter Vand over sig.

[Illustration: Fig. 45. Aakander i Knuthenborg Park. Billedet er
taget 1 Aar etter Plantningen.]

Angaaende de mange forskellige Vandplanter, der udbydes, da maa
man vaere varsom og ikke plante, hvad man ikke kender. Der findes
blandt dem mange slemme Ukrudtsplanter, og kan Ugraesset vaere
besvaerligt oppe paa Landjorden, saa er det ti Gange vaerre ude i
Vandet. Saadanne Planter som Potamogeton, Elodea, Myriophyllum og
flere andre skal man ikke plante. Af Undervandsplanterne er det
egentlig kun Krebseklo (Stratiotes aloides), der fortjener at
dyrkes. Den er smuk og let at holde i Ave. Algerne og
Undervandsplanterne er Aakandernes vaerste Fjender, og skal
Aakanderne udvikle sig smukt, maa man soege at beskytte dem mod
disse. Selv en saa smuk Plante som Limnanthemum nymphaeoides maa
man vogte sig for, den kan forvandle den smukkeste Soe til en
haeslig Ukrudtsmark.

Ogsaa saadanne Planter, som breder sig staerkt ved udloebere skal
man vogte sig for at plante f. Eks. Tagroer, Dunhammer, Soedgraes,
Padderokke og flere andre med krybende Rodstok. I mindre
Bassiner, hvor man er Herre over Vegetationen, har det mindre at
sige, men under store Forhold skal man vaere varsom med disse
Planter, der kan blive yderst besvaerlige at slaas med. Tagroer er
dog den skikkeligste af disse. Selv om den breder sig meget
staerkt ved Udloebere, er den let at begraense eller udrydde, thi
den taaler ikke at miste Toppen, medens den er i Vaekst. Hvis man
derfor i Sommertiden slaar den af med en Le, doer den bort.

Det er allerede sagt, at det er Yppigheden, Frodigheden, der er
Vandhavens stoerste Charme, men at denne maa holdes i Ave af
forstaaende Haender, der tager varsomt og bloedt paa Engens bloede
Blomster. Vandhaven kan hurtigt forvandles til et forsoemt
Vildnis, men man kan ogsaa jage Alferne bort med alt for megen
"Kultur" og Orden.

[Illustration: Fra Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs Have.]

[Illustration: Fig. 46. Stenhoej bygget som kunstigt Klippeparti.
(Friar Park i England).]





STENHOeJSPLANTERNES KULTUR



af _Axel Lange_.


Enhver, der har faerdedes i Bjaergene, strejfet gennem de alpine
Enge, gennem Mosedragene, over Stenur, klatret op ad Fjaeldvaegge,
vandret op til Isbraefoden eller vandret over Braeen og naaet de
om Sommeren snefri Bjaergtinder, vil hjem med sig bringe et
uudsletteligt Indtryk af Bjaergenes herlige Flora. Naesten alle
Vegne, hvor man faerdes, moeder man de praegtigste Blomster, og
alle eller naesten alle er de af saa rene Farver, som man
sjaeldent ser dem i Lavlandet. Hoeje af Vaekst er Planterne ikke,
men det er netop det fortryllende ved dem, thi selve Blomstens
Stoerrelse staar ikke tilbage for Blomsterne fra Slettelandene;
man behoever blot at taenke paa en Alpeplante, som den i Haver
almindelig dyrkede _Gentiana acaulis_, hvis Skud ikke er mere end
faa Centimeter hoeje, men hvis Blomster er ca. 6 cm lange og 3 cm
i Diameter, paa den lille _Alpe-Valmue_, der naeppe bliver over
10 cm hoej, men har Blomster stoerre end vor _Koelle-Valmue_ eller
endelig mindes den bekendteste af alle Alpeplanter: _Edelweiss_,
hvis ubetydelige Blomsterkurve er omgivne af snehvidfiltede Blade,
en straalende Stjerne flere Centimeter i Diameter, baaret af en
ikke stort hoejere Staengel og springende lige ud fra Klippen, for
at danne sig blot et ringe Begreb om Alpefloraens Herlighed.

Det er derfor intet Under, at Menneskene, som soeger at samle
Planter fra alle Jordens Egne i deres Haver: Tropernes Palmer og
Orchideer, Kaplandets Lyngarter, Himalayas Alperoser, Mexikos
Kaktus, Nordamerikas Traeer, Oestasiens Chrysanthemum, for blot at
naevne nogle faa Eksempler, ogsaa proever at bringe
Hoejfjaeldsbeboerne ned i Slettelandets Haver. Der har i de to
sidste Menneskealdre vaeret en stedse stigende Interesse blandt
Havevenner for Dyrkningen af Alpeplanter, men aabenbart har man
alt tidligt haft de mest ioejnefaldende i Kultur. _E. Wocke_
skriver angaaende Spoergsmaalet, om hvor gammel denne Gren af
Havebruget er, foelgende: "Hvem har foerst dyrket Alpeplanter i
Haver, foerst haft dem i Kultur? Det er vanskeligt at sige.
Bjaergbeboerne har uden Tvivl givet Stoedet dertil, idet de i
deres Haver har indplantet deres Yndlinge blandt Fjaeldets
Planter, som spillede en Rolle i deres, daglige Liv saavel som i
deres Poesi. Efterhaanden har Dalbeboerne da ogsaa faaet Lyst til
at dyrke Fjaeldplanter i deres Haver og har hentet dem enten fra
Bjaergboernes Haver eller fra de naturlige Voksesteder.
Klosterhaverne har her sikkert spillet en Rolle. A. Kerner
fortaeller saaledes, hvordan han i 1846 i Klosterhaven i
Lilienfeld i Oestrig paa en ganske lille Plads saa den herligste
lille Alpeflora, som han Dagen forud havde beundret i
Hoejfjaeldene. I sidste Halvdel af det 19de Aarhundrede har
Alpeplanterne faaet sig et nyt Hjem i de engelske Haver og
derfra har Dyrkningen bredt sig ud i stedse videre Kredse."

Naar man vilde dyrke Planter fra Bjaergegnene her nede i
Lavlandene laa det snublende naer at soege at give dem Forhold at
vokse under, som kunde ligne dem, de fandt i deres Hjemstavn,
og da det var Bjaergplanter, maatte de naturligvis have Sten at
vokse imellem, ligesaa naturligt faldt det, at Planterne maatte
saettes paa Forhoejninger og ikke paa flad Jord.

Denne Opfattelse er selvfoelgelig rigtig, saalaenge der tales om
det noedvendige i at give Planterne naturlige Forhold at vokse
under, men saa snart man derefter konstruerer sin Hoej til
Stenhoejsplanter som en ganske simpel Jordbunke: kuppelformet
eller kegleformet,--naar det kommer lidt videre med
halvmaaneformet eller S-formet Grundflade--og bestaaende af
almindelig Havejord belagt med eller rettere besat med Sten, der
strutter ud i Luften med den spidse Ende, saa er man ganske paa
Vildspor. Forholdene hvorunder Planterne vokser i Naturen er saa
forskelligartede, at der for at kunne skaffes dem blot
tilnaermelsesvis naturlige Kaar maa laegges langt mere ind i
Konstruktionen af Stenhoejen, end der saedvanligvis sker. Men
herom mere senere.




_Alpeplanternes Voksekaar i deres Hjemstavn_.

En Ekskursion i Bjaergene vil for dem, som ikke foer har faerdedes
der, som Regel byde paa Overraskelser. Sikkert de fleste vil
forbavses over at traeffe saa udstrakte Arealer, hvor Fjaeldet
ikke viser sig i Overfladen, men er daekket af et Muldlag taet
bevokset med Planter. Selv om vi ser bort fra de lavere Dele af
Bjaergene, som daekkes af Loevskov og Granskov--med den for disse
Skove egne Undervegetation--maaske af og til afbrudt af en aaben
Hoejslette med Landsbyer, Agre, Moser og Enge, og kun betragter
den hoejere Del af Fjaeldene, da vil vi ogsaa der paa vor Vandring
opefter, ikke bestandig faerdes paa Stengrund. Aartusinders Vind
og Vejr har virket paa Fjaeldet og omskabt den oprindelige, ganske
noegne Stenmasse til et for Plantevaeksten beboeligt Sted. I hver
en Revne paa Stenfjaeldet er Vandet traengt ind. Frosten har virket
og spraengt store og smaa Stykker af Fjaeldet, Gletscherne har
langsomt, men sikkert skuret mod det faste Fjaeld og malet
Overfladen til Grus, Sand og Stenmel. Rindende Vand har foert de
fine Dele med sig ned ad Bjaerget for senere at aflejre dem igen
paa fladere Partier. Her har saa vaeret gode Betingelser for
Plantevaekst, da der fra de hoejere liggende Steder tilfoertes
Fugtighed; og var der foerst en begyndende Plantevaekst, bedredes
Betingelserne for en taettere Bevoksning stadig. Paa saadanne
Steder har da kunnet opstaa Moser og Enge. Rigeligere eller
ringere Tilfoersel af Vand og kraftig eller ubetydelig Nedboer har
givet fugtigere eller toerrere Enge. Vegetationen ligner i mange
Maader den i Lavlandets Enge, den er taet, der er talrige Graesser,
Orchisarter, ja mange Arter er faelles; man vil dog som Regel
finde Planterne lavere bl.a. af den Grund, at det Vand, der
overrisler Engen er meget koldt og derfor haemmer Hoejdevaeksten.
Men Klippesiderne er jo ogsaa bevoksede med Planter, her taet, der
mere spredt; hvorledes opstaar her Betingelser for Plantevaekst?
Ser vi, her i Lavlandet noget tilsvarende? Ja, paa en Maade. Ser
vi ikke hyppigt Tegltage med gulgroenne Pletter af Laver, som
senere afloeses af smaa Mospuder, der maaske igen afgiver Fodfaeste
for en Husloeg, en Stenurt eller en lille Graestue; ser vi ikke
Stenene i Stengaerderne og de store Rullesten ude i Heden
bevoksede med Laver og Mosser? Ligesaadan gaar Udviklingen for
sig i Fjaeldet, men her er Overgangen fra Mosvegetation til den
hoejere Plantebevoksning maaske noget hurtigere, fordi der fra
hoejere Dele af Bjaerget siver Fugtighed ned. Og i hver lille
Revne, som fremkommer i Klippevaeggen, selv om denne er nok saa
stejl, er der Udsigt til at en Plante kan faeste Bo. Der behoeves
blot, at Vinden eller rindende Vand skal foere et Froe hen til et
saadant gunstigt Sted, saa at det kan spire der og sende sine
Roedder ind i Klipperevnen. Stoev tilfoert andetsteds fra har samlet
sig i Revnen og afgiver Jordbund for den spirende Plante.

De Planter, som vokser i Revner og Spalter paa Klippevaeggene har
jo meget afvigende Kaar fra Planterne i Slettelandet. Roedderne,
som her kan brede sig vidt ud til alle Sider, maa hist noejes med
at brede sig i det Rum, som Klipperevnen giver, de bliver derfor
gaerne fladt vifteformige. Man kunde vaere tilboejelig til at tro,
at en Plante, der voksede paa en saadan Klippevaeg, snart maatte
komme til at mangle Vand. Dette er dog ret sjaeldent Tilfaeldet.
Ofte siver der bestandigt fra hoejere Steder Vand ned langs
Klippens Sider, traenger ind i de fineste Spraekker og naerer
Sugeroedderne, og udebliver denne Tilfoersel af Mangel paa Nedboer,
eller fordi Sneen hoejere oppe er smeltet bort, saa virker den
kraftige Dug om Natten dog forfriskende paa Planten. Tillige er
Klipperne altid mere eller mindre poroese. Herom skriver
_Correvon_: "Medens visse Stenarter suger Vand til sig omtrent
som et Stykke Sukker, lader andre det kun langsomt traenge ind i
deres mikroskopiske Kanaler. Men alle Klipper er gennemtraengte af
Vand i hoejere eller mindre Grad, og de meddeler dette Vand til de
Planter, der vokser paa dem, saa at de holder sig friske."

Bjaergenes oevre Tinder, der en lang Tid af Aaret er daekkede af et
maegtigt Snelag, er i den korte Sommer heller ikke
vegetationsloese. Fjaeldet er forvitret, saa at den faste Masse er
daekket af et Lag af loese Sten, Grus og Stenpulver. Heri vokser
Planterne mer eller mindre spredt. Mange Steder er Tidsrummet
mellem Sneens Bortsmelten om Forsommeren og det foerste Snefald
om Efteraaret saa kort, at en Udtoerren af Jordsmonet ikke kan
finde Sted, og Natteduggen og Taagerne, der hyppigt laegger sig om
Bjaergtoppene, holder Planterne bestandig friske. Planterne
saerpraeges ogsaa af det staerke Lys, som hersker under hele deres
korte Liv; en Plante, som kommer frem af den smeltende Sne i
Juni Maaned, vaagner til et langt intensere Lys end vore
Foraarsplanter nyder, naar de i Marts-April bryder frem af
Jorden.

Der hvor Gletscherne ender, naar de er paa deres Vinterstade,
vil man finde maegtige Samlinger af Sten og Grus, som af
Gletscherne er foert ned fra de hoejere Egne. Disse Endemoraener er
ogsaa bevoksede om end hyppigt meget spredt. Planterne lever her
under lignende Kaar, som dem vi fandt paa Bjaergtinderne. De har
som disse rigelig Vaede om Sommeren, thi Smeltevandet fra Braeen
gennemskyller bestandig Moraenen; men om Efteraaret, naar Kulden
laegger sig over Bjaergene, standser Afsmeltningen fra
Gletscheren, og Moraenen bliver derved temmelig toer. Ved Kuldens
Fremadskriden bliver de endog daekkede af et Lag Sne, som vaerner
dem mod Vinterens staerke Kulde. Selv de fra Fjaeldene nedstyrtende
Stenmasser, som samler sig ved Fjaeldets Fod eller i Kloefter i
vaeldige, skraanende Urer (Tyskernes: Geroell), forbliver ikke
ubeboede af Planter. Disse Urer er ogsaa fugtigere end man efter
deres Konsistens kunde vente, men de kan jo ogsaa vaere
beliggende saaledes, at de er staerkt udsatte for Solens Virkning
og kun modtager ringe Vaede fra de hoejere liggende Dele af
Fjaeldet; i saa Fald vil kun Planter, der ved taet Filtbeklaedning
eller paa anden Maade er vaernede mod for staerk Fordampning, kunne
trives her. Paa isolerede Bjaergtoppe i de lavere Dele af
Bjaergene eller paa Skraenter, hvor Muldlaget er tyndt, og hvor
Sneen paa Grund af den lavere Beliggenhed smelter bort tidlig paa
Foraaret, kan der ogsaa blive ret ugunstige Vegetationskaar. De
Arter, man finder paa saadan Lokalitet, er da ogsaa vaernede paa
en eller anden Maade mod for staerk Fordampning, enten ved at
Bladene er beklaedte med Haar, eller er af laederagtig Konsistens
(Rhododendron) eller ved at de er ganske smalle, naaleformede
(Lyngarter).

Vegetationer i dybe Spalter og smalle Kloefter er meget afvigende
herfra; er Kloefterne nordvendte vil kun meget lidt Sollys traenge
ned i dem, og selv om de er sydvendte, er det kun en kort Tid af
Dagen, at de er solbelyste. Planterne, som vokser her, er da
mest Bregner og andre tyndbladede Vaekster, som breder sig
frodigt imellem Mosser i den fugtige, muldede Jord.

Her er i korte Traek givet de vigtigste Kaar, under hvilke
Planterne trives i Bjaergegne, men mange andre Faktorer spiller
ind med og goer Forholdene mere sammensatte, saaledes Stedets
Afstand fra Aekvator, (Grundfjaeldets Art og Fjaeldets Heldning mod
Nord, Syd eller andre Verdenshjoerner).




_Alpeplanter.--Stenhoejsplanter_.

Der er i det foregaaende talt om Alpeplanter, medens der i
Titlen paa Bogen er anvendt Betegnelsen Stenhoejsplanter. Der vil
da let kunne rejse sig det Spoergsmaal, om disse to Udtryk kan
bruges i Flaeng, eller om der kan gives en vis Adskillelse imellem
dem. Med andre Ord, om alle Stenhoejsplanter er Alpeplanter eller
om alle Alpeplanter egner sig til Plantning paa Stenhoeje. Svaret
maa lyde, at Stenhoejsplanter er et bredere Begreb end
Alpeplanter, selv om vi tager dette i videst mulige Forstand. Ved
_Alpeplanter_, eller som de ogsaa betegnes _alpine Planter_,
forstaar vi Planter, der vokser i Bjaergegne ikke alene i Alperne,
men ligesaavel i Pyrenaeerne, i Andes eller Himalaya, og tillige
dem, som findes i arktiske og antarktiske Egne, voksende saa hoejt
op over Havet eller saa langt mod Syd eller Nord, at de en meget
betydelig Del af Aaret er daekkede af Sne og saaledes kun har en
kortvarig Sommer, en kort Vaekstperiode. Disse Planter kan efter
deres Voksekreds deles i subalpine, alpine og hoejalpine Planter,
ligesom den arktiske Region kan deles i flere Florabaelter. Hvor
Hoejdegraensen (over Havet) for de forskellige Baelter af
Alpeplanter ligger, afhaenger af vedkommende Bjaergkaedes Afstand
fra Aekvator. Nogle Planter kan foelges gennem alle 3 Regioner,
andre har kun en ringe Udbredelse i lodret Retning. Visse Arter
findes baade i Bjaergegne og i Polaregne, andre har et ret
begraenset Vokseomraade i vandret Retning.

[Illustration: Fig. 47. Enkelt Del af Stenhoejsanlaegget i Friar
Park (Se Fig. 46).]

Som alt naevnt har man i Haver fundet paa at bygge Stenhoeje for
at kunne dyrke disse smukke Planter fra Bjaergene og fra
Polaregnene, og de udgoer ogsaa Stenhoejsplanternes Hovedmaengde,
men man har desuden samlet Hjaelpetropper fra mange andre Egne af
Jorden og anbragt dem paa Stenhoejen. Forholdet er jo nemlig det,
at der rundt om paa Jordens Kreds findes en
Maengde meget smukke Planter voksende i Slettelandenes Moser,
Enge, Skove og Stepper eller paa Ruiner og Stengaerder, hvilke
Havevennerne gaerne vil dyrke, men som maa anbringes paa
Stenhoejen, enten fordi de her praesenterer sig bedre end paa flad
Jord, eller fordi de overhovedet ikke kan trives det sidstnaevnte
Sted. Ordet Stenhoejsplanter er derfor et meget omfattende Begreb,
men faste Rammer for det har man ikke; hvad en vil godkende som
passende til Stenhoej, kasserer en anden, og hvad der passer til
at plante paa store Stenhoeje mispryder maaske paa mindre. Nogle
Stenhoejsvenner vil dog udelukkende dyrke alpine Planter og
undgaar med velberaad Hu alle Plantearter, som ikke kommer ind
under dette Begreb. For dem er Planternes Sjaeldenhed tit af
stoerste Vigtighed, de frydes selv over ubetydelige Arter, og de
har netop den stoerste Glaede i at dyrke de vanskeligste Planter.
Der er dog en Del Alpeplanter, som trodser ethvert Kulturforsoeg,
og som det er ganske oerkesloest at proeve at indplante paa
Stenhoejsanlaegene. Andre Stenhoejsvenner vil kun have smukke eller
blomsterrige Planter i Kultur eller Arter, der er saa lette at
dyrke, saa at de naesten kan passe sig selv. Plantematerialet er
dog saa stort, at der bliver nok for enhvers
Smag--lykkeligvis--thi der er dog ingen Glaede ved, at den ene
Stenhoej er en tro Afspejling af den anden, hverken hvad
Konstruktionen eller Plantebestanden angaar.




_Stenhoejsplanternes Vaekstformer_.

Stenhoejsplanterne kan efter deres Voksemaade henfoeres til
forskellige Typer, som her kortelig skal beskrives, da
Betegnelserne i det foelgende anvendes Gang paa Gang. Der findes
Overgange mellem de forskellige Typer, saaledes at det af og til
kan vaere vanskeligt at afgoere, hvilken Vaekstform man skal
henfoere den eller den Plante til.

_Rosetplanter_. Bladene er samlede i Rosetter, d.v.s. de sidder
ikke op ad en Staengel med tydelige Mellemrum, men udspringer
omtrent fra samme Punkt og ligger ofte fladt ud til alle Sider
paa Jorden eller Klippen. Blomsterstanden kan vaere endestillet
d.v.s. udgaa fra Rosettens Midte eller udgaa fra Bladhjoernerne,
og Rosetten kan mangle eller have Sideskud. Rosetplanter med
endestillet Blomsterstand og uden Sideskud doer efter fuldendt
Blomstring--de er _monokarpiske_, som det kaldes i det botaniske
Sprog--og maa formeres ved Froeudsaed _(Saxifraga mutata, Sax.
longifolia_). Denne Voksemaade er ganske analog med flere af vore
kendte to-aarige Planter for Eks. Kongelys. Dannes der Sideskud,
er Formeringen af Planten jo derigennem sikret. Sideskuddene kan
sidde taet op til Moderplanten eller fjaernes fra denne ved en
ioevrig bladloes Udloeber, de kan loesne sig fra Moderplanten meget
snart og danne selvstaendige Individer (visse _Sempervivum_) eller
vedligeholde Forbindelsen i laengere Tid; er Dannelsen af Sideskud
meget yppig, dannes der efterhaanden store sammenhaengende Taepper.
_(Saxifraga aizoon, Androsace sarmentosa_).

_Pudeplanter_. Skuddene er korte, taet samlede, saaledes at de
midterste staa lige ret op, de nederste ligger paa
Jordoverfladen, og hele Planten danner sig halvkugleformet (eller
som en Kuglekalot). Bladene er smaa og meget taetsiddende, sidder
ofte i Maengde visne inde i Planten. Skuddene er gaerne
utilboejelige til at slaa Rod, selv om de ligger taet til
Underlaget; Pudeplanterne er derfor vanskelige at dele, og maa
formeres ved Froeudsaed eller Stiklinger.

_Taeppeplanter_. Planterne er enten traeagtige eller urteagtige med
kortere eller laengere Skud, som gaerne er rigt forgrenede og
ligger fladt henad Jorden eller over Stenene og derved daekker
Jordsmonet som et taet Taeppe. Skuddene er hos nogle meget uvillige
til at slaa Rod _(Rhamnus pumila_), og man kan hos disse loefte
store Partier af Planten op fra Underlaget. Formeringen af
saadanne Arter maa derfor ske ved Froeudsaed, eventuelt Stikning.
Andre Taeppeplanter er netop meget villige til at slaa Rod, saa
snart Skuddene beroerer den fugtige Jord; en aeldre Taeppeplante af
denne Type er derfor i Virkeligheden en Koloni af selvstaendige
Individer. Deling af disse lader sig let udfoere. Naer disse staar
saadanne Arter, som breder sig ud i store Taepper ved fra
underjordiske Udloebere at sende Skud op i Lyset.

En Del Arter, som man kan betegne _Pude-Taeppeplanter_, har isaer
som unge Individer samme Voksemaade (Kuglekalot), som
Pudeplanterne, men i Modsaetning til disse er de meget villige til
at slaa Rod og vokser staerkt i Periferien, de bliver derfor
fladere og danner snart sammenhaengende Taepper ved at vokse
sammen med Naboplanterne _(Arenaria Rosani_). Endelig kan visse
Rosetplanter forme sig som Taeppeplanter (se f.o.).

Den almindelige _Staude_type er ogsaa repraesenteret blandt
Stenhoejsplanterne. Skuddene er her oprette eller nedliggende og
doer hvert Aar tilbage til Jordoverfladen, hvor Knopperne, som
skal fortsaette Vaeksten naeste Aar, sidder.

_Knoldvaekster_ og _Loegvaekster_ har deres overvintrende Dele
dybere nede i Jorden.

_Enaarige Planter_. Af disse er kun faa anvendelige paa
Stenhoejen.

_Dvaergbuske_. Foruden nogle taeppedannende Arter _(Dryas_, visse
_Salix_) har man blandt Stenhoejsplanterne en Del Smaabuske med
opret, men dog lav Vaekst. Navnlig Lyngfamilien leverer mange af
denne Type.




_Stenhoejens Berettigelse i Haven_.

Det vil for Haveejeren ofte kraeve en vis Grad af Overvejelse, om
han i sin Have skal anlaegge en Stenhoej eller ej. Han kan i den
Anledning stille sig forskellige Spoergsmaal: Vil det
landskabeligt set kunne forsvares at laegge en Stenhoej i Haven?
Er Stenhoejsplanterne noget saa fremragende, at det kan
forsvares, at de faar et saerligt Anlaeg? Kan de ikke dyrkes paa
flad Jord? eller kan man overhovedet give dem de Kaar, de
fordrer?

En af vore mest fremragende Landskabsgartnere, _Glaesel_, har
skrevet: "Stenhoeje have ikke nogen malerisk Betydning i de
landskabelige Dele af Anlaegget, og det er absolut forkasteligt at
anvende S. paa en saadan Maade, at der dermed tilsigtes en
Efterligning af Klippepartier." Herom kan der tvistes. Kan man
omdanne et ellers kedeligt Parti af Parken til et smukt bygget
Stenhoejsparti, vil dette dog kunne have en vis malerisk Virkning,
navnlig i den Tid, da _Saxifraga, Aubrietia_ og _Primula_ med
andre Florblomster blandt Stenhoejsplanterne, staar i skoenneste
Blomstring. Om man ikke toer lade sin Stenhoej faa Form af et
Klippeparti, kan der ligeledes vaere delte Meninger om. Sikkert
er det, at man uden at skade det landskabelige Udseende kan lade
enkelte Dele af Stenhoejen faa Form som Klippeblokke, ja det er
maaske netop det fornoejeligste ved Stenhoejsbyggeriet og
Beplantningen at kunne fremstille stoerre taette Stensystemer, der
beplantede ser ud som revnede Klippeblokke, hvis Spalter er
bleven naturligt bevoksede. Er man imidlertid bange for, at
Stenpartiet skal skade det landskabelige Billede, som Parken har,
er det den bedste Udvej at bygge Stenhoejen paa Skraenterne ned mod
en forsaenket Gang. I den botaniske Have i Kew findes Stenhoejen
netop anlagt paa denne Maade paa begge Sider af en slangeformet
Vej, som er anlagt lavere end det tilstoedende Terraen, og ved
Busketbeplantning er Anlaegget skjult for Beskueren, indtil man er
ganske naer ved Nedgangen til Stenpartiet.

Men vi maa ogsaa haevde at have set Haver, hvor Stenhoejen var af
malerisk Virkning. Det vil dog let forstaas, at det kun er i
stoerre Haver, at man kan gaa saa vidt, at man lader Stenhoejen
blive et Led, der skal give Praeg paa Landskabet. I smaa Haver
maa Stenhoejen kun blive lille og beskeden, men til Gengaeld
bygges saaledes, at den i endnu hoejere Grad end i store tjener
den ene Hensigt: at afgive gunstige Voksepladser for de Planter,
man vil dyrke derpaa.

At Stenhoejsplanterne er noget saerlig smukt vil, som det ogsaa
beroertes i Indledningen, enhver, der har set dem i Naturen,
bekraefte; og at de ogsaa i Kultur, hvor de kun giver en svag
Afspejling af, hvad de er i Bjaergene, ogsaa har talrige
Beundrere, har de senere Aars Iver for denne Gren af Havebrug
tydelig vist. Foruden deres lave Vaekst og forholdsvis store
Blomster, som er nogle af deres mest fremtraedende Egenskaber,
skal her naevnes det Forhold, at saa mange af dem holder Loevet
frisk groent hele Aaret rundt eller i al Fald en betydelig Del af
Aaret, man kan derfor selv i den doede Tid af Aaret fryde sig
over det friske groenne paa Stenhoejen. De adskiller sig her paa
behagelig Vis fra de fleste Stauder, som Vinteren igennem staar
noegne eller med halvvissent Loev. Som et yderligere Plus for
Stenhoejsplanterne kan anfoeres, at deres Lidenhed goer, at et
forholdsvis stort Antal kan dyrkes paa et meget indskraenket
Areal. Angaaende Spoergsmaalet, om de kan dyrkes paa flad Jord,
saa maa dette for nogles Vedkommende besvares med ja, for andres
med nej. _Malby_ udtrykker sig om dette Spoergsmaal saaledes:
"Alpeplanterne kan trives i Bjaergegnene, ikke saa meget fordi de
der givne Kaar er noedvendige for dem, men snarere fordi Klimaet
for de hoejere voksende Arter er ugunstigt; i den staerke Blaest kan
disse ikke udvikle sig, var denne Hindring ikke til Stede, vilde
de overskygge og knuge de lavere Planter." Det viser sig da
ogsaa, at nogle Arter godt kan trives, naar de overfoeres til vore
Haver og dyrkes paa flad Jord. Men den stoerste Part vil ikke
vokse under disse Kaar. Det er rimeligvis hovedsagentlig
Jordens fysiske Beskaffenhed, der her ikke passer dem. For
disse maa man saa bygge sine Stenpartier. At der er alpine
Planter, som det selv paa disse Anlaeg kan volde Vanskeligheder
at dyrke, er kun en Spore for Havedyrkeren til at goere sig
yderligere Anstraengelser; men overvindes Vanskelighederne, og man
faar Planterne til at trives og blomstre, da er Glaeden derved saa
stor, at alle Besvaerligheder er glemte, naar Maalet er naaet.

[Illustration: Fig. 48. Stensaetning langs en Gang (i Det kgl.
danske Haveselskabs Have) umiddelbart efter Plantningen. Den
samme gang ses paa Fig. 70 i tilvokset Stand.]


_Valg af Plads til Stenhoej og Udformning af Terraenet_.

Er Stenhoejens Plads ikke forud givet, maa man vaelge den i den
Del af Haven, som har de gunstigste Terraenforhold, og som
tillige er fri for store Traeer, i al Fald boer der ingen Traeer
vaere Syd for Anlaegget, da disse vil roeve al for meget Lys fra
Stenhoejen. Det er da navnlig Loevtraeer med deres overhaengende
Grene, som boer undgaas, en enkelt Gran eller Aedelgran, nogle
Juniperus eller Chamaecyparis kan bedre tilstedes, ja kan endog
vaere af en udmaerket Virkning i Anlaegget. Dernaest maa man se paa
Jordbundsforholdene og Vandforsyningsforholdene. Jo bedre de
sidste er, des bedre kan man forme sit Stenhoejsanlaeg i
storslaaede Former, idet man da stedse er Herre over at holde
det passende fugtigt. Er Forholdene i Haven saaledes, at
Vandtryk mangler, eller kunstig Vanding er vanskelig, boer man
ikke bygge for hoejt, og da navnlig ikke, hvis Jorden er let, da
man saa risikerer en Udtoerring i den varme Sommertid. Er Midlerne
smaa, boer man ligeledes afholde sig fra at bygge hoejt. Det, man
vil opnaa, er dog i de fleste Tilfaelde at faa Planterne udviklede
saa smukt og naturligt som muligt, og det opnaas lige saa godt
paa svagt bevaeget som paa staerkt kuperet Terraen. Som gode
naturlige Terraenforhold kan naevnes: Smaahoeje og Saenkninger mellem
disse; en Hulvej med Skraenterne ned til denne; nedre Del af en
Bakke; Skraenterne paa begge Sider af et forsaenket Vandloeb og
Bredderne af en Soe eller en Mergelgrav, I det hele lader en
Stenhoej og et Vandparti eller et Mosebed sig godt forene. Gaar
ens Bestraebelser dog ud paa at have et hoejt-bygget Anlaeg, som jo
ganske vist har den Fordel fremfor et lavere Anlaeg, at det virker
mere imponerende paa Beskueren, da boer man hellere hygge paa en
Lerbakke end paa en Sandbakke, da den sidstnaevnte, hvor kunstig
Vanding ikke kan ivaerksaettes, som alt naevnt, let vil udtoerres.
Har man en Nordskraent og en Sydskraent at vaelge imellem som
Udgangspunkt for Stenhoejen, da boer man vaelge Nordskraenten, hvis
man saerlig agter at dyrke Alpeplanter, men derimod Sydskraenten,
hvis man navnlig vil have Planter fra lunere Verdensegne.

Er Stenhoejens Plads i Haven givet paa Forhaand, staar man jo
ikke saa frit som i det foerst naevnte Tilfaelde. Saafremt det er
muligt at bortrydde Traeer, som kan virke skyggende eller paa
anden Maade generende, uden derved at skade Havens Udseende, boer
man straks fjaerne dem og ikke vente og "se Tiden an". Kan man
ikke borttage Traeerne, maa man lave sin Stenhoej saa godt som
muligt og ved Beplantningen stedse tage Hensyn til den uheldige
Beliggenhed d.v.s. plante Bregnearter, Skovanemoner,
Primula-Arter, Cyclamen og andre skygge-taalende Arter. Egentlige
Alpeplanter faar man ikke til at lykkes paa et saadant Sted.

Efter at Stedet for Stenhoejen er fastsat, maa man, inden man
gaar videre, goere sig klart, hvad man vil ofre paa sin Stenhoej,
ikke alene m.H.t. Konstruktionen, men ogsaa m.H.t. Indkoeb af
Planter og den fremtidige Pasning. Det gaelder her endnu mere end
for den oevrige Haves Vedkommende, at man ikke skal slaa stoerre
Broed op, end man kan bage. Dette kan ikke noksom fremhaeves.
Koster man meget paa Anlaeggelsen og Beplantningen og saa ioevrigt
kun kan ofre lidet paa Pasningen, da er de store Udgifter
spildte. En Stenhoej beplantet med sjaeldne og vanskelige Planter
kraever et stadigt Tilsyn og en aldrig svigtende Interesse fra
Havejerens Side; og et Stenhoejsanlaeg, som er bleven forsoemt, hvor
sjaeldne og fine Arter er fortraengte og kun enkelte
kraftigere-voksende endnu kaemper en fortvivlet Kamp med Ukrudtet,
er et soergeligt Syn.

Ved Udformningen af Terraenet, hvad enten dette nu fra foerste
Faerd af er ganske fladt eller det fra Naturens Haand er gunstigt
formet, gaelder det foerst og fremmest at undgaa Ensformighed og
Ensartethed, det gaelder at skabe saa mange forskelligartede
Voksepladser som vel muligt. Endvidere maa man soerge for, at der
intet Sted kan samle sig staaende Fugtighed. Er der en Soe eller
et Vandhul ved Anlaegget, boer man derfor soerge for, at mulige
Lavninger paa Stenhoejen, hvor Vand kan samle sig, afdraenes til
Soeen, ved Stenfaskiner eller kunstige Baekloeb.

Inden Omformningen af Terraenet tager sin Begyndelse, afgraves
den brugbare Muldjord og samles i en Bunke for senere at
anvendes.

Er Udgangspunktet for Stenpartiet en Bakke, Vold eller Hoej,
soeger man at frembringe en mere uregelmaessig Form, man maa
udviske det kegleformede, kuppelformede eller rygdannede, som
Stedet har fra Naturens Haand. I Stedet for en enkelt Top danner
man flere stoerre eller en enkelt stor og flere mindre Toppe i
forskellig Hoejde, ligeledes maa man lade Forhoejningen loebe ud i
det flade Terraen paa forskellig Vis, her brat, der mere jaevnt, en
Skraent lader man blive lang uden nogen videre Afbrydelse, en
anden goer man mere uregelmaessig ved at afsaette flere Terrasser;
sine Steder samler man Jorden i laengere Kamme eller Rygninger,
Partierne mellem disse Kamme vil faa mer eller mindre udpraeget
Kloeftform, eftersom Kammene ligger naermere eller fjaernere fra
hinanden. Grotter lader sig ogsaa let udforme ved Udgravninger
ind i Hoejen, Volden eller Skraenten. Grotterne goeres dybe og
smalle eller flade og brede i Grundform, altsaa fjordformede
eller bugtformede, om man kan udtrykke sig saaledes. I Bunden af
Grotten bliver der Plads til Dyrkning af fugtighedselskende
Planter; andre Steder paa Terraenet, hvor man vil have Plads til
saadanne, maa man afgrave et betydeligt Lag Jord, som foeres hen
paa andre Steder, hvor der skal findes Forhoejninger. Det bliver
naturligvis navnlig i den lavere Del af Partiet, at disse Grotter
og andre Pladser til fugtighedselskende Planter anlaegges, men man
kan ogsaa anbringe dem paa mere hoejtliggende Terraen. I Bunden maa
laegges Draen af Skaerver. Bunden i Grotten behoever ioevrigt ikke at
vaere i Niveau med Gangen, den kan skraane nedad mod denne,
derimod vil det ikke vaere heldigt, om Grottens Bund har Fald ind
mod Hoejen, thi Afdraeningen af Grotten vil derved vanskeliggoeres.
Der kan ogsaa taenkes Tilfaelde, hvor Grottens Bund ligger lavere
end Gangen og fortsaettes paa den anden Side i en Kloeft, Gangen
maa i saa Fald foeres over dette Sted ved en Sten-Bro. Alle
Steder, hvor man taenker sig at plante Arter, som trives i loes og
ret toer Bund, maa man afgrave saa megen Jord, at der kan blive
Plads saavel til et godt Lag Draen som til et passende Lag
tilberedt Jord.

Er Jordsmonet fladt, maa man give det en mere boelget Form; har
man rigeligt af Skaerver, og selve Anlaegget ikke er af saerlig
stor Udstraekning, kan man med Fordel laegge Draen af Skaerver under
hele Stenpartiet, man vinder derved en Del Jord til Opbygning af
Forhoejninger. Et saadant afdraenet Stenhoejsparti maa vandes noget
rigeligere om Sommeren end et uden Skaerveunderlag, til Gengaeld
kommer det ikke let til at lide af overvaettes Fugtighed om
Vinteren.

Alle Jordflytningsarbejder udfoeres bedst om Efteraaret. Jorden,
der foeres sammen i Bunker, som Grundlag for Klippeblokke eller
Stentoppe maa stampes meget fast, men yderligere boer den ligge
Vinteren over for rigtig at saette sig. Bygger man nemlig paa
nylig sammenkoert Jord, loeber man den Risiko, at den dog--selv
vel sammentrampet--synker yderligere sammen, og det opbyggede
Stenparti kan derved forrykkes paa uheldig Maade.

Har nu Arealet, som er valgt til Stenhoej, ligget et halvt Aars
Tid for at saette sig, kan man begynde at anbringe Stenene. Der
vil dog ofte foerst vaere nogle mindre Aendringer at foretage ved
Jordmassen, fordi denne sine Steder kan vaere sunket mere, andre
Steder mindre end forventet, ligesom Regnskyl kan have
foraarsaget ikke oenskede Forandringer.

Man maa ogsaa allerede nu soerge for at anlaegge Gangene; disse
maa dog ikke komme til at indtage nogen betydelig Part af
Anlaegget, navnlig i smaa Stenpartier maa de vaere beskedne baade i
Antal og Bredde. Da det er heldigt, om Gangene er afdraenede, vil
her eventuelt ogsaa blive Anledning til at afgrave nogen Jord for
at give Plads til Skaerveunderlaget. Det vil sine Steder goere
bedre Virkning, om Gangen former sig som en Trappe, eller at der
dog findes enkelte Trappetrin her og der i en jaevnt stigende
Gang; staerkt stigende Gange maa naesten noedvendigvis bygges
trappeformede. Udformning af Gangene i Trappeform boer naeppe ske,
foer efter at Stenene er bragte paa Plads, da Transport af store
Sten opad Trappe er vanskeligere end ad en skraanende Gang.

Paa de Steder, hvor der ingen Opfyldning har fundet Sted. kan man
naturligvis godt skride til Anbringelsen af Stenene, umiddelbart
efter at Terraenet har faaet den oenskede Form. Oensker man dog at
udsaette hele Arbejdet med Fordelingen af Stenene, til man kan
goere det hele samlet, boer man dog ved Udgravningen til Grotterne
foretage den Forsigtighedsforanstaltning ikke at afgrave Vaeggene
stejlt, men lade dem staa Vinteren igennem med skraa Sider,
derved sikrer man sig mod, at de skrider ned.

[Illustration: Fig. 49. Fra Botanisk Haves Stenparti. En Afsats
paa en skraanende Flade. I Forgrunden ses hvorledes smaa Sten
laegges mellem de stoerre.]

Raader man over kunstige Vandledninger, boer man allerede nu
soerge for at foere Roer hen til forskellige Punkter paa Stenhoejen,
saa at man kan besproejte denne over det hele. Og er der Raad til,
at man et Sted kan lave en lille rislende Baek, vil dette i hoej
Grad oege Glaeden ved Anlaegget. Baekkens Bund maa saettes med Ler,
eventuelt med Cement, da Vandet ellers for hurtigt vil forsvinde.
Over Leret eller Cementen man laegge Sten af forskellig Stoerrelse,
Grus og Sand.




_Anbringelsen af Stenene.--Valg af Materiale_.

Af og til ser man Stenhoeje byggede af temmelig flade Sten, som
er stillede paa Kant og er temmelig regelmaessigt ordnede, saa at
der fremkommer en Maengde Smaarum, hvilke man kan kalde "Lommer"
eller "Baase". Dette System har visse Fordele. Hver Plantes
Vokseplads bliver her bestemt afgraenset. Desuden er man Herre
over at lave Jordblandingen forskellig i de forskellige Rum, og
man kan ved at goere Jordsmonet hoejere eller lavere i Forhold til
Stenenes Kant og ved at laegge Draen i Bunden af "Baasene" i stoerre
eller mindre Lag virke hen til at goere Voksepladserne toerrere
eller fugtigere. Ligeledes afgiver Stenene betydeligt Lae for
Planterne; denne Form egner sig vel derfor bedre til Dyrkning af
kaelnere Planter end just til de egentlige Alpeplanter. Men der er
ogsaa visse Ulemper ved denne Konstruktionsmaade, navnlig er det
vanskeligt at bygge Stenhoejen saadan, at den danner et smukt
Hele.

Endnu almindeligere er det at se Stenhoeje, hvor Stenene er jaevnt
spredte over det hele og er stillede paa Hoejkant med den
spidseste Ende opefter. Man ser ogsaa tit Stenhoejsbyggernes
Bestraebelser gaa ud paa at samle saa mange maerkeligt formede
Sten, som der er at opdrive: Flintesten, der ligner Dyrehoveder,
Affald fra Glasvaerker eller fra Teglvaerker (sammenbraendte
glasserede Mursten i uregelmaessige Former) eller forstenede
Traestammer o.l. Man faar ved Betragtning af saadanne Stenhoeje
Indtrykket af, at Stenene og ikke Planterne er den vigtigste Del
af Anlaegget. Maaske har saadanne Konstruktioner ogsaa bidraget
sit til sine Steder at bringe Stenhoejene i Miskredit.

Inden man skrider til selve Anbringelsen af Stenene, maa man
ordne det foreliggende Materiale, enten det nu er noget man har
fra en aeldre Stenhoej, fra et Stendige, fra Udgravninger paa
Terraenet eller man har indkoebt Alluvialsten eller Materiale fra
Stenbrud.

Al Slags Glasaffald kasseres skaanselsloest. Ej heller kan
Teglstens og Murstens-Materiale finde Anvendelse ved selve
Opbygningen, men det kan, efter at vaere slaaede til Skaerver,
benyttes til Draen. Flintesten er som Regel heller ikke af stoerre
Vaerd, men kan ligeledes bruges til Draen, maaske helst blandede
med Murstensskaerver, Kulslagger eller andet staerkt vandsugende
Materiale. Smaa Rullesten bliver ligeledes slaaede til Skaerver,
er der rigeligt af Materiale, kan ogsaa disse bruges til Draen,
men er der sparsomt med Sten, boer de henlaegges for senere at
bruges til at laegge ovenpaa Stenhoejen (herom mere senere), de
maa da helst slaas saa flade som muligt, altsaa mere i Flageform
end i Skaerveform; de Kalksten, der maatte blive kasserede ved
Opbygningen af Stenhoejen, behandles paa samme Maade.

De Sten, der kan benyttes til at bygge Stenhoejen af, er navnlig:
Granit, Gneis eller anden Urfjaeldsten, Kalksten og Sandsten. Det
bedste Materiale faar man fra Stenbrud, idet de kantede Sten er
bedst at bygge med, men store Rullesten kan ogsaa efter at vaere
udkloevede finde god Anvendelse, dog vil de runde Sider, som
nogle af Stykkerne faar, kunne volde visse Vanskeligheder. Man
sorterer Stenene, man har til sin Raadighed, dels efter deres Art
dels efter Farve, og ved Anbringelsen af Stenene paa Hoejen holder
man hver Sort for sig, det ser nemlig ikke godt ud, naar en
Klippevaeg eller Klippeblok er bygget op af Granit blandet med
Porfyr, Sandsten og Kalksten. Store lavbevoksede Rullesten fra
Heder og Overdrev eller Soesten kan ogsaa finde Anvendelse i den
Form, i hvilken de foreligger, man boer derfor ikke udkloeve alle
sine Rullesten, men bevare de bedste uroerte. _Malby_ anbefaler
til Stenhoejsbygning et kunstigt Konglomerat af Skaerver og
Cement, dette boer man dog kun i en stenfattig Egn ty til.

Stenene maa ikke fordeles jaevnt over hele Anlaegget, men ordnes
mere gruppevis, saa at de sine Steder staar meget taet, andre
Steder i loesere Grupper og sine Steder meget spredt. Man maa
ogsaa soerge for, at Stenene kommer til at staa (eller ligge)
fast, saa at de ikke forandrer deres Stilling, selv om der bliver
traadt paa dem. En tredie vigtig Regel er, at Stenene maa
anbringes saaledes, at den Fugtighed, der tilflyder Anlaegget--
Vandet, som sproejtes derudover, og Regnen, som falder derpaa--
snarest soeger ind mod de indre Dele af Hoejen og derved naar ned
til Planteroedderne; en hoejere liggende Sten maa derfor ikke
springe ud over en lavere, da Vandet saa vil loebe fra den hoejere
ned over den lavere liggende uden at befugte Jorden, som findes i
Mellemrummet mellem disse to Sten.

Det er forhen beroert, at det er uheldigt at stille Stenene paa
Enden, det er en ganske unaturlig Stilling. _Farrer_ skriver
saaledes om dette Spoergsmaal: "Og husk altid at saette Stenene paa
Hoejen med den brede Flade mod Jorden. Dette er den naturlige
Maade at anbringe dem paa. I Naturen ligger Stenene ned; Moder
Natur lader ikke sine Sten strutte ud i Luften som Piggene paa et
Pindsvin." Der kan dog vaere Tilfaelde, hvor man har Lov til at
saette Stenene paa Hoejkant, og det er der, hvor man bygger meget
taet, de Steder, hvor man soeger at efterligne Klippeblokke, men
her kommer den enkelte Sten ikke til at praesentere sig, her rager
den ikke frit ud i Luften, den skal netop kun ses sammen med de
andre som et afsluttet Hele. Ogsaa ved Opbygningen af Grottevaegge
kan Afvigelse fra Regelen tilstedes, thi her gaelder det jo ogsaa,
at det kun er en enkelt Flade af Stenen, der vender ud imod
Beskueren. Sine Steder kan man ogsaa ved Afgraensningen mellem
Stenhoejen og Gangene, som foerer derigennem, tillade, at en Sten
er sat paa Enden, men som Regel boer disse Sten ligge ned paa
Siden. Man maa foroevrigt vogte sig for, at denne Afgraensning
kommer til at se for ensformig ud og i det hele undgaa skarp
Afgraensning, hvor det ikke er noedvendigt. Ved Konstruktion af
Klippeblokke og Grottevaegge er Udtrykket Stenhoejsbygning rigtig
paa sin Plads, idet man her faktisk stabler Sten paa Sten og i
givet Tilfaelde endog maa gribe til Bindemidler som Cement for at
stoette Konstruktionen.

Ved Opbygning af Grottevaegge har man en fast Jordvaeg som
Rygstoed, denne er, som omtalt under Udformningen af Anlaegget,
afgravet skraat eller stejlt, dog boer den ikke vaere absolut
lodret. Det vil nemlig vaere heldigt af forskellige Grunde, om
Grottens Bredde bliver noget stoerre foroven end forneden. En
uformodet Forskydning i Jordhoejen vil lettere kunne baeres af en
Stensaetning, som har en svag Heldning indefter mod Hoejen end af
en, som er ganske lodret; tillige boer hver overliggende Sten
springe lidt tilbage for hver underliggende af Hensyn til
Befugtningen af Jordmassen mellem Stenene (s. f. o.). Man goer
ikke Grottens Vaeg regelmaessigt bueformet, og hvis man har en dyb
og smal Grotte for sig, lader man ikke Vaeggene blive paralelle,
man giver Vaeggene et eller flere smaa Fremspring eller en ekstra
Indbugtning. Den nederste Stenraekke maa noget skarpere angive
Uregelmaessigheden, da alle Fremspring, eftersom Opbygningen
skrider frem, udviskes noget. Stenene maa saettes meget fast, og
man begynder ikke nogen ny Etage, foer man er sikker paa, at det
faerdige Lag ikke kan rokkes. Stenenes Overkant maa have en svag
Heldning ind mod Hoejen, er en Sten af uheldig Form, kasseres den,
eller man fjaerner med Hammer og Mejsel uheldige Fremspring, saa
at Stenen bliver brugelig. I det hele maa man ved dette
Opbygningsarbejde vaebne sig med Taalmodighed og ikke vente, at
den Sten, man griber fat paa, just vil passe paa det Sted, hvor
man foerst laegger den; ofte maa man proeve flere Sten i Rad, inden
man finder den rette. Samtidig med Opbygningen maa man foretage
en--i al Fald delvis--Paafyldning af tilberedt Jord i
Mellemrummene mellem Stenvaeggen og Hoejen og mellem de enkelte
Sten. Bag ved det nederste Stenlag boer man laegge et Lag Skaerver
til Draen, inden man begynder at tilfoere Jord. Denne
Paafyldningsjord maa hverken vaere for toer eller for vaad (man
kan bruge den gammelkendte Proeve: tage en Haandfuld Jord og
klemme den, giver den Vand fra sig, er den for vaad, falder den
fra hinanden, naar man loesner Taget, er den for toer) og den maa
pakkes fast, saa at man er sikker paa, at den ikke senere synker
sammen, saa at der derved opstaar Hulheder her og der.

Opbygning af stoerre Stenblokke eller Klippeblokke maa ske paa
lignende Maade som anvist ved Grotter, men her har man jo ingen
fast Vaeg at stoette Konstruktionen til. Man kan godt bygge en
Klippeblok paa flad Jord, men vil dog som Regel hellere forme
den omkring en stoerre eller mindre Jordforhoejning. Ogsaa kan man
lade en eller flere af Stenhoejens Toppe afslutte med en saadan
kompakt Stensamling. Grundfladen goeres uregelmaessig, og
Opbygningen foregaar terrasseformet, saa at de hoejere liggende
Sten springer tilbage i Forhold til de lavere. Ogsaa her maa
Paafyldningen af god Jord ske samtidig med Opbygningen. Er en
saadan Top anlagt i stor Maalestok, vil man ved Paafyldning af
Jord i dens Indre kunne bruge Lerjord og Skaerver som Kaerne, men
naermest udad mod Stenene, som der bygges med, maa man bruge
god Jord, thi heri skal Planternes Roedder brede sig; smaa Blokke
fyldes kun med god Jord. Af yderste Vigtighed er det, at hele
Kaernen, hvad enten den bestaar af det ene eller det andet
Materiale, goeres meget fast, saa at ingen Sammensynkning eller
Forskydning af Stenblokken senere kan finde Sted. Udfyldningen
af smalle Revner mellem Stenene maa udfoeres med stor Omhu og med
aldrig svigtende Taalmod. Den kyndige _Farrer_ siger: "Se til at
hver Sten er vel tilpakket med Jord straks fra Begyndelsen, for
hvis De ikke goer det, efterhaanden som Stenhoejen bygges op, vil
De (bagefter) aldrig kunne faa det gjort godt igen, men vil altid
komme til at kaempe med Mangler her og der. Intet er mere
fortvivlende end at proeve paa at skaffe Jord ind i et skjult Hul
bag en stor Sten. Man maa famle sig frem, rage og stoede, og man
faar Huden gnavet af Knoerne, og endda bliver Arbejdet ikke godt
gjort. Og er Arbejdet ikke gjort godt fra foerst af, vil disse
Hulheder foraarsage Planternes Doed, og for det andet vil Rotter,
Mus og andre Skadedyr tage Bolig deri."

Grunden til, at Planterne doer, naar en saadan Hulhed naas af
Roedderne, er den, at disse derved udsaettes for Udtoerring.

Hvor man paa Stenhoejens Skraenter har afbrudt den regelmaessige
Skraaning ved en Afsats, kan der for staerkere at markere og
stoette denne, anbringes en mindre Opstabling af Sten, her boer
man dog ikke saette Stenene paa Enden, men laegge dem ned paa
Fladen.

Taette Stensamlinger kan ogsaa tilvejebringes ved mindre Midler
og paa lettere Vis end den her anfoerte Opstabling. Paa skraa
Flader eller smaa Forhoejninger, som har faaet den Form, man
taenker sig, de skal have i faerdig Stand, _laegges_ Stenene ned i
Flugt med Jordsmonet. Stenene graves noget ned i Underlaget, saa
at de ikke kan skride ud, og Mellemrummene udfyldes med tilberedt
Jord. Stenene maa laegges taet navnlig mod Toppen af Hoejene og
anbringes om muligt med en brudt Flade udad mod Beskueren.

De stoerre Rullesten, man har lagt til Side, anbringes paa
Rygningen og Skraenterne af Volde eller paa Skraaninger og
Flader, hvor man agter at indrette Vokseplads til Lyngvaekster.

De skraaninger, som ikke er bleven besatte med Sten, vandrette
Afsatser, Kloefter eller fladere Saenkninger mellem Forhoejninger
eller Volde, skal nu ogsaa indrettes til deres Brug. For dem alle
gaelder det, at de maa forsynes med et Lag Skaerver for at sikre
Vandafledningen. Stenskredene, d.v.s. de Steder, hvor man har
taenkt sig at plante de Arter, som i Naturen vokser i nedrullede
Sten, altsaa et meget loest Materiale, boer have et rigeligt
Draenlag, medens Kloefterne og de Partier, der skal huse
Engplanterne, kan noejes med et mindre dybt Lag; har man gennem en
Kloeft Afloeb fra et Moseparti eller fra et lille Kildevaeld, maa
Afdraeningen dog goeres noget kraftigere end ellers. Foroevrigt maa
man regulere Skaervelagets Maegtighed efter Stedets Beliggenhed paa
Stenhoejen og efter dets stoerre eller mindre Fald. Paa Skraaninger
goeres Draenlaget mindre end paa Flader, og ligeledes maa man i de
lavere Dele af Stenhoejen oege Draenets Maegtighed, navnlig naar
Afloebsforholdene fra Stenhoejen ikke er fuldt tilfredsstillende.
Det er mindst lige saa meget om Vinteren som om Sommeren, at
Draenet skal goere Nytte, for at bortlede den rigelige Vaede, som
samles i denne Tid, da Fordampningen fra Jordoverfladen er ringe,
og Planternes Forbrug ogsaa er sat ned paa et Minimum. Man maa
derfor soerge for, at Draenlaget er saa godt, at det kan holde
Anlaegget passende toert om Vinteren. Inden man begynder Paafoerslen
af Skaerverne, maa man beregne, hvor meget disse vil fylde i
Forbindelse med det Jordlag, som derefter skal paafoeres, og hvori
Planterne skal vokse; undlader man dette, risikerer man let, at
Jordsmonet, naar man er faerdig, er blevet for hoejt i Forhold til
Omgivelserne, og Arbejdet maa goeres om. Det foerste Lag Skaerver,
man paafoerer, goer man vel i at grave ned i Underlaget, hvorved
man opnaar, at Draenet kommer til at virke dybere ned.

[Illustration: Fig. 50. Kunstigt opbygget Stenblok i Botanisk
Have.]




_Jordbundsforholdene_.

Det er af Vigtighed, at det Jordsmon, som Planterne skal plantes
i, er gunstigt for deres Trivsel, og at man ved tilberedningen
deraf har de forskellige Planters Tarv for Oeje. Som Regel vil
den Muldjord, der findes paa Stedet, og som man har afgravet og
samlet, inden Omformningen af Terraenet paabegyndtes, ikke kunne
bruges i ublandet Stand, men det hyppigste vil vel ogsaa vaere,
at man af oekonomiske Hensyn maa bruge en Del af denne Jord til
Indblanding i andet Materiale. For at kunne tilvejebringe gode
Jordblandinger anskaffer man sig et Oplag af foelgende Jordarter:
Lyngjord, Mosejord--ogsaa Toervestroeelse kan eventuelt
anvendes--Bladjord og, hvis den oprindelige Muldjord er let, da
tillige Graestoervejord fra svaer Jord. Endvidere Grus, fint knuste
Kalksten eller Murgrus og fine Granitskaerver. Visse Planter er
mere kalkfordrende end andre, ja nogle Forfattere haevder, at
Planterne kan deles i kalkfordrende og kalkflyende Arter, og at
der endog ofte til visse kalkyndende Planter svarer andre
naerstaaende Arter, som er kalkflyende; i Naturen skulde disse to
Slags Planter som Foelge af deres saerlige Krav til Jordbunden
aldrig forekomme blandede, men al Tid hver Gruppe paa sin
Lokalitet. Saaledes angiver _Robinson_, der har en Liste paa c.
70 Kalk-Planter og nogle flere Granit-Planter, at _Rhododendron
hirsutum, Daphne eneorum_ og _Pulsatilla alpina_ vokser paa
Kalkbjerge, medens _Rhododendron ferrugineum. Daphne striatum og
Pulsatilla sulphurea_ vokser paa Granitunderlag. Selv om dette nu
ikke skal tages saa alvorligt, at man altid kan betragte Kalk som
Gift for Planter fra Granitbjaerge, saa kan man dog ikke se helt
bort fra denne Forskellighed hos Planterne, og enhver Oplysning
om Planternes naturlige Voksested er af Betydning for
Stenhoejs-dyrkerne. Hvis man til sin Stenhoejs Opbygning har brugt
saavel Granit som Kalksten, goer man derfor vel i ogsaa at
tilberede Jorden forskelligt paa de to Steder, saa at man ikke
blander Kalkelementer i den Jord, som laegges paa Granitafdelingen,
medens man giver en rigelig Tilsaetning af dette Materiale paa den
Afdeling, der er bygget af Kalksten. Ved man intet om Planternes
Krav i saa Henseende, kan man jo proeve sig frem, plante enkelte
Individer paa hver sin Afdeling og se til, hvor Planterne udvikler
sig bedst. Sandsynligst er det dog, at Jordbundens rette fysiske
Beskaffenhed er mindst ligesaa vigtig som dens kemiske. Med andre
Ord, at der for Planternes Trivsel maa tages fuldt saa meget Hensyn
til, at de faar en Jord, som er passende gennemtraengelig for
Roedderne og af en passende Fugtighedsgrad for de paagaeldende
Planter som til, at Jorden indeholder saa og saa mange Procent Kalk.

Til Paafyldning i Revnerne og de stoerre Mellemrum paa
Stensamlingerne samt til Jordlaget paa Stenskredene bruges en
let Jord bestaaende af Mosejord blandet med lidt af den
oprindelige Muld samt Grus og fine Granitskaerver. Til
Smaalavninger, hvor Engplanterne skal vokse, bruges Mosejord
blandet med lidt Grus og en Del af den oprindelige Muldjord, til
Kloefterne benyttes en lignende Blanding, og i disses nedre Dele,
i Bunden af skyggede Grotter samt paa andre Partier, hvor man vil
dyrke Skovplanter, tilsaettes yderligere Boegebladjord.
Lyngpartierne faar grusblandet Lyngjord; har man ikke Adgang til
at skaffe denne Jordart, maa man anvende Jord fra Lyngmoser med
en Indblanding af lidt rigeligere Grus. 1 Kalkafdelingerne
tilsaettes, som naevnt en Del knust Kalksten eller Murgrus.




_Stenhoejens Tilplantning_.

For at kunne tilplante en Stenhoej tilfredsstillende maa man
kende noget til de Planter, man vil dyrke. Vel kan man laese
sig en Del til, men bedre Kundskab om Arterne vil man dog
erhverve sig ved at studere andre Stenhoejsanlaeg. Her kan man goere
mange Iagttagelser, se de Fejlgreb, der er bleven begaaede, og
derefter vare sig for at goere de samme Fejl om igen, man vil
kunne se de gode Resultater, som er opnaaede, og soege at
efterligne de Kaar, den og den Plante her er lykkedes under. Ja,
man kan jo endog faa Lejlighed til at kritisere de rosende
Udtalelser, som Boeger og Kataloger, Gartnere eller ens Venner
har fremfoert om denne eller hin Plante, og se, om det virkelig
passer, at denne "ikke boer savnes paa nogen Stenhoej" eller hin
"er af glimrende Virkning plantet i store Masser". Smagen er jo
saa forskellig, at man aldrig er sikker paa om det, andre roser
som noget saerlig godt, netop vil falde i ens egen Smag. Man maa
foroevrigt heller ikke vente al Tid at opnaa samme Resultat, som
man ser naaet andet Steds, de lokale Forhold har ofte meget stor
Indflydelse; men mislykkedes nogle Arter, kan man til Gengaeld
glaede sig til, at andre maaske netop vil lykkes bedre paa den
Stenhoej, man selv har anlagt, end paa dem, man har lagt til
Grund for sine Forstudier. Her kan saaledes naevnes, at _Max
Kolb_ ved Beskrivelsen af _Hutchinsia alpina_ skriver: "Saa
almindelig (i Bjaergene) denne Plante end er, saa lykkes den ofte
ikke godt og gaar gaerne til Grunde", medens den i Botanisk Have
i Koebenhavn regnes for at vaere en af de villigste; og om
_Polygonum vaccinifolium_, der sidstnaevnte Sted naermest maa
kaldes lunefuld og absolut maa have en god Plads, siger
_Robinson_, at "den formeres let ved Deling og Stikning, trives i
almindelig Havejord og passer til Skraenterne og de mindre vigtige
Steder paa Stenhoejen."

Vigtigt er det ogsaa ved disse Studier paa andre Stenhoeje at
laegge Maerke til, _hvor_ den eller den Plante "goer sig" bedst, om
den udvikler sig bedst til sin Fordel klemt inde mellem Sten i en
vandret eller lodret Revne, eller om den ser bedst ud imellem
loese Smaasten, om den trives bedre i et lille Engparti end i en
Kloeft, og om den syner bedst betragtet fra oven eller fra neden,
Man maa goere Iagttagelser angaaende Planternes Krav til
Vokse-Areal, om det er Planter, der breder sig raskt eller om den
aarlige Tilvaekst kun er ringe.

Til Plantningen bruges helst smaa Planter. Disse vokser lettest.
Synes de Blokke, man har indkoebt, at vaere for store, maa man se
efter, om det er en Art, som let lader sig dele, og er dette
Tilfaeldet, boer man straks partere den, man har da ikke alene
flere Chancer for een, at Planten skal vokse, men tillige faar man
i samme Koeb et stoerre Stykke af sin Stenhoej tilplantet. Af
Plante-Arter, som ikke taaler Deling, maa man vogte sig for at
faa store Individer. Nogle Planter har lange piskformede eller
dog svagt forgrenede Roedder (mange Baelgplanter). Disse Planter
lader sig ikke dele; de kan tillige vaere vanskelige at plante,
da Roedderne paa Grund af deres Laengde kraever et dybt Plantehul;
en Indkortning eller Sammenbukning af Roedderne er ikke heldig,
taales i mange Tilfaelde slet ikke af Planten. Derimod kan alle
Planter med taet og rigt forgrenet Rodnet godt taale
Rodbeskaering, og denne Indstudsning boer foretages, da
Plantningen foregaar lettere, naar Rodmassen er mindre.

Stenhoejsplanter maa plantes med megen Omhu, navnlig gaelder det
om at trykke Jorden godt omkring Planten, saa at Roedderne straks
omsluttes fast af Jord og Smaasten. Ved Omtalen af Stenenes
Anbringelse er det naevnt, at Jorden skal pakkes ind i alle
Hulheder og Revner. Ved Plantningen gaelder samme Regel, man maa
hele Tiden passe  paa, at Jorden, som man fylder ned om Roedderne,
baade ligger fast til disse og til Stenvaeggene. Tilplantning af
Grottevaegge og Klippeblokke er den vanskeligste. Revnerne er
ofte ganske smalle, saa at det er et stort Taalmodighedsarbejde
at faa Jorden fyldt ind omkring Roedderne; som naevnt skal der
gaerne vaere Smaasten i Jordblandingen, disse Smaasten kommer let i
Klemme og haemmer den videre Paafyldning af Jorden. Og volder de
vandrette Revner Bryderier, er de lodrette endnu vanskeligere at
beplante, Thi her mangler det faste Underlag, som man dog har ved
de vandrette Revner. Man maa derfor ved Tilplantningen af disse
lodrette Spalter klemme Sten ind deri, som kan tjene som
Hvilepunkt for Planten, man vil anbringe, og for yderligere at
goere et saadant Sted til et fast Stoettepunkt, kan man faestne den
indsatte Stenkile med Cement. For at goere Cementen saa lidet
synlig som muligt, knuser man noget af den Stenart, man har
bygget med, til meget fine Skaerver og trykker en Del af disse
ind i den endnu fugtige Cement.

[Illustration: Fig. 51. Parti af Botanisk Haves Stenhoeje.]

Man maa vel vogte sig for at faa sin Stenhoej for regelmaessigt
tilplantet. Uregelmaessighed og Uensartethed er jo allerede givet
eller tilstraebt i selve Konstruktionen, der vilde da ingen
Mening vaere i at udviske dette ved en altfor regelmaessig og
ensartet Tilplantning. Det gaelder jo foerst og fremmest at give
Planterne de bedste Vaekstbetingelser, men tillige maa man jo give
dem den bedste Baggrund og tage Hensyn til de enkelte Arters
Voksemaade. Pudeplanter skal ikke plantes taet og i store Klynger,
de skal ses enkeltvis eller faa sammen, saa at den enkelte lille
Plante viser sig. Rosetplanter og visse Pudeplanter tager sig
bedst ud mellem Sten og plantes derfor i store Klippeblokke.
Taeppeplanterne saettes sammen i stoerre Maengde og isaer paa store
Flader, de goer sig jo netop paa denne Maade; er det Arter, som
hurtigt breder sig, kan Arealet, der skal indtages af en eller
anden Art, dog godt beplantes spredt, men al Tid uregelmaessigt;
saet ikke Planterne i Rader og Geledder som i en Koekkenhave!
Foroevrigt kan Taeppeplanter ogsaa vaere af ypperlig Virkning, naar
de er plantede over en lille Stenknold; Planterne vil da
efterhaanden brede sig over hele Knolden og daekke den, saa at kun
en enkelt Stenspids traeder frem af det groenne. Straks efter at
man har beplantet en Klippeblok, en Top eller en Flade, belaegges
den fri Jord mellem Planterne med fine og grove Skaerver. Disse
tjener dels til at holde paa Jorden, at den ikke saa let skyller
bort, dels bidrager de til at holde paa Jordens Fugtighed. I
Stenskredene maa dette oevre Lag af loese Sten vaere noget
rigeligere end andre Steder paa Anlaegget, og man bruger her
helst Stenflager eller soerger for at idet mindste en Del af
Stenene har denne Form. I Engpartierne og Kloefterne saavelsom i
Bunden af Grotterne anvendes en Belaegning med Skaerver kun i ringe
Grad eller slet ikke, men for at lette Faerdslen for den, der
passer Stenhoejen, maa der her og der ligge nogle stoerre, flade
Sten til at traede paa. Er Stenpartiet stort anlagt, kan man endda
enkelte Steder foere en Gang over et Engparti eller over en
bredere Kloeft ved at laegge et Par Raekker af store, flade Sten,
hellere maa man lade en slidt end en nylig brudt Flade vende
opefter.

Man boer goere sig det til Regel foerst at tilplante
Stenhoejsspidserne, Smaatoppene og Blokkene, dernaest Skraenterne og
Lavningerne. Vanding af det plantede sker umiddelbart eller kort
efter Tilplantningen, bortskylles derved Jord og Smaasten, maa
man fylde lidt efter. Er Vejret toert, vandes i den foerste Tid
dagligt, indtil Planterne har taget godt fat.

Omplantning af Stenhoejen maa af og til finde Sted. Denne
foretages bedst partielt, saaledes at man hvert eller hvertandet
Aar tager en Del af Anlaegget under Behandling. Det synes
navnlig, at de Planter, der her er betegnede som
Pude-Taeppeplanter, ynder eller tiltraenger Omplantning, for at de
skal se friske og livskraftige ud. Herunder kommer isaer de
almindelige fintloevede _Saxifraga_-Arter, _Aubrietia_,
forskellige _Arabis_ og mange andre. Forsoemmes Omplantning bliver
disse Taeppeplanter tynde eller visne i Midten og holder sig kun
friske i Udkanten. Men det er ligefrem forbloeffende at se, hvor
hurtigt nyomplantede Planter tager fat i den friske Jord, og hvor
sunde og yppige de ser ud blot en Maanedstid efter Plantningen.
Andre Taeppeplanter opfoerer sig ikke som de ovennaevnte, men
vedbliver at vaere friske helt igennem; dette er navnlig traeagtige
Arter som _Salix retusa_; er Omplantningen af en saadan Plante,
der er godt i Vaekst, ikke paatraengende noedvendig--for Eks. paa
Grund af en _Omlaegning_ af Stenhoejen,--boer man ved Omplantningen
gaa uden om den. Ligeledes vil Stenhoejens Smaabuske som Regel
ikke behoeve Omplantning, men maaske af og til Fornyelse, hvis de
er bleven for store i Forhold til Omgivelserne, Det er da isaer
Planterne paa Skraaningerne, i Lavningerne og paa de mindre
Stensamlinger, som boer omplantes. De store Stenblokke boer helst
lades uroerte saa laenge som muligt, fordi Tilplantningen af disse
er noget omstaendelig, men ogsaa fordi en stor Pudeplante eller
Rosetplante, som er vokset rigtig fast til Stenene, ikke taaler
Omplantning, eller i alt Fald lider meget derved. En partiel
Omplantning kan dog her ogsaa vaere noedvendig. Her taenkes paa de
Fornyelser, som bliver noedvendige ved at nogle Planter
_(Saxifraga mutata, Saxifraga longifolia, Carlina acanthifolia_
o. a.) doer efter Blomstringen. Allerede ved foerste Plantning maa
man have disse Planters kortvarige Liv i Minde, saa at man saetter
dem paa Steder i Klippeblokken, hvor Omplantning bliver
forholdsvis let.




_Moraenebede_.

Det er foer anfoert, at visse Alpeplanter er meget vanskelige at
dyrke; dette gaelder da navnlig Arterne fra de hoejeste Fjaeldtoppe
og dem, som vokser paa Moraenerne. Det ligger da naer at formode,
at man, saafremt man kunde efterligne de ejendommelige
klimatiske Kaar og Jordbundsforhold, som de lever under, vilde
kunne faa dem til at lykkes i Kultur. Det gaelder altsaa at skaffe
Planterne en Jordbund af muldfattig Beskaffenhed, rigelig
Tilfoersel af koldt Vand om Sommeren og temmelig toer Jordbund om
Vinteren. I England har man da i de senere Aar konstrueret de
saakaldte "Moraenebede" til Kultur af disse Planter.

Paa en svagt skraanende Flade graver man en Fordybning godt 1/2
m dyb. Bunden og Siderne beklaedes med en Kappe af Cement,
Bassinets oevre Rand skal have samme Fald som den Flade, det er
konstrueret i. Paa det laveste Sted i Bassinets Bund anbringes
inden Stoebningen en Flaskehals, som saaledes kan give Afloeb for
det Vand, der samler sig i det stoebte Bassin. Dette fyldes nu med
Sten, store i Bunden, aftagende opefter, saa at det oeverste Lag
bestaar af ganske fine Skaerver. Heri anbringes Planterne. I
Flaskehalsen indsaettes en Prop udvendig fra. Ved den oevre Rand
af Bassinet laegges et perforeret Roer, som er sat i Forbindelse
med Vandledningen; herfra maa Vandet flyde ganske jaevnt hele
Sommeren. Tilloebet maa vaere staerkere end Fordampningen, saaledes
at der bestandig loeber Vand over den nedre Rand af Bassinet. Hen
paa Efteraaret lukkes af for Vandet, og nu uddrages Proppen af
Flaskehalsen, hvorved Bassinet toemmes for Vand, og Stenmassen
bliver ret toer. Selvfoelgelig maa Cementrandene skjules ved, at
der laegges stoerre Sten over dem, ligeledes maa man for at bryde
Ensformigheden ved Bedets Overflade henlaegge stoerre Sten her og
der. Det Vand, der loeber bort fra Moraenebedet Sommeren igennem,
boer man lede videre gennem Stenhoejsanlaegget, lade det risle
nedover som et mindre Vandloeb for at ende i en Eng eller en
Kloeft. Om man vil, kan man bygge Moraenebedet i 2 Etager som 2
Bassiner, det ene over det andet; det overfloedige Vand fra det
oevre loeber da ned og befugter det nedre Bed.




_Murhaver_.

Paa gamle Mure--og ikke mindst paa Ruiner--traeffer man ofte en
ret yppig Vegetation. Det er saaledes en bekendt Sag, at den
lille Bregne _"Murrude"_ vokser frodigt paa Kronborgs Mure. Ved
foerste Oejekast ser det maerkeligt ud, at Planterne kan trives
under saadanne Kaar, men taenker man naermere over Sagen, er det
jo i og for sig ikke maerkeligere, end at Planterne vokser i de
stejle Klippesider, thi Murene er jo mindst ligesaa poroese som
Grundfjaeldene. Det har endog vist sig, at Planter, som vanskelig
trives paa Stenhoej, lykkes, paa Mure. Det er da intet Under, at
man sine Steder ligefrem har opfoert Mure udelukkende eller dog
for en Del beregnede paa Beplantning. (Se Figurene 13, 14, 15 og
16.) _Correvon_ omtaler udfoerligt og roser meget disse Murhaver.
En Mur, som han selv har i sin Have, _"Floraire"_, er 28 m lang,
2,10 m bred og 1,40 m hoej, den er bygget af haardtbraendte Sten og
loeber i Retning SOe.-NV., den har altsaa sine Flader vendte mod
NOe. og SV., har saaledes en Solside og en Skyggeside, en Fordel
man kan sikre sig, naar man bygger en Mur alene til dette
Formaal; paa en Mur, der forud eksisterer, som er opfoert med
andet Formaal, og som man faar til Opgave at beplante, vil ofte
kun den ene Side vaere fri. _Correvon_ giver Fortegnelse over de
Planter, som Aaret igennem blomstrer paa denne Mur, ordnet efter
Blomstringstiden; Listen indeholder flere Hundrede Navne.
Konstruerer man selv sin Mur, har man jo yderligere den Fordel
at kunne give den Indmad d.v.s. en Blanding af Jord, Kalkgrus og
Sten.




_Pottekultur_.

For dem, som har endnu ringere Plads end en Stenhoej fordrer, kan
det vaere et Substitut at dyrke en Samling Alpeplanter i Potte,
og denne Kulturmetode kan ogsaa vaere nyttig for dem, der har
Stenhoej, idet de da i de pottedyrkede Individer har en Reserve
at ty til, hvis enkelte Planter skulde gaa ud paa
Stenhoejsanlaegget. Man anskaffer sig foruden den almindelige Slags
Potter to andre Slags, et Saet, der er smallere og dybere, og et,
der er fladere og bredere, i de dybe dyrkes Pudeplanter og i det
hele Planter med dybtgaaende Roedder, de flade forbeholder man
Taeppeplanterne. Man kan her ofre noget mere paa Jordblandingen,
da det er saa ringe Kvanta, der bruges, og man anvender derfor
udelukkende Mosejord, Lyngjord, Graestoervjord, Bladjord, Kalkgrus,
Grus og fine Skaerver. Man planter meget fast; i Bunden af Potten
laegges et Lag Potteskaar. Potterne nedgraves paa et Grusbed og
vandes rigeligt Sommeren igennem; Gruset udenfor Potterne holdes
ogsaa staerkt fugtigt, Fordampningen herfra vil bringe Koelighed og
Friskhed til Potteplanterne. Om Vinteren holdes de i dybe Karme,
nedgravede i Grus. Imellem Karmene laegges Kulaske eller lignende
Materiale, som afleder Vandet godt. Karmene daekkes med Vinduer,
naar det er staerkt fugtigt Vejr, men der luftes rigeligt. Bliver
det Frost, lukkes Vinduerne til, og der daekkes med Maatter og
Lemme. Ved indtraedende Toevejr afdaekkes igen.




_Pasningen af Stenhoejen Aaret rundt_.

Naar Aaret lakker mod sin Slutning er det Tid at taenke paa
Stenhoejens Daekning. Enkelte silkehaarede eller filthaarede
Planter, som ikke taaler for megen Vaede paa Bladene, vil man med
Fordel kunne beskytte ved Hjaelp af et lille Glashus bestaaende
af fire Sideplader med en Overligger, der maa skraane lidt, saa
at Vaeden kan loebe af den; der maa ogsaa vaere en Aabning mellem
Siderne og Taget, saa at Luftcirkulation stadig kan finde Sted.
Denne Tildaekning kan passende ske, naar Efteraarets bestandig
vaade og graa Dage indfinder sig. Visse kaelne Planter kan man
ogsaa beskytte mod Vinterens Vejrlig ved, naar den foerste Frost
er i Vente, at tildaekke dem med skarpt Grus. Disse to
Beskyttelsesmaader bliver dog rent lokale. De fleste
Stenhoejsplanter er i deres Hjemstavn daekkede af et lunende
Snelag, som goer, at Jorden ikke fryser i nogen betydelig Dybde;
men her i vort Klima ligger dette naturlige Daekke kun rent
undtagelsesvis i et laengere Tidsrum. Spoergsmaalet er da, om man
kan skaerme sine kaere Stenhoejsplanter mod staerk Barfrost, saa at
man paa en Maade erstatter Sneen. Desvaerre lader dette sig ikke
goere, i al Fald kun i ringe Grad. Men et Lag af Granris, over
hele Stenhoejen goer dog sin Nytte, det haemmer i en vis Grad
Udstraalingen og skaermer noget mod de bratte
Temperatursvingninger. Mest Gavn goer Granrisdaekket paa
Slutningen af Vinteren, naar Solens Lys og Varme vil lokke
Planterne til en for tidlig Vaekst, og ligeledes vaerner det de
stedsegroenne Planter mod den skarpe Foraarsvind, der let
foraarsager en for staerk Fordampning fra deres Loevvaerk.
Tildaekningen med Granris finder bedst Sted ved Juletid, men
frygter man staerk Frost i den tidligere Del af December, maa man
hellere fremskynde Tildaekningen. Kommer der et Snedaekke, er
Planterne foerst ret hjulpne.

Vinteren igennem er der intet at goere ved Stenhoejen. Og dog!
Hvis der indtraeder milde Perioder, som tegner til at blive af
nogen Varighed, er det gavnligt at mindske Daekket paa Stenhoejen
her og der, navnlig boer man taenke paa de stedsegroenne urteagtige
Arter som visse _Saxifraga, Hutchinsia_, enkelte _Sedum_.
nogle _Veronica_ o.s.v., thi selv om det er Vinter, er der dog en
vis Grad at Livsvirksomhed til Stede. De bortfjaernede Granris
samles i Bunker for atter at laegges over Planterne, saa snart
Frostvejr indfinder sig.

[Illustration: Fig. 52. Digitalis. Denne Plante kan under store
Forhold anvendes paa en skygget Del af Stenhoejen. Man saar den
paa Stedet.]

Afdaekningen om Foraaret maa finde Sted gradvis, og man boer saa
vidt muligt vaelge Graavejrsdage til dette Arbejde for ikke at
udsaette Planterne pludseligt for Solens Indvirkning. Men nu
kommer samtidig et af Aarets vigtigste Vedligeholdelsesarbejder.
Frosten har Vinteren igennem, trods Daekning, virket paa Jorden,
den har loeftet de smaa Sten, som ligger omkring Planterne, ja
selve Planterne, navnlig dem, der er plantede det foregaaende
Efteraar er haevede op af Jorden, saa at Roedderne er blottede.
Forsoemmer man ret laenge at faa dette bragt i Orden igen, vil de
loesnede Planter doe af Toerke eller i al Fald svaekkes i betydelig
Grad. Derfor skrider man til det Vaerk, mens der endnu er
rigeligt af Fugtighed til Stede, at trykke Jorden fast igen.
Ofte maa man tage fat paa dette Arbejde, inden man helt har
afdaekket Stenpartiet, men man soerger omhyggeligt for, at ingen
Del af Stenhoejen forbigaas. Man fjerner saa Granrisene fra et
mindre Parti, goer dette i Stand og laegger nogle af Granrisene
over igen. I en Kurv eller Kasse foerer man lidt frisk Jord med
sig for at kunne fylde efter i de Revner, som maatte vaere
opstaaede ved Regnskyl Vinteren igennem.

Efterhaanden som Foraaret skrider frem, kan man fra Grotter og
Kloefter bortfjaerne Loev, som er foeget sammen der, hvis det virker
uskoent eller er hobet op i for store Maengder; ligeledes kan man
afpudse de gamle Bregneblade eller andet Loevvaerk, man har ladet
sidde for at virke beskyttende Vinteren igennem. Nu bryder det
alle Vegne, og en Stund kan man blot fryde sig over sin Stenhoej,
og hver Dag se en ny Plante udfolde sine Blomster, men snart
kalder Arbejdet igen. Foraarets toerrende Luft goer sin Virkning,
og Vanding bliver noedvendig enkelte Steder. Har man et kunstigt
Kildevaeld i sit Stenhoejsanlaeg eller et Moraenebed, maa der lukkes
op for Vandet. Snart straekker Vanding med Vandkande ikke til,
der maa sproejtes dagligt, i al Fald naar Vejret er toert.
Sproejtningen skal ikke indskraenkes til Planterne alene, Stenene
og Gangene oversproejtes, de sidste ikke mindst, thi derved
bidrager man til at sprede Friskhed og Koelighed over hele
Anlaegget. Vil man have et saerlig godt Vandingssystem, kan man
over hele Stenhoejs-partiet lade laegge Vandroer med mange fine
Bruseapparater, hvorfra Vandet kan fordeles stoevfint.

Nu har de foerste af Stenhoejens Foraarsbebudere allerede visne
Blomster, disse maa fjaernes, hvis man da ikke agter at samle Froe
af dem. Efter staerke Regnskyl maa man med Jord og Sten udfylde
de Render, det nedstroemmende Vand har dannet sig, ogsaa Gangene
maa efterses og repareres. Saaledes gaar Sommeren med Afpudsning,
Vanding og Reparationer. Man maa ogsaa stedse goere sine
Iagttagelser med Hensyn til Planternes Vaekst og Udvikling, holde
Oeje med dem, som vokser for staerkt for i Tide at kunne haemme dem
i Vaeksten; ofte kan Forholdet dog vaere saadant, at det er
rigtigere at lade den Plante, der foeler sig vel paa Stedet og er
ved at blive smuk og kraftig, beholde Pladsen, medens den
svagere maa fjaernes og saettes hen paa en for den gunstigere
Plads. Man maa i det hele maerke sig, hvilke Planter, der synes
at have faaet en uheldig Plads, hvilke der staar for toert eller
for lyst, for fugtigt eller for skygget, saa at man senere, naar
Omplantningstiden indtraeder, kan rette de Fejl, der er begaaede.

Hele Aaret, men dog mest om Sommeren, har man at kaempe mod nogle
Fjender af Dyreriget, hvilke man maa soege at bekaempe paa bedste
Maade. Muldvarpen er her som i den oevrige Have en ubehagelig
Gaest, som man maa forfoelge ihaerdigt. Mus og Rotter saetter af og
til Bo i de Stensaetninger, hvor de kan finde en Hulhed; jo bedre
Grottevaeggene og Klippeblokkene er byggede op, des vanskeligere
kan disse Dyr finde et passende Sted til deres Bolig. Solsorten
er vel nok den ubehageligste Gaest blandt Fuglene, hvis man da
ikke er saa letsindig at lade sine Hoens gaa om i Haven.
Solsorten ynder at rode og hakke i Planternes taette Puder og
Taepper for at soege efter Insekter og Orme, og nyplantede Partier,
som har haft Besoeg af denne Fugl, ser soergelige ud. Hvis man ikke
naenner at skyde denne Gaest, har man naeppe andet at goere end at
finde sig i dens Oedelaeggelser. Og af de lavere Dyr har man
Snegle, Knoporme. Myrer, Jordlopper, Baenkebidere og andet Utoej at
bekaempe. Snegle uden Hus (noegne Snegle) er isaer slemme efter
Planter med tykke eller koedede Blade, saasom forskellige
Primula-Arter, de ynder ikke Kalk, og for at haemme deres Angreb
an vender man andetsteds en Udstroening af pulveriseret Kalk; da
saa mange af Stenhoejens Planter er kalkyndende, vil en saadan
Udstroening, i al Fald omkring de kalkyndende Planter, kun kunne
goere Gavn. Myrer er meget ubehagelige Gaester, de laegger med
Forkaerlighed deres Tuer midt op i en Taeppeplante eller
Pudeplante. Man maa for at udrydde dem afgrave og bortfjaerne en
stoerre Del af Jordmassen, som man erstatter med frisk Jord.
Myrerne kan ogsaa fanges ved i Tuerne at nedlaegge en Svamp dyppet
i Honning eller Sukkeroploesning; Dyrene vil da krybe ind i
Svampens Hulheder, naar denne er fyldt, kastes den i en Spand med
kogende Vand; gentages denne Proces Gang paa Gang, kan man helt
rense en Tue for dens Beboere. Knoporme efterstraeber de finere
Nellikearter, Primula og mange andre af de bedre Stenhoejsplanter.
Man maa, saa snart man har opdaget deres Tilstedevaerelse,
gennemrode Jorden tidlig om Morgenen og afsamle saa mange af
disse Skadedyr som muligt. Baenkebidere er Natdyr og gemmer sig om
Dagen i moerke Huller. Henstiller man paa Stenhoejen udhulede
Kartofler eller Roedbeder--med Hulheden nedad--vil Baenkebiderne
soege til disse og gemme sig der, om Morgenen kan man da ryste dem
ud og draebe dem. Regnorme, hvis Tilstedevaerelse ellers er
oenskelig i Naturens Husholdning, er ikke til nogen Gavn for
Stenhoejen. Jorden bliver ved deres Virksomhed og ved deres
Aflejring af Ekskrementer mindre behagelig for Alpeplanternes
Roedder at arbejde i; som egentlige Skadedyr kan man dog ikke
opfatte dem.

Med August begynder atter en travl Tid. Thi nu er det en gunstig
Tid for Omplantning, hvad enten dette nu er de smaa Aendringer,
der just er hentydet til, eller det er Generalomplantninger af
stoerre Dele af Stenhoejen. Den rigeligere Nedboer, som falder i
denne Maaned, og den kraftigere Nattedug er gunstig for dette
Arbejdes Udfoerelse. I og for sig kan man omplante
Stenhoejsplanter til enhver Tid af Aaret, naar blot Jorden ikke
er frossen, men Planterne tager hurtigere fat, naar de omplantes
i August, og de naar at faa rodfaestet sig inden Vinteren.

Efter at Omplantninger og Nyplantninger er fuldendte, har man
Resten af Efteraaret mest Renholdelse at taenke paa. Man maa
soerge for, at man gaar Vinteren i Moede med en vel renholdt
Stenhoej; der maa ikke findes Ukrudt noget Steds, thi saa har man
det at kaempe imod straks i den travle Foraarstid. Visne Blade maa
man ikke vaere for ivrig med at fjaerne hen paa Efteraaret, thi
disse kan siddende paa Planten godt goere deres Nytte som et Slags
Vinterdaekke.

[Illustration: Naturlig Plantning med faa vaesentlig indfoedte
Arter. Kun Arundo Donax (til hoejre) roeber at det hele er
Menneskevaerk.]





DEN DANSKE FLORAS VAND- OG STENHOeJSPLANTER



af _Andreas Madsen_.


I. VANDPLANTER.

Paa Vandplanter er Danmark langt rigere end paa Klippeplanter.
Udfra et havemaessigt Synspunkt goer det intet til Sagen, at der
alene kan blive Tale om vore _ferske_ Vandes Blomsterverden,
eftersom Havets Plantevaekst ikke ejer blot en Art som er under
Dyrkning. Havfladen er ganske blomsterloes, kun fladbundede
Kysters Brakvand daekkes sine Steder af _Flydende Vandranunkel's_
hvide Blomstermylder.

Vore vildtvoksende Vandplanter omfatter derfor i gaengs Sprogbrug
udelukkende de Arter som traeffes i Soeerne, Aaerne, Baekkene, helt
ned til Toervegrave og Vandhuller. Mange iblandt dem, forholdsvis
flere end af Landjordens indenlandske Flora, er saa smukke og
statelige, at vi ogsaa lader deres Blomster og Blade smykke
Havernes Vandpartier. Andre har vi derimod god Grund til at
betragte med mindre velvillige Blikke, maa afgjort holdes baade
fra Haverne hvor de kun optraeder som Vandukrudt, fuldt saa
ondartet og vanskeligt at udrydde som Landjordens. Et Eksempel
herpaa er den kendte, oprindeligt amerikanske Art _Vandpest,
Elodea canadensis_. For ikke at tale om _Andemad_.

Kun Arter der lader sig til Syne oppe i Luften enten med saavel
Blomster som Blade eller dog med Blomsterne alene, har vi nogen
Glaede af at indlemme blandt Havernes Kulturplanter, Den, ioevrigt
faatallige Gruppe, hvor _hele_ Planten til enhver Tid er
nedsaenket i Vandet, _Hornblad, Vandkrans, Brasenfoede, Vandpest_,
foruden enkelte andre, er lidet egnede til andet end
Stueakvarier, gennem hvis Glasvaegge Planterne kan ses ogsaa fra
Siden.

De Vandplanter hvis Blade svoemmer eller rettere flyder i
Vandspejlet og hvis Blomster enten goer det samme eller dog gror
saa lavt at ogsaa de synes flydende, er derimod en Afdeling som
taeller mange udmaerkede Arter, i hvis Spidse vi afgjort boer saette
de to, danske Vandplanter som i alle Maader fortjener at indlede
vor Skildring, den _hvide_ og den _gule Aakande_.

Om den hvide Aakande skriver Rostrups Flora, at den hoerer til
vore skoenneste, indenlandske Planter, og at Blomsterne overgaar
alle andre i Stoerrelse. Men naest efter kommer den gule og begge
vore Aakander forstaar, hvad ellers ikke ret mange
hjemmevoksende Planter kan, at haevde sig overfor den store
Maengde af indfoerte, fremmede Arter. Og hvilke glimrende
Fremtoninger der findes blandt den nyere Tids udenlandske
Aakander, meddeles andetsteds i denne Bog.

De vokser ikke sjeldent blandede sammen og klaeder hinanden
fortraeffeligt. Paa Baggrund af Bladenes groenne Oerige traeder
Blomsterne frem i skinnende guldgul og soelvhvid Pragt, Det Hele
danner et saa skoent Billede, at Gartnerens Kunst ikke kan foeje
noget til, Intet Under at Aakanderne, indbefattet Asiens og
Aegyptens beroemte Lotus, fra de aeldste Tider og overalt har
tiltrukken sig almindelig Opmaerksomhed og er blevne folkekaere
som faa andre Planter i Vand som paa Land. Herom vidner den
Vrimmel af Aakande-Navne, som vidt forskellige Tungemaal er
forsynede med.

_Aakande_ er et gammelt Navn der var faelles for hele Norden og
atter svarede til gaengse Navne laenger sydpaa. Hvem der
oprindeligt maa have vaeret den rette Aakande skoennes let, det er
utvivlsomt den Gule. Frugten, egentligt et "Baer", har virkeligt
Form som en Kande, medens den Hvide Aakandes er naesten
kuglerund, og staerkt minder om Opiumvalmuens Kapsel. Imidlertid
maatte Farven altid vaere den mest ioejnefaldende Forskel paa de to
Aakander, som begge kom til at baere dette Navn, der overfoertes
fra den Gule til den Hvide.

Vore aeldste Planteboeger giver dog flere Navne at vaelge imellem.
_Henrik Smid's_ Laegebog fra 1557 naevner ganske vist kun Hvid
Aakande, men kun af den Grund, at den regnedes for al vaere mere
brugbar som Laegemiddel end sin Slaegtning. Som medicinsk Plante er
den ioevrigt nu gaaet af Brug. Derimod har _Simon Paullis "Flora
Danica_" tre forskellige Navne: _Aakande, Soee-Blomst, Soee-Blad_.

De afledes hver fra sin Del af Planten, Frugten, Blomsten,
Bladet. Den fjerde Part Roden mindes i det gamle, men sjeldnere
Navn _Haarrod_, der hentyder til de tykke Rodstokkes taette
Bundter af Trevleroedder. Aakande synes dog at have vaeret det
gaengse, danske Hovednavn. Folkenavne paa Planter og Dyr er ofte
Lignelser, hvis Billeder hentes fra Ting hvormed man er
fortrolig i det daglige Liv, og Kanden manglede neppe i noget
Hjem. Aakandernes store Frugter var ganske som lidt plumpt
formede Drikkekander at se til og den hvide Aakandes lignede
tykbugede Krus. Det var ikke til at tage fejl af og saaledes
opstod rundtom i Lande og Landsdele en Maengde Aakande Navne, som
man mere eller mindre traeffende tog Sigte paa disse Ligheder. Det
falsterske _Soekrukke_, det jydske _Kaellingkrus_, Svenskernes
_Smoerkandekop_, Tyskernes _Eddikekrukke_, ligetil det engelske
_Braendevinsflaske_, et Navn som vist ogsaa skyldes en
Tankeforbindelse idet den gule Aakandes Blomster siges at udaande
en svag Duft af Whisky eller noget i den Retning. Det lyder da
lidt mistaenkeligt, at en Botaniker et Steds meddeler sine Laesere,
at Aakandeblomsterne har en "ikke ubehagelig Lugt."

I svenske Folkemaal kendes ogsaa det noegne Navn _Kande_ og
sluttelig skal blot naevnes, at Thybomaalets _Pottelaage_ som Navn
for Bladene ogsaa tilhoerer disse Lignelser fra Koekkenets Verden.

Paa Videnskabens Verdenssprog, Latin, bevarede begge de nordiske
Aakander gennem Aarhundreder Faellesnavnet Nymphaea, men omkring
Aaret 1800 fik de ikke laenger Lov til at vaere i samme, botaniske
Slaegt, men blev skilte i to. Det gamle _Nymphaea_ blev forbeholdt
den Hvide medens den Gule modtog Navnet _Nuphar_, som efter
Sigende er et arabisk Ord, der som Aakandenavn ioevrigt har vaeret
kendt gennem hele Middelalderen ogsaa nord for Alperne, i en lidt
anden Form _Nenuphar_, er det maerkeligt nok gaeldende i
Nutidsfransk som Navn for begge Aakanderne.

I Skoleboeger og andre Skrifter for Boern og Ulaerde var det nu
noedvendigt at lade to latinske Navne faa tilsvarende danske, det
lod sig ikke goere at noejes med det ene, Aakande. Den Gule blev
da kaldt _Nuphar lutea, Aakande_, den Hvide med ligeledes een
indenlandsk Art, _Nymphaea alba_, fik Navnet _Noekkerose_.

Selvfoelgeligt blev Ordet Noekkerose ikke valgt i Blinde. Det var
kendt fra gamle Dage som Folkenavn om just ikke i Dansk saa dog
i Norsk og Svensk og laenger sydpaa kendtes den som Germanernes
_Nixenblume_.

I den almene Opfattelse stod de nordiske Vandes Guddom, Noekken,
som saerligt knyttet til norske og svenske Sagn og Aeventyr. Han
traeffes i danske Digtning og Overtro, men kun sjaeldent og vel
altid under Paavirkning nordfra. Foelgerigtigt maa da Noekkens
Roser vokse ikke i vore, men i de to andre skandinaviske Landes
Soeer og Aaer. Hermed passer det, at Videnskabernes Selskabs
Danske Ordbog skriver saaledes: "Noekkerose, Norsk Plantenavn" og
i de Plante-Laereboeger, der udkom inden Norges Adskillelse fra
Danmark og hvori de norske Plantenavne altid vedfoejes de danske,
henfoeres "Noekkerose" ligeledes til Norge. Mest udbredt og
henfoert til begge Aakanderne synes det dog at vaere i svenske
Folkemaal.

Foruden Noekkerose kendes ogsaa Navnet _Noekkeblomst_, og denne
Form er vistnok den som foerst indfoerer den ny Betegnelse i
_danske_ Boeger. I _Bredsdorffs "Haandbog over botaniske
Ekskursioner i Egnen om Soroe_, Kjoebenhavn, 1834" opfoeres:
Nymphaea, Noekkeblomst og Nymphaea alba. Hvid Aakande. Som
Noekkerose findes det i _Joh. Langes "Haandbog i den danske Flora,
1853_" og optages senere af Rostrup og andre Botanikere. Selv om
det egentligt er et svensk-norsk Navn, lader det sig meget vel
forsvare at indfoere det ogsaa i det tredje nordiske Sprog. Men i
gaengs Tale har Noekkerose vanskeligt ved at traenge igennem.

Et af gamle Simon Paullis Aakande Navne var _Soeblad_. Det er i
sig selv ganske ligetil, men har dog givet Anledning til en Strid,
som endnu er standende, og hvis Hovedpunkt er Spoergsmaalet om
"Hjaerterne" i det danske Rigsvaaben. Somme Historikere paastaar
jo, at de saakaldte Hjaerter ikke er andet end Soeblade, altsaa
Aakander. Er dette virkeligt Tilfaeldet, er der timedes vore to
fornemste Vandplanter stoerre Haeder end nogen anden i vor Flora
baade til Lands og til Vands.

Vi kender alle Kong Volmers Ord "I Skjoldet springe Loever og
Hjaerter staar i Brand", og til disse Chr. Winther'ske Verslinjer
slutter sig Grundtvigs "Hjaerter og Loever i sit Skjold, Danmark
har foert fra Hedenold". Hvad Digterne her synger om, har staaet
som Sandheder, ved hvilke der ikke turde rokkes, at fornaegte dem
var at bryde selve den dyre Skjolderand. Men disse Historikere
har ikke Agtelse for nogetsomhelst. De soenderbryder Skjoldet,
laver Loeverne til Leoparder og Hjaerterne til Aakander.

Til ingen Nytte foerer de Bevis efter Bevis i Marken for, at det
_er_ saaledes. Den gamle Tydning af Rigsvaabnet er for mange en
Trossaetning, hvorimod alle Fornuftgrunde preller af. Det er da
heller ikke Hensigten her at tage Standpunkt i Striden, men blot
sagtmodigt udtale, at det gamle Kongevaabens sindbilledlige
Betydning ikke forringes ved at faa Hjaerterne ombyttede med
Soeblade. En tredje dansk Digter Chr. Richardt har udbragt en
Skaal for hvert gyngende Aakandeblad til Ankers i Oestersoeens
Boelger, og Vaabnets Soeblad bliver da Billedet paa Danmark vaernet
af de tre Vaabendyr, de danske Hovedstroemme imellem Sjaelland,
Fyn og Jylland.

Er dette Sindbillede hentet fra en dansk Indsoe, hvor Noekkens
Roser gynger paa Vandspejlet, mindre skoent end Fremstillingen af
de bloedende Hjaerter, som i sig selv intet betyder?

Som virkelige Aakandeblade, hvorimellem de store, skoenne
Blomster er indstroeede, finder vi dem mange Steder hos _H. C.
Andersen_. I Aeventyret _"Klokkedybet"_ mindes han Barndommens
Land ved Odense Aa, hvor de gule "Aaknapper" vokser, og han lader
_Dyndkongens Datter_ komme for Dagens Lys i en Aakandeblomst, der
aabner sig mod Solen. Naturens underfulde Herlighed i _Paradisets
Have_ aabenbarer sig ogsaa i Aakander, hvis Blomster er som en
roedgul, braendende Lue, som Vandet giver Naering. Det kan taenkes,
at Digteren har kendt de fremmede, roede Nokkeroser han bruger
aldrig delte Navn. som ikke er indgaaet i Folkesproget,--og
muligt husker han dem fra sine Rejser, men det er dog neppe
falden ham i Tanker, at hans eget Lands Vande en Gang med Tiden
skulde prydes af ikke alene roede, men ogsaa blaa Aakander, der
vel kunde maale sig med de Fantasiblomster, hvormed han smykkede
Edens Have.

I _Aarets Historie_ breder Nordens hvide Lotus sine Blade over
Skovsoeen, medens Varmen vaelder ned i den dejlige Sommer, og i
_Tommelise_ sejler Aeventyrets lille Heltinde ned ad Stroemmen paa
et Aakandeblad, der foeres af Sommerfuglen, et af de mest
henrivende Billeder ikke alene i dansk, men vel overhovedet i al
Aeventyrdigtning. At H. C. Andersen her taenker paa Odense Aa,
viser det Traek, at Skruptudsen pynter sin Stue nede i Dybet med
de samme gule Aaknapper, der findes i "Klokkedybet", hvor Stedet
udtrykkelig naevnes.

Hvor meget der endnu lod sig fortaelle om vore hjemlige Soeblade
er det dog paa Tiden at standse. Som en lille Modvaegt imod den
megen Talen om Vaabenskjolde, om Aeventyr og andet laerdt og skoent,
skal dog til Slutning naevnes en lille Enkelthed fra et helt andet
Felt.

Enhver, som elsker Naturen, maa glaedes ved at se Aakanderne i
deres fulde Sommerpragt og intet fremkalder selv midt i
Vinterens blomsteroede Moerke Mindet om de skoenne Timer i hoejere
Grad end vore Vandes hvide og gule Roser, der ogsaa er blevne
sammenlignede med Liljer og Tulipaner. Vi taenker tilbage og
husker Sejlturen henad Aaen eller Soeen forbi Aakandernes groenne
og blomstrende Rige, hvor man gaerne proever paa at plukke
Blomster, dog saedvanligt med lidet Held. Nede under dem leger
Fiskene med deres Finne, som skrevet staar i vore gamle
Folkeviser, og henover Vandspejlets Hjaerter danser og flyver
glimrende Insekter, de skoenne Sivbukke. Det falder os ikke ind,
at de beundrede Vandblomster ogsaa kan goere Nytte, praktisk
Nytte paa Bordet og derefter i Munden. Det har muligt heller
ikke nogensinde vaeret Tilfaeldet her i Landet, men i hvert Fald
oppe i Sverigs fattigere Egne har Almuefolk til Tider maattet
goere Brug af Aakandernes koedede, stivelsesrige Rodstokke, som er
blevne malede og bagte til Noedbroed. Om dettes Naeringsvaerd og Smag
har der ikke kunnet findes Oplysning, men selv om vi ikke
oensker, det skal komme saavidt, er det mon fjernt ogsaa i vor,
lidet hyggelige Tidsalder at sende en Tanke til de Vaerdier, som
ligger paa Vandets Bund?

Ligesom Storhederne i Menneskenes Rige gaerne efterlignes af de
Smaa, saaledes er mange Vandplanter dannede i Aakandernes
Skikkelse. Med samme, flydende Hjaerteblade, tilsvarende
Voksemaade og med Blomster i Gult og Hvidt, hos enkelte slaar
den hvide Farve dog over i Rosa og et endnu kraftigere Roedt.

_Froebid_ kan saaledes gaelde for en Noekkerose i Dvaergeformat, og
kaldes da ogsaa i aeldre Tid, hos Simon Paulli og andre med
Navnet: "Mindste Slags Aakande med hvide Blomster". Senere
godkendtes Froebid som ikke alene Nordens, men de fleste andre
Sprogs gaengse Navn, det latinske Artsnavn _morsus ranae_ er
udsprungen som ligefrem Oversaettelse af Folkemaalet. Almindelig
som denne Plante er naesten allevegne og skoent meget net dog
langtfra fremtraedende dekorativ, frister den ikke til
Indplantning i Havernes Vandpartier.

Det samme gaelder vore _Vand Ranunkler_, hvis 6 forskellige danske
Arter i Laegfolks Oejne skuffende ligner hverandre, en enkelt af
dem hoerer, som allerede naevnt, til de meget faa Blomsterplanter,
der vover sig ud i om just ikke det salte Hav saa dog i det
stille Brakvand. Vand-Ranunklerne samles oftest i en saerlig Slaegt
_Froepeber, Batrachium_, hvis mest ioejnefaldende Faellestraek er
_hvide_ Blomster, medens den toerrere Bunds Ranunkler--eller
Smoerblomster--hos os alle er gulblomstrede.

_Lyseroede_ Blomster, samlede i tykke Aks, har _Vand-Pileurt_.

Dens lange, smalle Blade er skabte som hos de oevrige danske
Pileurter, der er mindre haederlig kendte som slemt Ukrud i Haver
og paa Marker. I det Hele har Vand-Pileurt ikke det saedvanlige
Praeg af at tilhoere det vaade Element og kan ogsaa tidt vandre
ind paa toerlagt Bund eller endog blive en ligesaa slem
Ukrudplante som sine Slaegtninge Blegbladet og Ferskenbladet
Pileurt, fra hvilken Vand-Pileurt dog adskiller sig ved at vaere
fleraarig. Den tager sig afgjort bedst ud som svoemmende med de
smukke rosenroede Blomsteraks stikkende op over Vandskorpen og kan
herude ikke forveksles med nogen anden Pileurt.

Til samme Gruppe. Flydeplanterne, hoerer endnu to Planter, som kun
med et vist Forbehold henfoeres til _danske_ Vandplanter. De har
begge i en fjern Fortid vokset i vore ferske Vande, men goer det
ikke laenger; med en vis historisk Ret tilhoerer de dog stadig vor
Flora og deres Udeladelse vil af flere Grunde vaere paafaldende.

Den ene er _Hornnoedden, Trapa natans_, hvis Blade ikke kan vaekke
Strid om Rigsvaabnets "Soeblade" eller "Hjaerter", eftersom de
snarere har vaeret Forbilleder for "Ruder" paa Spillekortene.
Hornnoeddens ejendommelige Ydre og maerkelige Historie vil ioevrigt
mangen Laeser kende fra Sophus Bauditz's "Fortaellinger fra
Skovridergaarden", hvor man finder dens veltrufne Portraet. Man
ved da, at Trapa er uddoed her i Landet. Om dens Forekomst for
maaske Aartusinder siden, derom vidner Fundet af Hornnoedden
foerst i lollandske Toervemoser, senere ogsaa fra Steder paa
Sjaelland og i Jylland, I vore Dage er den sjaelden i hele Nord- og
Mellemeuropa og gaar som en uddoeende Art stadigt tilbage. Der
gaar Sagn om, at en ivrig Planteven en Gang satte sig for at
genindfoere Trapa natans i den danske Flora. Med Lommerne fyldte,
strittede han Noedderne ud de flest mulige Steder, det hed sig
endog, at de paa Jaernbanerejser blev kastede ud af
Kupevinduerne, naar Toget gik taet forbi en Soe, Aa eller blot et
Vandhul, men der forlyder intet om, at der nogetsteds i Landet
viste sig levende Hornnoedplanter.

Skoent Hornnoeddens Ydre er meget beskedent, vil de svoemmende
Ruderblade altid vaekke Opmaerksomhed, selv om man ikke har laest
Bauditz eller fra anden Side kender Plantens maerkelige Historie,
som i "Skovridergaarden" er behandlet med nogen digterisk
Frihed. Men Trapa har aabenbart noget vanskeligt ved at finde
sig til Rette i det nuvaerende Danmark, hvad saa end Grunden kan
vaere og saetter i hvert Fald sjaeldent modne Frugter. Om Dyrkningen
vil Laeseren andetsteds i denne Bog finde de fornoedne Oplysninger.

Den anden Vandplante, hvis Borgerret her i Landet blev naevnt som
tvivlsom er _Limnanthemum nymphoides_, der ligeledes forlaengst
har ophoert med at vaere vildvoksende hos os, men hvis Frugter ved
at vaere fundne i Toervemoser eller dybt i jordlagene vidner om en
fordums Tilvaerelse. Dens Forhold i Nutiden er dog helt anderledes
end Hornnoeddens.

Flygtigt set minder denne Plante om Gul Aakande. Bladene er flere
Gange mindre, men smukt hjaerteformede, Blomsterne ved naermere
Eftersyn langtfra aakandelignende, men ligner mere store, gule
Aurikler. Planten hoerer til Ensianfamilien, der taeller saamange
skoenne Arter og saerligt en Maengde Alpeplanter.

Hvorfor, kan Laeseren spoerge, praesenterer vi dog Planten under et
skraekkeligt, langt og svaert latinsk Navn. Lad os hoere et godt,
dansk Ord. Desvaerre er dette Oenske lettere at sige end at
opfylde. Limnanthenum savner et Navn med hjemlig Klang, en
ligefrem Foelge af, at den er saa lidet kendt.

Efter at have vokset hos os i Stenalderen eller anden
Oldtidsperiode forsvandt L. (som vi foreloebigt kalder den) ganske
og dukkede foerst op i den nyeste Tid. Naar vi traeffer den i vor
aeldre, botaniske Litteratur er Grunden den, at Planten voksede i
Syd-Holsten, saerligt i Elben og dens Bifloder som en Tid lang
regnedes for Artens Nordgraense. Sydpaa var den udbredt over hele
Nordtyskland dog intetsteds saerlig almindelig.

Da Hertugdoemmerne gik tabt, skulde L. dermed vaere slettet af den
danske Flora, men omtrent samtidigt fandt man den i det
egentlige Danmark; e. 1863 i Faestningsgravene ved Kronborg,
senere flere Steder i sjaellandske Aaer, desuden i Odense Aa og i
de allersidste Aar i Vor Aa i Nordjylland. Overalt siges den at
vaere indplantet, ikke virkelig vildtvoksende, I Modsaetning til
Hornnoedden lader saaledes L. til at foele sig meget vel til Mode
i Nutidens Danmark, og i Sverig, i hvis Stroemme den ligeledes er
plantet, er det samme Tilfaeldet. Den rykker stadigt laenger
nordpaa og agter vistnok paany at erobre sig en blivende Plads
indenfor den skandinaviske Flora.

I nyere, botaniske Boeger opfoeres L. med det danske Navn,
_Soeblad_, der som vi har hoert er et af Aakandens gamle Navne. Som
Navn paa Limnanthemum er det misvisende alene af den Grund, at
det kan lede til den Tro, at Rigsvaabnets "Soeblade"--eller
"Hjaerter"--i Virkeligheden er denne Arts Blade, hvad aldeles ikke
kan vaere Tilfaeldet. Man ser ogsaa Planten opfoert som
_Aakande-Soeblad_, men et saa kunstigt Ord vinder aldrig Indgang i
daglig Tale. I Sverig, hvor L. jo ogsaa er ny. har Botanikerne
lignende Navne-Vanskeligheder, et af de foreslaaede Navne er her
det poetiske _Soeguld_.

Saameget rigere er L. paa videnskabelige Navne. Foruden de ny
tillige _Nymphoides peltatum, Villarsia nymphoides_ og endnu
flere som for naesten alles Vedkommende omfatter et _nymphoides_,
der henpeger paa Ligheden med Aakanderne.

I Havernes Vandpartier vil den, hvad man saa foretraekker at
sige, altid goere sig gaeldende. Hvem som ikke forud kender
"Soeguldet" vil hvert Aar kunne finde det blomstrende i Juli og
August i et af Vandbassinerne i Botanisk Have i Koebenhavn.

Der kunde fremdrages endnu flere Vandplanter af foerste Grad,
hvormed vi forstaar Arter, som enten gennem hele deres
Tilvaerelse holder sig skjulte nede under Vandet eller kun lader
sig tilsyne med Bladene flydende paa Vandspejlet samt en Tid
ogsaa med Blomsterne ragende op. Det her naevnte lille Udvalg
omfatter dog de mest ioejnefaldende af vore indenlandske "aegte"
Vandplanter.

I ethvert nogenlunde rummeligt Ferskvand findes en Raekke
forskellige Plantesamlag, der skifter i regelbunden Foelge
efterhaanden som man naermer sig Bredden. Laengst ud gaar
Aakanderne, dog sjaelden paa dybere Vand end ca. 2-2,5 m, paa
lavere Vand breder Vandranunklerne, Froebid og andre sig tidt
over sammenhaengende, store Flader. _Andemad_ ikke at forglemme.
Overfor dette Vandukrud kan enhver Vandgartner, hvis man toer
bruge dette Udtryk, som Slagsang kunne istemme Hostrups kendte
Vise "Andemad, vaek, den Fordring baer vi frem". Og i Hartkorn med
Andemaden slaar han Groede og Vandpest, foruden andet der laegger
sig kvaelende som et Kistelaag over Vandet og helt kan standse
Stroemmen.

Paa Graensen mellem Land og Vand breder der sig almindelig en
Braemme af Siv og Roer ispraengt en broget Blanding af alskens
Urter, hvorimellem mange af vore hoejeste, stateligste og
skoennest blomstrende Planter, delvis de samme der smykker
Moserne, hvis Plantevaekst atter danner Overgangen til Engfloraen.

[Illustration: Aakander, Havevarieteter i Soeen i D. T. Poulsens
Planteskole ved Kvistgaard]

Disse Planter hverken svoemmer eller flyder, men haever deres
Blomster og Lov hoejt til Vejrs. Deres lavere Dele staar derimod i
aabent Vand og handler stik imod den gamle Sundhedsregel at holde
Foedderne toerre og varme.

Her pranger de store Skaermplanter _Vand Kvan, Billebo_ og
_Maerke_, jaevnsides _Hjortetroest_ og _Kattehale_ med lillaroede
Blomsterstande. Her gror vor vilde, gule _Iris_, hvis Skoenhed
ikke er ringere end dens fremmede, mangefarvede Slaegtninges, og
vi oejner de smukke, moerkegule _Fredloes_-Blomster. Om Foraaret
skinner alt vidt og bredt gult af blomstrende _Kabelejer_, og hen
paa Sommeren farves store Straekninger hvide af _Mjoedurternes_
Skarer. Imellem de Store titter _Forglemmigejerne_ frem med
blide, blaa Oejne, de rosa _Dueurter_ og forskellige _Ranunkler_ i
gaengs Tale kaldte Smoerblomster.

Indenfor Soe- og Aabreddernes Planteverden maerker vi os til
Slutning endnu to, som ikke hoerer til de ringeste, _Brudelys_ og
_Pilblad_. Begge af samme Familie: Blomstersivene og begge
saerdeles statelige, af en egen Skoenhed, som langtfra er pralende
men ganske stilfaerdig.

Deres Navne er saa traeffende, at ingen kunde taenkes bedre. Den
ene er opkaldt efter sine Blomster, den anden efter Bladene.
Brudelys, hvis Staengel virkelig er saa rank som et Lys, afslutter
oeverst med en mangestraalet Skaerm, en Kandelaber, hvis
enkelte Blus er rosaroede eller nu og da ligesom solblegede,
naesten snehvide Blomster. Den svarer fuldtud til sit smukke
Navn, der maerkeligt nok kun synes kendt i det danske Sprog og
endda er af nyere Oprindelse.

Aeldre Botanikere som _Kylling_ kalder den "Siv med roedagtige
Blomster", hvilket mere er en hoejst ufuldkommen Beskrivelse end
et Navn, senere blev _Aasir_ (lig Aapryd) foreslaaet, vist af
Botanikeren _Viborg_. Paa Bornholm gik den under Navnet
"Brudelys", og dette Navn blev heldigvis gangbart i almindeligt
Rigsmaal, og nu kendes Planten herhjemme ikke under noget andet.
Brudelys er ret almindelig, men optraeder dog sjeldnere i stoerre
Maengder samme Sted.

_Pilblad_ har i Modsaetning til Brudelys et Navn som vist i alle
Sprog er ensbetydende og fremhaever Bladets maerkelige Pil- eller
Spydform. Man har allevegne set bort fra de dog i sig selv
smukke, blegroede Blomster. Allerstaerkest haevdes den faelles
Grundtanke i vor egen, eneste indenlandske Pilblads latinske Navn
_Sagittaria sagittifolia_, et kraftigt malende Dobbeltnavn i Stil
med et Bjoernstjerne Bjoernson. De mange fremmede, isaer amerikanske
Arter varierer Bladformen indenfor samme Hovedform paa en
interessant og fornoejelig Maade.

Pilblad maa plantes paa ret lavt Vand, ellers udsaetter man sig
for en ubehagelig Overraskelse, idet Planten kan optraede som
Forsvindingskunstner og helt blive borte under Vandet. Dette
svarer til, hvad ikke sjaelden finder Sted ude i Naturen paa
dybere Vand eller i staerkt rindende Stroem, hvori Pilblad
omdannes til lange, slappe Graes- eller Sivblade, der holder sig
rent undersoeiske. Man ser intetsomhelst til Blade over Vandet og
ligesaalidt til Blomster. Hermed mister Sagittaria selvfoelgelig
al dekorativ Vaerd som Prydplante og maa i denne Skikkelse
naermest regnes for Vandukrud.

Pilblad er kun truffen enkelte Steder paa Sjaelland, mangler helt
paa naesten alle oevrige Oeer, men bliver ret almindelig i de
vestjydske Aaer, hvor ogsaa Brudelys er mere talrig end
andetsteds.

Denne Skildring af danske Vandplanter meddeler kun spredte og
ret tilfaeldige Traek, men kan dog vel give en Forestilling om, at
vi _paa dette Omraade vel er et lille, men ingenlunde noget
fattigt Land_,




II. STENHOeJSPLANTER

Saafremt "Stenhoejsplanter" tages i Ordets snaevrere Forstand af
Alpeplanter eller Hoejfjeldsarter, er det indlysende, at Danmarks
vildtvoksende Flora maa give blank op paa dette Felt. I et Land,
hvor Bjaerg kun er Bakke, kan der hoejst regnet blive Tale om
Klippeplanter, som i denne Egenskab endda udelukkende er
knyttede til den ene Oe, Bornholm, hvis Granitvaegges Plantevaekst
huser adskillige Arter, som er sjeldne eller endog helt mangler i
vore andre Landsdele.

Det boer dog indskydes, at denne Fattigdom
paa Alpeplanter ikke gaelder for Islands, Faeroeernes og Groenlands
Vedkommende. Deroppe vokser en Vrimmel af Arter, som naesten alle
genfindes paa de norske og svenske Fjaelde, men savnes i det
danske og oevrige europaeiske Lavland.

Mange af de Planteslaegter, som udgoer den faste Stok paa Havernes
Stenhoeje, og der vil traeffes i enhver Samling, har ganske vist
ogsaa Medlemmer indenfor det egentlige Danmarks Graenser. Slaegter
som Alyssum, Arabis, Arenaria, Campanula, Draba, Erica,
Gentiana, Primula, Silene og flere endnu. Men de _dyrkede_ Arter
er overvejende indfoerte fra fremmede, bjaergrige Lande, medens de
indenlandske Arter i de samme Slaegter maa opsoeges i Moser, paa
Marker og Enge, i Skove og paa Heder, kort sagt alle andre
Steder end paa Stene og Klipper.

I den danske Flora kan vi da kun vente at finde et Mindstemaal
af Planter, hvis Navne hentyder til stenede Voksesteder. Det
indfoerte Naaletrae, Bjaergfyrren, Hedens Skovtrae svarer herhjemme
aldeles ikke til sit Navn, og vi traeffer i det Hele kun to
Slaegter, hvis blotte Navne udtaler, at de rettelig tilhoerer
Bjaerglandene. Det er _Stenbraek_ og _Stenurt_.

Af disse to maa endda Stenbraek--_Saxifraga_--gaa ud som dansk
Stenhoejsplante forsaavidt dens tre, indenlandske Arter fornaegter
deres Navn. En vokser paa Enge, en anden i Moser, den tredje paa
sandede Marker. Vor almindeligste Art _Kornet Stenbraek_ er en
smuk Engplante, som lejlighedsvis og gaerne med fyldte Blomster
finder Plads paa Havernes kunstige Klipper, hvor den dog ikke er
egnet til at vaekke stoerre Opsigt. I Norge findes derimod c. 15
forskellige Saxifraga-Arter, og i Groenland gaar flere Medlemmer
af denne store Slaegt saa hoejt mod Nord, som der overhovedet
traeffes Blomsterplanter.

Stenurt, _Sedum_, forholder sig helt anderledes og kan med Rette
fremdrages som den mest udpraegede danske Stenhoejsplante-Slaegt.
Mindst af Praeget har _Sedum maximum_, Sankt Hansurten, oftest at
finde i solaabne Krat, paa Bakkeskraenter, langs Strandbredder
eller nu og da venligt vinkende ned fra gamle, mosgroede
Straatage. Ved at optraede i usaedvanlig Maengde og Frodighed paa de
bornholmske Granitklipper giver dog Sankt-Hansurten tydeligt til
Kende, at ogsaa den er af Stenurternes Slaegt, selv om den
forstaar at tilpasse sig Lavlandets Natur.

Danske Flora'er, som Raunkiaer's og Rostrup's naevner en hel,
lille Raekke andre Sedum-Arter, men ved naermere Eftersyn opdager
vi, at de naesten alle opgives som "forvildede". Hverken _album,
mite, rupestre, stellatum_ og flere endnu regner Botanikerne for
virkeligt vildvoksende, deres rette Hjem er andetsteds, ioevrigt
ikke langt borte, de vokser saavel i Sverig-Norge som sydpaa i
de mellemeuropaeiske Bjaerge.

Disse "forvildede" Stenurter boer dog ingenlunde saettes i Klasse
med almindeligt, mere eller mindre ondartet Ukrud, der meget mod
vor Vilje breder sig i Haver og paa Marker. Det er nydelige
Smaaplanter, hvis saftfulde Groent og fine, gule, hvide eller
rosa fremstraalede Stjaerneblomster liver op imellem de doede
Sten, og i Stedet for det mere flove "Stenurt" havde de fortjent
at bevare deres gamle, danske Navn _"Stenpryd"_.

Vi selv--Plantevenner og Blomsterkendere--har udbredt de
fremmede Stenurter, i det, som Rostrup skriver, "Folk har moret
sig med at udsaa Froe af disse Planter", flere af dem bredte sig
ved Selvsaaning "af sig selv", som det hedder og slog,
bogstaveligt, Rod i den danske Flora. Om dem alle gaelder, hvad
Rafn's Flora fra Aar 1800 vedfoejede om Hvid Stenurt, at "den er
smuk nok til at fortjene en Plads i Haven".

Denne _Hvid Stenurt, Sedum album_, er meget almindelig langs
Strandvejen mellem Koebenhavn og Helsingoer, den er her dog neppe
aeldre end c. 1850, hvorimod den allerede 1822 er opnoteret fra
et Stendige ved Frederiksdal naer Furesoeen. Endnu tidligere er
den bleven set paa Fyn, hvor Rafn har den fra et Stendige taet ved
Herregaarden Ulriksholm, som altsaa er dens aeldste, paaviselige
Findested her i Landet, loevrigt er det usikkert, om Sedum album
som dansk kun er "forvildet"; enkelte Botanikere mener, at den
paa Bornholms Klipper, hvor den findes i Maengde, maa regnes for
ligesaa oprindelig vildvoksende som Granitterraenets oevrige
Planteverden. Paa dette Sted har Menneskehaand knapt udsaaet
den.

Aldeles utvivlsom af dansk Indfoedsret er _Bidende Stenurt, Beduin
acre_. Ogsaa den foretraekker Stendiger og Klipper, men selv om
hvert Stengaerde forsvandt, vilde _"Bladeloes"_, som den kaldes i
aeldre dansk, ikke vaere aftaget videre i Antal. Den foeler sig som
hjemme paa sandede Marker og Bakker, og E. Warming naevner den som
en af de 20 Blomsterplanter, der udgoer de vestjydske Havklitters
foerste, fattige Flora. Aaret rundt ses dens Skudender stikke opad
Sandet naesten som smaa, moerkeroede Hoveder, og hen paa Sommeren er
dens blomstrende, guldskinnende Tuer meget ioejnefaldende i det
hvide Sand.

Ligesom sine Fraender holder Bidende Stenurt sig langtfra altid
Salmistens Paabud om at soege de nedrige Steder efterrettelig,
den straeber tvaertimod efter at naa op i Hoejheden, selv om den
der kun kommer til at ligge paa Straa. Hvor den faester Rod paa
Straatagene, kan Sankt Hansurten slaa Foelge, og lejlighedsvis
traeffer de ogsaa et tredje Medlem af just ikke samme Slaegt,
Sedum, men dog tilhoerende en faelles Familie, _de Tyk-bladede_ paa
Latin kaldet _Crassulaceae_. Denne Nummer tre roeber alene ved
Navnet _Tagloeg_ sit vanlige Voksested.

Slaegten Tagloeg eller Husloeg, _Sempervivum_, opfoeres i Kataloger
over Stenhoejsplanter med 30 eller endnu flere, forskellige Arter,
hvoraf de fleste udenfor Blomstringstiden ligner hverandre
skuffende. Hovedparten stammer fra Europas og Asiens Bjaerge og er
saa at sige af Naturen bestemte til Plantning paa Havernes
kunstige Klipper. Middelhavslandenes Flora taeller adskillige
Sempervivum-Arter, hvoraf enkelte ligner den store Napoleon i at
have overskredet Alperne, ganske vist ad den modsatte Vej, fra
Syd mod Nord. Men kun en eneste er naaet helt op til Danmark, ja
laengere endda, lige til Norge, og da den heroppe er uden naere
Slaegtninge, kaldes Arten, _Sempervivum tectorum_, ligefremt
_Tagloeg_, uden noget Tillaegsord.

Med denne Plantes Indvandring hos os har det sin egen
Sammenhaeng, der ikke er uden historisk Interesse.

I sin Hjemstavn, Sydeuropas Alper, er tectorum i Lighed med
andre Tagloeg-Arter en udpraeget Klippeplante. Langt tilbage i
Oldtiden var den kendt af Hvermand, og man brugte de tykke,
saftige Bladrosetter, der overskaarne ligesom Saftplanters Blade
i det Hele var et udmaerket Husraad, et koelende, laegende Middel
mod Brandsaar, Bylder ja selv mod Ligtorne. For at have
Semperviven, den stedselevende, som Plantekendere kaldte den, naer
ved Haanden, indplantedes den i Urtepotter eller plantedes frit
ud paa Tagene, som den Gang neppe var straataekte, men snarere
graestoervklaedte.

[Illustration: Stenhoejsparti at store Klippesten rigeligt
beplantet med forholdsvis faa Arter.]

Folketroen drager imidlertid Slutninger paa sin egen Maade og
gik ud fra, at denne gode Urt, der saa fortrinligt slukte
Branden, der rasede i vort eget Koed, ogsaa var skikket til at
vaerne mod Ilden fraoven, mod Himlens Lyn. Derfor satte man
Husloeget til at vaere Lynafleder paa Menneskers Boliger og Kvaegets
Stalde, og af samme Grund indviedes Planten til den gamle
Tordengud, Romernes Jupiter, hvilket fik sit ydre Udtryk i det
folkelige Navn _Barba Jovis_, Jupiters Skaeg, som de aeldste
Oldtidsforfattere kalder den.

Troen paa Tagloegets undergoerende Kraft bredte sig stadigt laenger
mod Nord, og fjernt fra dens Hjem plantede man Sempervivum paa
Tagene.

Med al sin Agtelse for Oldtidens nedarvede Visdom levede
Middelalderen videre paa den klassiske Tro paa Tagloeget som
Lynamulet, hvad der var saa meget mere roerende, som selve Himlen
utvivlsomt ofte har givet sig til Kende, at den ingenlunde var
ligesaa staerk i Troen, men uaerboedigt kunde lade sine Lynstraaler
splintre de skroebelige Tage, selv om de var nok saa fyldte med
Jupiters Skaeg. Dette Navn bevaredes i Munkelatinen, men ulaerde
Germaner ombyttede den romerske Tordenguds Navn med et mere
hjemligt og kaldte Planten Donars Bart, Tors Skaeg, der senere i
gaengs Tale forvanskedes til Donnerbart eller Donnerkraut.

Et maerkeligt Vidnesbyrd om Tordenurtens store Ry er bevaret i de
saakaldte Kapitularier, Forordninger, som Kejser Karl den store
c. 812 lod affatte vedroerende Driften af Krongodserne. Heri
findes en Liste over de Koekken- og Krydderurter samt Frugttraeer,
som Kejseren oenskede skulde dyrkes. Sidst af Urtehavens ialt 72
Arter naevnes Barba Jovis, i Oversaettelse lyder Stedet saaledes:
"Gartneren skal have Tagloeg paa sit Hus."

Den foerste danske Plantebog, _Simon Paullis Flora danica_,
udgivet 1648, skriver foelgende om Husloeget eller Sankt
Hans-Loeget, som tectorum her kaldes: "Denne Urt voxer her i disse
Lande saare mangfoldigen paa Landsbyen. Thi den tidt ikke
alleniste groer nedre paa Taget, men endda oeverst paa Ryg-Aasen
...." 40 Aar senere meddeler _Kyllings Viridarium Danium_, den
foerste Fortegnelse over alle den Gang kendte danske
Blomsterplanter kort men godt, om Tagloegets Forekomst: "Paa
Tagene mange Steder".

Dette passer nu ikke laenger saa ganske. Tagloeget er ved at blive
en Sjaeldenhed og maa siges at falde som Offer for flere
sammenstoedende Omstaendigheder. Ingen har mere Tiltro til det som
Lynafleder og Brandskader laeges paa anden Vis end ved Saftblade,
ligesom Straatagene lader vel tarvelige selv til
Husmandshjemmene og derfor langt fra er saa raadende som i vore
Bedsteforaeldres Tid. Tilpasse sig mere nutidssvarende Taganlaeg
kan Husloeget ikke, og saaledes staar den foer saa udbredte Plante
i Fare for at blive husvild. Ligesom sin gamle Nabo Storken hoerer
den til det Danmark, som forsvinder.

Priset vaere da Havernes Stenhoeje og kunstige Klipper, hvor
Stenurter og Husloeg kan dyrkes fra Slaegt til Slaegt. Selv en
mindre Samling Stenhoejsplanter indeholder gaerne en eller flere
Sempervivum-Arter. Har man frit Valg, boer man sikkert foretraekke
tectorum fremfor nogen anden. Som et mangehundredaarig Medlem af
Danmarks Planteverden fortjener den alene i Kraft af sin
minderige Fortid at saettes oeverst paa Listen.

Straatagenes Forsvinden er til at baere, men at ogsaa vore
Stengaerder er i staerk Aftagen, maa aergre den vildvoksende Floras
Venner. De hegnede i fordums Dage naesten hver Marklod, hvert
Krat og mange Haver, men regnes i vor Tid naermest for Oedselhed.
Hvormange samfundsnyttige Skaerver kan saadan et Dige af lutter
store Kampesten ikke give Stof til! Man river Stengaerderne ned,
og hvad plejer der at komme i Stedet? Haesligt, ondskabsfuldt,
naesten modbydeligt Pigtraadshegn.

Faa Steder er eller var Botanikerne kaerere end Stendiger. Der er
fredhellige Arnesteder, hvor mange forskellige Arter kappes om
Pladsen, og man naesten altid finder Planter, som ellers ikke
vokser i Omegnen. Her er Sjaeldenhederne vaernede mod Leens,
Plovens eller Spadens Oedelaeggelsesvaerk. Jordens tiltagende
Opdyrkning griber jo overalt forstyrrende ind i Landets
oprindelige Plante- og Dyreverden.

Navnlig paa Stensaetninger om Haver traeffes den frodigt voksende
_Linaria Cymbalaria_, paa Dansk kaldet med et skraekkeligt Navn
_Haandlappet Torskemund_, ikke helt sjaeldent. Ogsaa den hoerer til
de "forvildede" og er endda kommen ret sent her til Landet.
Hornemans "Plantelaere" fra c. 1820 naevner den som tilsyneladende
vildvoksende kun fra et enkelt Sted i det davaerende Danmark,
Muren om Gottorp Slotspark. Rostrup forbigaar den helt i sin
Flora's foerste Udgave 1860, i de senere omtales Cymbalaria som
forvildet hist og her, og den er aabenbart, modsat Tagloeget, i
Tiltagende herhjemme. Italien naevnes som dens egentlige Hjem, og
Romafarere kender den fra den evige Stads Ruiner, som den klaeder
med sin taette, groenne Kappe. Paa Stenhoeje, hvor Cymbalarien skal
vokse jaevnsides andre, breder den sig oftest alt for voldsomt,
kryber vidt og bredt til alle Sider og er ikke til at blive af
med, selv om man gerne vilde. Hvor den har Plads nok til
Raadighed goer den god Fyldest, er udmaerket til Stengrotter og
Mure, hvorimod den boer fraraades paa egentlige Stenhoeje. Som
smuk Ampelplante er Linaria Cymbalaria velkendt under Navn af
_"Huslig Lykke_".

Udenfor Blomsterplanternes Raekke maa Flertallet af danske
_Bregner_ fremhaeves som Stenhoejsplanter i dobbelt Betydning. De
traeffes i fri Natur ofte paa Stendiger og Klipper og egner sig
som dyrkede fortrinligt til at plantes paa tilsvarende Steder.

_Engelsoed, Polypodium vulgare_, er vor almindeligste
Stengaerde-Bregne, men dog langt mindre bunden til Sten og Klipper
end mangen anden Bregne, hvoraf de smaa, henrivende
_Radeloev-Arter_, Slaegten _Asplenium_, hoerer til de Planter, som
allermest er ramte af Menneskenes skaanselloese Fremfaerd mod deres
foretrukne Voksepladser. Vore fire Radeloevbregner er alle sjaeldne
og bliver det stadigt mere. _Nordisk Radeloev_, som endnu for
30-40 Aar siden stod opfoert fra ikke faa Steder rundtom i Landet,
hovedsagelig paa Stengaerder, har disses Aftagen naesten bragt til
fuldstaendig Forsvinden. Kun Bornholms Granitklipper skylder vi,
at saavel Radeloev-Arterne som andre stenelskende Planter endnu
synes at have en lang Fremtid for sig som Medlemmer af den danske
Flora, og i saerdeles Grad er vor Klippeoe et Paradis for alle
danske Bregner.

Selvfoelgelig kunde der endnu fremdrages en lang Raekke
vildvoksende Planter, som der var Grund til at skaenke Plads paa
Havestenhoejen. Da de i den fri Natur ikke saerligt soeger stenede
Voksesteder, foreligger naeppe Grund til at skaenke dem Omtale som
danske Stenhoejsplanter. Vi maa indroemme i den Forstand
Overskriftens Ordlyd er taget, falder Udbyttet temmeligt magert.
Som vort Land nu en Gang er indrettet, kunde det ikke blive
anderledes. Og helt uden Interesse er Beretningen om vore
hjemlige beskedne Alpeplanter dog forhaabentlig ikke.

[Illustration: Lille nordamerikansk Vandhave med stor
Plantesamling. Cementkanten burde skjuls; men Ejeren vil noedig
undvaere den under sit Arbejde i Bassinet.]

[Illustration: Fig. 53. Iris Kaempferi eller laevigata i
Knuthenborg Park.]





UDVALG AF VAND- OG MOSEPLANTER



(Ved _Axel Lange_).


Nedenstaaende Udvalg er foretaget under Hensyntagen til, hvad en
dansk Amatoer kunde taenkes at komme til at beskaeftige sig med.
Medens der saaledes er naevnt et forholdsvis stort Antal Arter,
er Tallet paa Have-Varieteter forsaetligt bragt ned, idet
saadanne let kan findes i Handelsgartner-Kataloger.

_Acorus calamus, "Kalmus"_, er en meterhoej Plante med en Maengde
ubetydelige Blomster i en lang, taet Kolbe. Bladene brede,
graeslignende. Rodstokken er meget aromatisk. Der findes en
brogetbladet Varietet. Mosehuller og Soebredder paa lavt Vand.

_A. gramineus_ fra Japan og dens Varietet _fol. var_. med brogede
Blade, er lave, tueformede Planter med graeslignende Blade. De kan
anvendes som Indfatning om Mosebede.

_Aira caespitosa, "Mose-Bunke"_, 1 m hoej. Et her i Landet
almindelig udbredt Graes, som vokser i taette Tuer. I dyrket
Tilstand bliver Tuerne meget store og fyldige. Smaa-Aksene i den
rigtforgrenede Stand er violetbrune. En Varietet med blege eller
gyldne Smaa-Aks: _pallida_ er overordentlig smuk og maa anbefales
i meget hoej Grad. Mosebed.

_Alisma plantago, "Skeblad"_. Indtil meterhoej Plante med ret
store, aeg-hjaerteformede Blade og smaa hvide Blomster i en stor
Top. Mosehuller eller Soe paa lavt Vand.

_Allium senescens_. Europa. 35 cm hoej. Bladene er lange,
linieformede; Blomsterskaftet noget sammentrykt med en taet Skaerm
af matlilla Blomster. Mosebed. Juni.

_Apogoneton distachyum_ fra S. Afrika, kan om Sommeren dyrkes ude
i smaa, lune Vandhuller, men maa om Vinteren holdes i Koldhus.
Bladene har lang Stilk og flydende Plade. Blomsterne hvide, af
staerk, ejendommelig Duft, samlede i en maerkelig tokloeftet
Blomsterstand.

_Astilbe_. Denne Slaegt, som slutter sig naer til _Spiraea_, rummer
en Maengde praegtige Arter og Hybrider. Bladene er gaerne flere
Gange fjersnitdelte. Blomsterne er smaa, men meget talrige,
samlede i store Stande. De formeres let ved Deling. Egner sig
saerlig til Plantning paa Mosebede, ved Vandloeb eller omkring
Springvandsbassiner. Halvskygge.

Af Arter kan naevnes: _A. Davidi_. 1,5 m. Bladafsnittene
aegformede, grovt savtakkede. Blomsterne lyskarmin i en meget
langstrakt, smal topformet Stand. August. _A. grandis_. 1 m.
Bladafsnittene aegformede, skarpt savtakkede. Blomsterne
gullighvide i langstrakt Top. August. _A. japonica (Hoteja
japonica_). Bladafsnittene elliptisk-lancetformede, blanke.
Blomsterne hvide i pyramideformet Top. Juni. _A. rivularis_,
Himalaya. 1-1,5 m. Bladafsnittene store, aegformet-elliptiske.
Blomsterne gullighvide. Juni.

Af smukke Hybrider kan anfoeres: _A. Arendsii, "Kriemhilde",
"Lachskoenigin", Rubella, "Queen Alexandra", "Gerbe de neige"_.
loevrigt henvises til rige Udvalg i Handelsgartnerkatalogerne.

_Avena elatior, "Draphavre"_. Af dette almindelige, vildtvoksende
Graes findes en smuk hvidbroget Varietet, som er lavere og taettere
af Vaekst end Hovedarten. Formeres let ved Deling og egner sig til
Indfatning omkring Mosebede.

_Batrachium aquatile, fluitans_ og _circinata_ o. a. Arter.
Vandplanter med Undervandsblade, der er mangedelte med
traadformede eller boersteformede Afsnit, de to foerstnaevnte Arter
har ofte tillige Flydeblade. Blomsterne hvide. Plantes i
Smaasoeer eller Vandhuller og breder sig let, saa at de i
Blomstringstiden kan danne ligesom et helt hvidt Taeppe over
Vandfladen.

[Illustration: Fig. 54. Butomus umbellatus. (Disse og foelgende
6 Billeder efter "Nordens Flora").]

[Illustration: Fig. 55. Calla palustris.].

_Butomus umbellatus, "Brudelys"_. En af vore smukkeste, hjemlige
Planter. Dens Blade er lange, linieformede. Blomsterskaftet, som
bliver meterhoejt, baerer en Skaerm af langstilkede, lysroede
Blomster. Plantes paa lavt Vand i Soeen mellem Dunhammere og andre
vilde Planter eller i smaa Vandhuller i Mosebedet. Juni-Juli.

_Calla palustris, "Kaer-Mysse"_. Bladene friskgroenne, blanke,
hjaerteformede; Blomsterne samlede i Kolbe med et stort
Hylsterblad, som udvendig er groent og indvendig hvidt; efter
Blomsterne udvikles Baerrene, der tilsidst bliver roede. Trives
bedst i Halvskygge paa dyndet Bund og lavt Vand; i Sol bliver
Bladene mindre og blegere groenne. Ca. 1/4 m hoej. Juni-Juli.

_Caltha alpina_ er naeppe mere end en Varietet af _C. palustris_;
den er stoerre end denne.

_C. leptosepala_ fra Nord Amerika er ca. 30 cm hoej. Bladene
aeg-ovale med hjaerteformet Basis, Blomsterne med 7-10 gullighvide
Baegerblade. Plantes i fugtigt Mosebed.

_C. palustris, "Eng-Kabeleje"_. Denne almindelige Plante fra vore
Enge har hjaerteformet-nyreformede, blanke, moerkegroenne Blade og
aeg-gule Blomster. Fortrinlig til Plantning langs Vandloeb gennem
Mosebedet. Det er en Plante, der varierer betydeligt m. H. t.
Bladenes Stoerrelse, Form og Blankhed, saavelsom i Blomsternes
Stoerrelse og Rigdom, ogsaa af de fyldblomstrede: _fl. pl._, som
blomstrer laengere end de enkelte, findes flere Typer.

_Cardamine pratensis, "Engkarse"_ med blegt lillarosa Blomster og
navnlig dens Varietet. _fl. pl_. med stoerre og staerkt fyldte
Blomster er en god lille Plante til Mosebed.

_Carex, "Star"_. Mange af de danske Arter er meget dekorative og
kan anvendes til Indplantning i Mosebede eller ved Soebredder. De
her anfoerte er blandt de bedste.

_Carex acutiformis_ og dens Varietet _fol. var_. med hvidstribede
Blade plantes ved Soebred eller paa lavt Vand.

_C. pseudocyperus_. Smuk, gulgroen Art med haengende Aks. Vokser
gaerne i Toervegrave lige over Vandspejlet, plantes derfor bedst
paa Randen af Mosehuller.

_C. riparia. _1 m hoej. Aksene tykke, brune og blanke. Af denne
Art findes en brogetblandet Varietet: _fol. var_. Plantes i
Mosehuller paa lavt Vand.

Af Star-Arter fra fremmede Lande kan naevnes:

_C. Buchanani_. Ny Zeland. Bladene er smalle, naesten
traadformede, toerre i Spidsen, og gennem hele deres Laengde
ioevrigt af en ejendommelig brun Farve, saa at Planten ser ud,
som om den var vissen. Synes fuldstaendig haardfoer her i Landet.
Mosebed, baade paa fugtig og temmelig toer Bund.

_C. comans_. Ny Zeland. Bladene er traadformede, fine, samlede i
taette Tuer. Om dens Haardfoerhed her i Landet kan intet bestemt
siges endnu, af og til gaar den ud om Vinteren, medens den til
andre Tider synes at kunne modstaa en Del Kulde; maaske er det
overdreven Fugtighed om Vinteren, som den ikke taaler.

_C. Grayi_. Nord Amerika. Ca. 1 m hoej, ejendommelig Art. Aksene
er kugleformede med spidst, kegleformede, oppustede Frugthylstre.
Soebred eller Mosebed.

_C. muskingumensis_. Nord Amerika. Vokser i taette Tuer. Skuddene
c. 80 cm troeje med mange Blade. De groenne Smaa-Aks er samlede i en
aksformet Stand i Skuddets Spids. Soebred eller Mosebed.

[Illustration: Fig. 56. Caltha palustris.]

[Illustration: Fig. 57. Hottonia palustris.]

_Chamaenerium angustifolium, "Gederams"_. En smuk, meterhoej
Plante med lange underjordiske Udloebere og store, karminroede
Blomster i en lang Klase. Plantes paa den toerre Del af
Mosebedet.

_Chrysosplenium alternifolium_ og _oppositifolium, "Milturt"_. To
lave Planter med lysgroent og gulgroent Loev og ubetydelige
Blomster. Dyrkes paa beskyggede, fugtige Steder.

_Comarum palustre, "Kragefod"_. Skuddene lange, nedliggende eller
opstigende med uligefinnede Blade, der er blaagroenne paa
Undersiden. Blomsterne brunroede. Plantes i den fugtigste Del af
Mosebedet.

_Cornus canadensis_ fra Nord Amerika og _Cornus suecica,
"Hoensebaer"_ fra Europa (ogsaa Danmark) er to lave Planter, som
har smaa sortroede Blomster, der er omgivne af fire store,
kronbladlignende, hvide Svoebblade, hvilke traeder i Kronens Sted
som Vejleder for Insekterne. Efter Blomstringen foelger ret store
roede "Baer". Plantes i Halvskygge, _suecica_ paa vaad,
_canadensis_ paa noget toerrere Mosejord.

_Drosera, "Soldug"_. Denne artrige Slaegt har 3 Repraesentanter her
i Landet: _intermedia, longifolia_ og _rotundifolia_, og andre er
naeppe haardfoere her. De er af Interesse paa Grund af deres Evne
til at fange Insekter, og de er smukke Planter ved deres elegante
Kirtelhaarsbeklaedning: talrige roede Haar, hvert med en stor
klaebrig Draabe i Spidsen; men da de dels er vanskelige at faa
dyrket til Fuldkommenhed og dels paa Grund af deres Lidenhed ikke
let kan goere sig gaeldende mellem de andre kraftigere voksende
Moseplanter, boer man snarere proeve deres Dyrkning paa fugtige
Steder paa Stenhoejen.

_Dryopteris cristatum_. Bladene er enkelt fjersnitdelte med
fligede Afsnit. Er en smuk lille Bregne, som ikke al Tid er lige
villig til at trives.

_D. thelypteris_. En lille Bregne med findelt, lysgroent Loev. Ved
sine krybende Jordstaengler breder den sig over store Flader.
Formeres let ved Deling. Mosebed.

_Elisma natans, "Soepryd"_. Bladene lancetformede, blanke,
svoemmende. Blomsterne hvide. Plantes i Mosehuller.

_Elodea canadensis, "Vandpest"_ eller _"Vandstopperen"_. Var
oprindelig kun vildtvoksende i Nord Amerika, men har bredt sig
over store Dele af Jordens tempererede Egne. Vokser i
stillestaaende og rindende Vand. Boer aldrig indplantes i
Vandsamlinger i Haver, da den breder sig meget staerkt og er
vanskelig at udrydde igen.

_Epipactis palustris_. Hoerer til Orchidaefamilien. Blomsten er
brunlig med hvid og roedstribet Laebe. 25 cm hoej. Juni. Dyrkes i
fugtig Mosejord.

_Equisetum maximum, Elfenbens Padderokke_. Saerlig smuk paa Grund
af de hoeje Skud med lysgroen eller naesten hvid Hovedstaengel og
talrige, friskgroenne Sidegrene. Plantes i Mosebed eller langs
Vandloeb. Ved underjordiske Udloebere kan den brede sig vidt
omkring, saa at der pludseligt skyder Skud op langt borte fra
Moderplanten. Sol eller Halvskygge.

_E. silvaticum_. Langt svagere og lavere af Vaekst. Sidegrenene
fintgrenede; en meget sirlig Art. Plantes i Halvskygge eller
Skygge paa halvfugtig Bund.

[Illustration: Fig. 58. Lysimachia vulgaris]

[Illustration: Fig. 59. Lythrum salicaria]

_Eriophorum, "Kaeruld"_. Disse Planter har en vis dekorativ Vaerd
ved den fine, hvide Froeuld, som udvikles efter Blomstringen.
Arterne _angustifolia_ og _latifolia_ har Udloebere og breder sig
derfor, medens Arten _vaginatum_, som har tueformet Vaekst, er
mere stedbunden. Plantes i den vaadeste Del af Mosebedet.

_Eupatorium cannabinum_ med blegroede og _E. purpureum_ fra Nord
Amerika med karmoisinroede Blomster, egner sig til Plantning med
andre Stauder som Braemme om Soeen. Den dobbeltblomstrede E.
_cannabium_ har klarere rosenroede Blomster end Hovedarten.

_Euphorbia palustris_. Meterhoej Staude med gulgroenne Blomster.
Mosebed.

_Geranium palustre, "Kaer-Storkenaeb"_. 60 cm hoej Staude med
haanddelte Blade og lyskarmin Blomster 2 og 2 sammen. Juli.
Halvskygge paa fugtig Bund. Formeres let ved Deling.

_Glyceria aquatica, "Soedgraes"_. Hoejt og smukt Graes, som plantes
mellem andre hoeje Stauder paa lavt Vand. Varieteten _fol. var_.
med smukke hvidstribede Blade passer bedst til Mosebedet i dettes
toerrere Del, den bliver let for groen, hvis den staar fugtigt.

_Gunnera manicata_ fra Brasilien og _G. scabra_ fra Chile er
grove, men meget dekorative Stauder. Bladene er haanddelte, saa
store som Rhabarberblade, tornede. Blomsterne, som enkeltvis er
meget smaa, er samlede i en stor Stand. Under gunstige Klimaer
kan de plantes helt nede i Vandkanten eller paa flad Soebred, som
af og til oversvoemmes af Vand; her goer man vel i at plante dem
noget toerrere. For at trives fordrer de rigelig Naering og god
Vinterdaekning.

_Helosciadium repens_. Bladene fjersnitdelte. Blomsterne
ubetydelige, hvide, i Skaerm. Paa Grund af sin krybende, taette
Vaekst danner den sammenhaengende, groenne Taepper og er derfor
meget anvendelig til Daekning af noegne Pletter i Mosebedet.

_Hottonia palustris. "Vandroellike"_. 35cm hoej. Loevet meget
findelt, for Stoerstedelen nedsaenket i Vand. Blomsterne lysroede
eller naesten hvide, eller ogsaa karminroede, i Kranse opad en
rank Staengel. Juni. Trives bedst i Grave eller Groefter med
dyndet Bund og med stillestaaende eller svagt rindende Vand.
Meget dekorativ.

_Imperata sacchariflora_. Amurland. Meterhoejt Graes med en stor,
silkebloed hvid Blomsterstand. Formeres let ved Deling og breder
sig snart. Plantes i Mosebed eller omkring Vandbassiner.

_Iris acoroides_. Ligner den danske Svaerdlilie, men er betydelig
hoejere--indtil 2 m--og har bleggule Blomster. Plantes mellem
Typha o.l. paa lavt Vand. Juli.

_I. Kaempferi_ (eller _laevigata)_. Denne afviger ret betydeligt
fra de almindelige Iris (_germanica_-Typen), idet Blomsten er
meget fladere end hos disse. Der eksisterer en Maengde
fortraeffelige Sorter baade af japansk og europaeisk Tiltraekning
med praegtige Farver. Plantes ved Soebred eller ved Vandloeb.

_I. ochroleuca_. Ca. 1,4 m. Blomsterne hvide med gul Tegning.
Juli.

_I. pseudacorus, "Gul Svaerdlilie"_. Ca. 1,2 m. Blomsterne gule.
Juli. Soebred.

_I. sibirica_. 1 m. Bladene smalle. Blomsterne blaa, en Varietet:
_"Snow queen"_ har hvide Blomster. Juni.

[Illustration: Fig. 60. Menyanthes trifoliata]

[Illustration: Fig. 61. Utricularia vulgaris]

_I. virginica_. 80 cm. Blomsterne blaa. Juni.

Foruden disse Iris Arter kan flere andre anbefales til Plantning
ved Vandsamlinger hvad enten dette er naturlige Soeer eller
kunstige, regelmaessige Vandbassiner. Blomsternes smukke Former
og rene Farver, goer denne Slaegt til en af de ypperste
Vandhaveplanter.

_Juncus glaucus_. Danner c. 80 cm hoeje, taette Tuer af blaagraa,
traadformede Skud. Mosebed eller Soebred.

_Limnanthemum nymphaeoides, "Soeblad"_. Til Trods for at det er en
smuk Plante--den har svoemmende, naesten kredsrunde Blade og gule,
frynsede Blomster--boer det fraraades at indplante denne
Vandplante i Bassiner eller Soeer, hvor man oensker nogen fri
Vandflade; overladt til sig selv vil den hurtig daekke hele
Vandpartiets Overflade med sine Blade, og den er naesten ikke til
at udrydde, hvor den foerst har faaet Indpas.

_Limnanthes albu_ og _L. Douglasii_ fra Nord Amerika er to
enaarige Planter, som egner sig til at saa paa noegne Pletter i
Mosebedet. Den foerste har fjersnitdelte, blaagroenne Blade og
hvide Blomster, den anden har fjersnitdelt, gulgroent Loev med
fligede Afsnit og hvide Blomster med gul Midte. Saas i April og
blomstrer i Juli. Den sidste er den villigste.

_Lychnis flos cuculi, "Traevlekrone"_. Blomsterne lysroede,
frynsede. Juni. Varieteten _fl. pl_. med fyldte Kroner holder
Blomsterne laengere end Hovedarten.

_Lysichiton kamtschatcense_. Hoerer til Arum-Familien og har et
bleggult Hylsterblad. Hvorvidt den er haardfoer her i Landet vides
endnu ikke med Sikkerhed, da det kun er faa Aar siden, den er
bragt hertil.

_Lysimachia nummularia_. Krybende Plante med smaa, naesten
kredsrunde Blade og gule, enlige Blomster. Egner sig til Daekning
af Groeftekanter eller Bunden i Mosebede.

_L. thyrsiflora, "Gulddusk"_. Planten opret 40--50 cm med smaa
gule Blomster i taette Klaser. Plantes paa lavt Vand i Mosehuller
eller i svagt rindende Vand. Juli.

_Mentha_. Forskellige Mynte-Arter trives godt paa fugtig Bund og
kan paa Grund af deres krydret-vellugtende Blade anbefales til
Plantning paa Mosebed.

_Menyanthes trifoliata, "Bukkeblad"_. Blomsterne blegrosa,
frynsede, i Klase. Breder sig overordentlig let paa sumpet Bund.

_Mimulus Langsdorffii, "Abeblomst"_ fra Amerika. (Bedst kendt
under Navn af _M. luteus_; dette er dog en anden Plante) 60 cm.
Blomsterne gule. Plantes ved Vandloeb i Skygge eller Halvskygge.
Breder sig let viden om ved Selvsaaning, men er let at holde
indenfor rimelige Graenser.

_Myosotis palustris_. Dette er den almindelig kendte
_"Eng-Forglemmigej"_. Blomsterne lysblaa. Plantes i og ved
Vandloeb, ogsaa udmaerket anvendelig som Indfatning om Mosebede.
Formeres let ved Deling. Juni Juli. Der findes talrige
Varieteter, som udmaerker sig ved kompakt Vaekst eller saerlig
Blomsterrigdom, ligeledes findes hvidblomstrede Varieteter.

_Myriophyllum, "Tusindblad"_. Skoent disse Planter er meget
sirlige, har de naeppe nogen Betydning som Frilands-Vandplanter,
De er nemlig Undervandsplanter, og det fine Loev goer sig
vanskeligt gaeldende, undtagen hvis Vandet er meget klart og
gennemsigtigt.

[Illustration: Fig. 62. Astilbe Arendsii.]

_Nuphar advena_. Nord Amerika. Ligner en Del vor danske Aakande,
men Planten er noget grovere i alle Dele. Bladene haever sig gaerne
noget op over Vandet.

_N. japonicum_. Japan. Bladene aflangt pilformet-hjaerteformede.
Blomsterne roedgule.

_N. luteum, Aakande_. Bladene moerkegroenne, nyreformede, blanke,
svoemmende. Blomsterne naesten kugleformede, aeg gule, staerkt
duftende. Plantes i Soeer og i svagt rindende Vand.

_N. pumilum_. Mindre i alle Dele, men ligner ellers den
almindelige Aakande. Egner sig godt til Plantning i cement-stoebte
Frilandsaquarier.

_Nymphaea alba, "Noekkerose"_. Bladene ligner Aakandens. Blomsterne
store, hvide, baegerformede, meget smukke. Plantes i Soeer og svagt
rindende Vand.

_N. alba v. rosea_ fra Sverrig har rosenroede Blomster.

Under Arts- eller Varietetsnavnene: _biradiata, candida, odorata,
tuberosa_ dyrkes Planter, som slutter sig meget naer til _Nymphaea
alba_.

Ved kunstig Tiltraekning er der navnlig i den sidste halve
Menneskealder tiltrukket praegtige Hybrider, hvis Tal naesten er
_legio_, og som det i dette lille Vaerk vilde foere for vidt at
skildre indgaaende. Flere af disse Hybrider er saa farvepraegtige,
at de fuldt ud kan saettes paa Hoejde med de tropiske
Nymphaea-Arter. Af hvidblomstrede kan naevnes: _Gladstoniana,
lactea, Marliacea albida_. Gule Blomster har _Odorata sulphurea,
Marliacea chromatella_. Af rosa kan fremhaeves: _Colossea,
Marliacea rosea_, staerkere roede er: _atropurpurea, Escarboucle,
James Brydon_. loevrigt henvises til Gartner-Kataloger.

_Onoclea sensibilis_. Denne smukke Bregne fra Nord Amerika har
glatte, matgroenne, fjersnitdelte Blade med lappede Afsnit.
Plantes i Halvskygge eller Skygge. 40 cm.

_Orchis, "Goegeurt"_. De danske Arter _O. incarnatus, latifolius_
og _maculatus_ samt _O. foliosus_ fra Madeira kan plantes paa
Mosebed. Alle de anfoerte Arter har roede Blomster i Klase. De to
foerste plantes paa vaad Vokseplads, de to sidstnaevnte i den
toerrere Del af Mosebedet.

_Orontium aquaticum_. Nord Amerika. Blomsterne smaa, gule,
samlede i en taet Kolbe med hurtigt affaldende Hylsterblad.
Bladpladen er elliptisk, moerkegroen paa Oversiden, bleggroen paa
Undersiden, oftest svoemmende paa Vandoverfladen. Plantes i
stillestaaende Vand med dyndet Bund.

_Osmunda regalis, "Kongebregne"_. En meget smuk Bregne med
dobbelt fjersnitdelt, glat Loev, den oevre Del af Bladet bestaar
af en Maengde Smaa-Aks af Sporehuse. Kan naa en meget smuk
Udvikling paa fugtig Bund i Halvskygge og er en af Mosebedets
mest dekorative Planter.

_Peltanda virginica_. Nord Amerika. Bladet er
pilformet-spydformet, rent groent. Plantes paa lavt Vand i en lun
Krog, og vil da maaske nok kunne udholde vor Vinter.

[Illustration: Fig. 63. Iris sibirica "Snow Queen".]

_Petasites officinalis, "Pestilensurt", "Hestehov"_. Blomsterne
smudsigroede, fremkommer allerede i April inden Bladene; disse er
meget store, naesten kredsrunde, langstilkede. Planten trives
ypperligt paa fugtig Bund og kan f. Eks. anvendes til at daekke
grimme Afloeb.

_P. japonicus_. Blomsterne gulliggroenne i det tidlige Foraar.
Bladene store, friskgroenne. Anvendes paa lignende Maade som
forrige.

_P. spurius_. Bladene triangulaere, hvidfiltede paa Undersiden.
Trives godt paa sandede Soebredder.

_Phragmites communis, "Tagroer"_. Et hoejt (c. 2 m) stateligt Graes
med stor, silkeglinsende Top. Kan trives paa vaad Bund og helt ud
paa dybt Vand. Navnlig fortrinligt til Braemme omkring store Soeer.
En Varietet: _fol. aureis_ har gulbrogede Blade og guldgule
Staengler.

[Illustration: Fig. 64. Nymphaea Marliacea chromatella.]

_Pinguicula vulgaris, "Vibefedt"_. 8 cm. Blomsterne violette paa
en fin Stilk fra en Roset af klaebrig-fedtede Blade.
Insektfangende. Bedst trives den paa fugtig Jord, saavel sandet
som leret eller moseagtig, imellem andre Planter (Graes), som kan
skaerme lidt for den uden dog paa nogen Maade at vokse op over
den, saa at den kommer i Skygge. Juni.

_Polygonum bistorta, "Slangeurt"_. Blomsterne blegroede i et
endestillet Aks. 1 m hoej. Mosebed. Juli. Halvskygge.

_Pontederia cordata_. Nord Amerika. Bladene aflangt hjaerteformede
paa lange Stilke; Blomsterne blaa, i Klase. Kan af og til
overvintre paa Friland, men for en Sikkerheds Skyld er det bedst
at have nogle Eksemplarer i Hus om Vinteren. Maa plantes paa en
lun Plads paa lavt Vand.

_Potamogeton natans, polygonifolius, praelongus_ og _rufescens_.
De to foerste har Flydeblade, de to sidste kun Undervandsblade,
men da disse er store og smukke, kan Arterne finde Anvendelse til
Indplantning i Bassiner, hvor Vandet kan holde sig klart og
gennemsigtigt.

_Primula farinosa, "Engestjerne"_. Blomsterne roedlilla i Skaerm.
Bladene smalle, gulmelede. En meget skoen lille Plante, som,
plantet i Masse eller spredt mellem andre lave Moseplanter, er af
ypperlig Virkning. Maj.

_P. luteola_. Kaukasus. Ca. 20 cm hoej med en rigtblomstret Skaerm
af gule fladkravede Blomster.

_P. sikkimensis_ fra Himalaya, bliver 30 cm hoej, efter
Afblomstringen endnu hoejere. Blomsterne i Skaerm, lysgule,
nikkende, vellugtende. Bladene friskgroenne. Juni.

_Ranunculus aconitifolius_ med moerkegroent, haanddelt Loev og
talrige, hvide Blomster, har hjemme i Mellemeuropas fugtige
Bjaergskove. Trives vel i Skygge eller Halvskygge paa fugtig,
muldet Jord eller ved Vandloeb. En Varietet med fyldte hvide
Blomster, _"Soelvknap"_, er almindelig dyrket. Juni-Juli.

_Ranunculus lingua_ er en meterhoej Plante med lange,
lancetformede Blade og store, gule Blomster. Trives i og ved
Vand.

_Rodgersia podophylla_. 60 cm. Bladene hjulformede med 5 omvendt
kileformede, spidslappede Afsnit. Blomsterne gullighvide, meget
smaa i rigtblomstrende Stande. Juli.

_R. tabularis_. 1 m. Bladene naesten kredsrunde, 40 cm i Diameter.
Blomsterne smaa, gullig-hvide i en stor, forgrenet, rigtblomstret
Stand.

Begge disse Arter trives paa Mosebed paa en lun, ikke for vaad
Vokseplads.

_Sagittaria sagittifolia, "Pilblad"_. Bladene pilformede,
Blomsterne hvide. Dybt Vand, stille eller rindende.

_Saxifraga peltata_. Nord Amerika. 1 m. Blomsterne lysroede,
talrige i en stor Stand, udvikles foer Bladene. Maj. Bladene
naesten kredsrunde paa lange Stilke. Mosebed eller Soebred.

_Scirpus, "Kogleaks". S. lacustris_ og _S. Tabernaemontani_ er
hoeje, bladloese Planter almindeligt kaldet "Siv". Plantes i Soeer
paa lavt eller dybt Vand, den sidstnaevnte trives endog i
Brakvand.

_S. Tabernaemontani v. zebrinus_ har smukt
hvid-(tvaer)stribede Skud.

_S. atrovirens_ fra Nord Amerika og _S. silvaticus_ fra Europa,
Danmark, med graesagtige Blade, egner sig til Mosebed. _S.
maritimus_ trives i Brakvand.

_Senecio ligularia_. 1 m. Bladene store, hjaerteformede, takkede.
De gule Kurve samlede i en langstrakt Klase. Juli.

[Illustration: Fig. 65. Spiraea gigantea]

_S. tanguticus_. 1 m. Bladene store, fjersnitdelte med fligede
Afsnit. Blomsterne gule i smaa Kurve i rigtforgrenet Stand. Juli.

_S. Veitchianus_. 1,3 m. Bladene meget store, hjaerteformede,
langstilkede. Blomsterne gule i store (6 cm i Diam.) Kurve,
samlede i en stor fyldig Klase. August. Alle 3 Arter fortrinlige
til Mosebed. Af andre Arter kan naevnes: _S. aquaticus, S.
clivorum, S. Wilsonianus_ (se Staudebogen).

_Spiraea_. Blomsterne er gaerne meget smaa, men da de er samlede i
Maengde i store Stande, bliver de dog af kraftig Virkning.
Fortraeffelige til Plantning paa Mosebed, ved Soebredder og ved
Vandloeb, _S. aruncus_ ogsaa god som Solitaerplante. Formeres ved
Deling.

[Illustration: Fig. 66. Trollius "Goldquelle" (oeverst).]

_S. aruncus_. Indtil 2 m hoej. Blomsterstandene meget store,
floedehvide. Hanplantens Blomsterstand koennere, men af kortere
Varighed end Hunplantens.

_S. gigantea_. 2 m. Bladene haandlappet-fligede. Blomsterne
hvide.

_S. lobata_. Nord Amerika. Blomsterne roede.

_S. palmata_. Nord Amerika. Blomsterne roede; Bladene
haandlappede.

_S. ulmaria, "Mjoedurt"_. Blomsterne gullig-hvide. En i vore Enge
og Groefter almindelig udbredt Plante. Der findes en smuk,
fyldtblomstret Varietet.

_Stenanthium robustum_. Denne praegtige nordamerikanske Plantes
Haardfoerhed boer naermere proeves, inden den anbefales til
almindelig Plantning. Blomsterne hvide, smaa, i store
rigtforgrenede Stande. Kraever en lun Vokseplads.

_Stratiotes aloides, "Krebseklo"_. Bladene olivengroenne i Roset.
Vokser i stillestaaende eller svagt rindende Vand.

_Symplocarpus foetidus_. Nord Amerika. Af Familien Araceae.
Hylsterbladet er udvendigt gult med moerkviolet, indvendigt
moerkviolet, omgivende en kort og tyk Kolbe. Ildelugtende.
Bladene, som udvikles efter Blomstringen, er aeg-hjaerteformede,
temmelig store. Plantes paa lun Plads i Mosebedet. Da den kun
har vaeret dyrket i ringe Grad her i Landet, maa dens Haardfoerhed
maaske endnu drages i Tvivl.

_Trapa natans, "Hornnoed"_, med de smukke, rudeformede Flydeblade
og de ejendommelige Frugter, som af og til findes i vore Moser,
hvoraf kan ses, at Planten i svundne Tider har vokset vildt her i
Landet, kan kun bringes til god Udvikling i lune Vandsamlinger.
Den er enaarig.

_Trollius, "Engblomme"_. Bladene er hos alle Arterne haanddelte;
Blomsterne mer eller mindre kugleformede, gule (fra cremefarvede
til moerkt orangegule). Arterne ligner hverandre indbyrdes, ved
Bastardering er der yderligere frembragt Mellemformer og saerlig
rigtblomstrende og smukt farvede Hybrider. Af Arter kan naevnes:
_T. asiaticus_ orangegul; _T. caucasicus_ orangegul og _T.
europaeus_ lysgul, heraf en Varietet _albidus_ med floedehvide
Blomster. Af Hybrider kan naevnes _"Goldquelle"_ og _"Orange
globe_".

Den lille Art _T. pumilus_, Himalaya, er betydelig lavere af
Vaekst end de andre her naevnte Arter; Blomsterne er fladere, rent
gule; af denne en mere storblomstret Form: _yunnanense_.
Engblommerne er saerdeles anvendelige til Plantning paa Mosebed
eller andre fugtige Bede eller til Anbringelse ved Soebredder.

_Typha, "Dunhammer"_, er store kraftigtvoksende Planter med
uanselige Blomster samlede i en taet brun Kolbe; Bladene er
grove, graesbladagtige. _T. angustifolia_ med smalle, lange Blade
og tynde Kolber. Ca. 2 m. _T. latifolia_ med brede Blade og
tykke Kolber. Ca. 2 m. _T. minima_ spinklere end de foregaaende
med kortere Kolbe. _T. Shuttleworthi_ af meget kraftig Vaekst.
Arterne plantes paa lavt Vand i Soebredsbraemmen mellem andre
kraftigtvoksende Planter. Bedst anvendelige ved store Soeer.

_Zizania aquatica_ er en enaarig, nordamerikansk Graesart, hvis
Froe med Begaerlighed aedes af Vandfugle; boer derfor udsaas, hvor
saadanne Fugle holder til.

Foruden de her naevnte Arter er der talrige andre Planter, som
kan anvendes med Fordel til Plantning omkring Soeer, ved Vandloeb
eller paa fugtige Bede. Her skal saaledes naevnes:

Juncus effusus, Lysimachia vulgaris, Lythrum alatum, salicaria
og virgatum, Thalictrum aquilegifolium, Sparganium ramosum og
simplex, Utricularia vulgaris.

Endvidere kan Opmaerksomheden henledes paa de overordentlige
interessante, insektaedende, nordamerikanske _Sarracenia-Arter_,
som synes at vaere til Dels haardfoere her i Landet.

[Illustration: Kanal i Bregentved Have's aeldre Del, tjener
foruden til Bortledning af Vandet fra Kaskaden, der ses i
Baggrunden, tillige som dekorativt Led af Anlaeg]

[Illustration: Fig. 67 Achillea tomentosa i C. V. Langes Gartneri
i Frederikssund.]





UDVALG AF STENHOeJSPLANTER



(Ved _Axel Lange_).


Nedenstaaende Udvalg er foretaget under Hensyntagen til, hvad en
dansk Amatoer kunde taenkes at komme til at beskaeftige sig med.
Medens der saaledes er naevnt et forholdsvis stort Antal Arter,
er Tallet paa Have-Varieteter forsaetligt bragt ned, idet
saadanne let kan findes i Handelsgartner-Kataloger.

_Acaena_. En Del Arter af denne Slaegt, der for stoerste Delen
stammer fra den sydlige Halvkugle, er haardfoere og kan anbefales
til Dyrkning paa vore Stenhoeje. Bladene er enkelt eller dobbelt
fjersnitdelte. Blomsterne ubetydelige i taette Stande.

_A. Buchanani_. 3 cm. Danner store, taette, sammenhaengende Taepper.
Bladene er graaliggroenne eller naesten soelvhvide, med rundagtige,
savtakkede Afsnit. Blomsterne i smaa, kugleformede Stande. Juni.
Fortrinlig til Beklaedning af solbeskinnede, toerre Flader.

_A. glaucophylla_. Skuddene nedliggende med blaagroenne,
fjersnitdelte Blade, hvis Afsnit er ovale, grovt savtakkede.
Blomsterne i store kugleformede Stande. Juni.

_A. Hieronymi_. Skuddene indtil 50 cm lange, nedliggende, fryser
hvert Aar ned til eller omtrent ned til Basis. Loevet smukt,
dobbelt fjersnitdelt, frisk groent. Blomsterne i cylindriske
Stande. Juli. Trives bedst i Halvskygge.

_A. microphylla_. 5 cm. Ligner _A. Buchanani_, men er noget
loesere af Vaekst og danner derfor ikke saa taette Taepper. Loevet er
kobberfarvet. Anvendelse som _A. Buchanani_.

_Acantholimon_, af Familien _Plumbaginaceae_, omfatter en Raekke
Arter, der alle stammer fra Orienten. De er ret ens af Udseende;
faelles for dem er det, at Bladene er sylformede eller naesten
naaleformede, taetsiddende, og at Blomsterne er blegroede eller
rosenroede. Juli. Planterne former sig i taette Puder, som
efterhaanden kan antage ret betydelige Dimensioner. A. plantes
bedst som smaa Planter i smalle Revner paa store Klippeblokke i
fuld Sol; de dybtgaaende Roedder, som disse Planter har, og da
saerlig de, der er tiltrukne ved Froeudsaed, goer, at de kan trives
paa en saadan Plads uden at lide ved Toerke.

Af Arter skal saerlig naevnes:

_A. androsaceum, A. glumaceum_ og _A. venustum_.

_Achillea_ (herunder _Ptarmica_, som ofte regnes for en saerlig
Slaegt). Blomsterne i Kurve, gule eller hvide, Kurvene samlede i
Halvskaerm.

_A. Clavennae_. 25 cm. Bladene fjerfligede, graa af
Filtbeklaedning. Blomsterne hvide. Juni.

_A. Grisebachi_. 20 cm. Bladene faa cm lange, tungeformede,
fjersnitdelte, graafiltede. Blomsterne hvide. Maj-Juni.

_A. moschata_. 20 cm. Bladene groenne, dybt fjersnitdelte.
Blomsterne hvide. Juni.

_A. tomentosa. 25_ cm. Bladene smalle, fjersnitdelte, Afsnittene
atter snitdelte med naesten haarformede Smaaafsnit. Blomsterne
gule. Juni--Juli.

Alle Arterne formeres let ved Deling. Plantes mellem Smaasten
paa jaevne eller skraa Flader helst i stoerre Maengde eller ogsaa i
vandrette Klipperevner. _A. moschata_ boer dog plantes paa
nordvendt Stenhoej eller paa Moraenebed.

_Adonis_ har fintdelt Loev og praegtige gule Blomster i det tidlige
Foraar. Hoejde c. 25 cm. Af almindelig Staudetype; danner
efterhaanden store Blokke. Formeres ved Deling, men boer kun
sjaeldent omplantes, da de netop er af bedst Virkning, naar
Blomsterne myldrer op taet ved hverandre. Plantes paa muldet,
fugtig, men veldraenet Plads.

Der findes flere hverandre naerstaaende Arter, som navnlig
adskilles ved Forskel i Loevet og i Blomstringstiden. Hjemsted:
Syd-Europa, Oest-Europa, Asien.

_A. amurensis_. Marts. Heraf en fyldtblomstret Varietet. Loevet
blankt, ligner fintdelte Bregneblade.

_A. vernalis_. Maj.

_A. wolgensis_. April.

_Aethionema coridifolium_ fra Libanon har nedliggende Skud taet
besat med lancetformede, glatte Blade; Blomsterne rosa i taette
Klaser. Plantes imellem loese Sten i poroes Jord.

_Agrostis rupestris_. 12 cm. Et lille fint Graes med naesten
haarformigt fine Blade og en forgrenet Top af meget smaa
brunlige Smaaaks. Plantes i vandrette Klipperevner eller mellem
loese Smaasten i let Jord.

_Alchimilla alpina_. Dens Blomster er smaa og ubetydelige,
bleggroenne, men Loevet er smukt og goer derved Planten anvendelig
paa Stenhoejen. Bladene er dybt haanddelte med smalle Afsnit, der
er silkehaarede og derved soelvglinsende isaer paa Undersiden.

_A. splendens_ ligner _alpina_, men er staerkere soelvglinsende.
Meget lette at dyrke. Kan anbringes hvorsomhelst paa Stenhoejen
undtagen i Skygge.

_Alyssum montanum_. Skuddene nedliggende, Bladene noget graalige.
Blomsterne rent gule i taetblomstrede Klaser, vellugtende.

_A. rostratum_. Lilleasien, Graekenland. 25 cm. Blomsterne gule.
Juli.

_A. saxatile_. Planten af ret grov og udbredt Vaekst. Loevet
graaliggroent. Blomsterne udvikles i overordentlige Maengder og
goer derved Planten til en vaerdifuld Stenhoejsplante, de er gule
og samlede i store Stande. En Varietet _fl. pl._, har fyldte
Blomster, endvidere findes andre Former med blegere gule Blomster
og med mere sluttet Vaekst. Saerlig fortrinlig til Plantning i
Stengaerder, Mure, store Klippeblokke. Taaler fuld Sol og maa
helst have let Jord.

_A. spinosum_ er en ejendommelig lille Plante, der danner smaa,
runde Buske med graaligt Loev og smaa, hvide Blomster. Gamle Grene
omdannes til Torne. Plantes i fuld Sol i Klipperevner (vandrette)
eller imellem loese Smaasten.

_Anchusa myosotidiflora_. 25 cm. Bladene stilkede, hjaerteformede.
Blomsterne smaa, himmelblaa i rigtblomstrede Stande. Er vel nok
lidt grov af Vaekst, navnlig efter Afblomstringen eller mod
Slutningen af Blomstringen, men boer dog alligevel anbefales paa
det bedste paa Grund af de praegtigt farvede Blomster, som
fremkommer allerede i April. Plantes bedst imellem Sten, som
flankerer stoerre Kloefter. Formeres let ved Deling, og man kan
hyppigt finde selvsaaede Planter ved Siden af de gamle.

[Illustration: Fig. 68. Alyssum rostratum]

_Androsaces_. Denne Slaegt rummer nogle af de allerkaereste
Alpeplanter; flere af dem kan dog vanskeligt dyrkes. De er meget
forskellige af Vaekst, idet nogle er typiske Pudeplanter andre
former Rosetter med lange Udloebere. Slaegten staar systematisk set
meget naer ved _Primula_, men afviger fra denne Slaegt Bl.a. ved at
have et meget kort Kronroer.

_A. carnea_. Bladene linieformede eller naesten sylformede,
Skuddene dannende smaa, ret loese Puder. Blomsterne rosenroede med
gult "Oeje". Plantes i vandrette Klipperevner.

_A. chamaejasme_. Bladene lancetformede, randhaarede. Blomsterne
hvide med gult "Oeje".

_A. Chumbyi_ er en meget taet sammentraengt Form af _A.
sarmentosa_.

_A. foliosa_ fra Himalaya har forholdsvis store, stilkede Blade
og rosenroede Blomster i Skaerm paa et c. 15 cm hoejt. Skaft.

_A. lactea_. 10 cm. Bladene friskgroenne, linieformede, samlede i
Rosetter, som danner Puder eller Taepper. Blomsterne snehvide i
Skaerm. Juni. Plantes i vandrette Klipperevner.

_A. Laggeri_ staar naer ved _A. carnea_, men Bladene er mindre og
talrigere, hvorved Planten bliver mere kompakt. Blomsterne roede.

_A. lanuginosa_. Himalaya. Skuddene nedliggende, roedlige med
elliptiske, taet silkehaarede Blade. Blomsterne blegroede med
moerkt "Oeje", i taette Skaerme. Formeres let ved Stiklinger og
Deling. Plantes imellem loese Sten eller i vandrette Klipperevner.
Planten boer Vinteren over daekkes med en Glasplade for at skaermes
mod overdreven Fugtighed.

_A. primuloides_. Himalaya. 15 cm. Rosetterne loese, herfra udgaar
langstilkede Skaerme af rosenroede Blomster med gult Oeje og lange
Udloebere med Bladroset i Spidsen. Disse ny Rosetter slaar Rod, og
Planten breder sig derved over store Flader. Maj.

_A. sarmentosa_. Himalaya. Staar naer foregaaende, men er grovere
i alle Dele. Meget let at dyrke; plantes imellem loese Sten paa
jaevnt skraanende Flader eller i Mellemrummene mellem stoerre Sten.

_A. villosa_. Bladene, der er silkehaarede, er samlede i en taet
Rosette, herfra udgaar Udloebere med ny Roset i Spidsen. Plantes
paa flade eller svagt skraanende, vel afdraenede Flader.

_Anemone apennina_. Fra den underjordisk krybende Rodstok udgaar
de 15-20 cm linje Staengler med 3 Gange snitdelte Blade.
Blomsterne med mange blaa (c. 20) Baegerblade. April. Plantes i
muldet Jord i Skygge; trives ogsaa paa flad Jord og passer derfor
godt til at plante i Nordsiden af de Busketter, som eventuelt
maatte ligge taet op til Stenhoejen.

_A. baldensis_. Blomsterne hvide, udvendig haarede, ofte med
violet Anstroeg. Plantes bedst paa Nordsiden af Stenhoejen.

_A. blanda_ fra Graekenland staar naer _apennina_, men er af lavere
Vaekst og har stoerre Blomster. Den skal ikke plantes i Skygge, men
hellere paa en forholdsvis toer og solrig Plads. Blomstrer
tidligere end _apennina_.

[Illustration: Fig. 69. Aster alpinus.]

_A. coerulescens_, som vokser vildt paa Bornholm, anses
almindeligvis som en Form af _A. apennina_. Blomsterne er hvide,
udvendig blaa. Anvendelse som Hovedarten.

_A. narcissiflora_. Vil af mange blive betragtet som en altfor
stor Plante for Stenhoejsanlaeg, men da den ikke kan trives paa
flad Jord og er meget smuk, boer den dog ikke forbigaas. 40 cm
hoej. Bladene er haandsnitdelte med fligede Afsnit. Staengelen
deler sig i 7-8 enblomstrede Stilke; Blomsterne hvide, udvendig
svagt rosenrode. Plantes enkeltvis i jaevnt fugtige, godt
afdraenede Kloefter i muldet, stenet Jord; boer anbringes et Sted,
hvor den kan forblive uroert og udvikle sig smukt til en kraftig
Plante; ynder ikke Omplantning.

_A. nemorosa_ den almindelige _"Hvid Simmer_" fra vore Skove, kan
ogsaa finde Anvendelse paa Stenhoejen paa skygget, muldet Bund, i
Kloefter mellem store Bregner og lignende Steder. Der findes en
Del Varieteter af denne Art. Her skal saerlig naevnes _fl. pl_. med
taetfyldte Blomster (omdannede Stoevblade) og _Robinsoniana_ med
store enkelte, blegt lillablaa Blomster; den er hoejere og
kraftigere af Vaekst end selve Arten, men sen til at formere og
brede sig.

_A. palmata_. Middelhavslandene. Bladene er nyreformede,
haandlappede, noget laederagtige. Blomsterne er gule. Plantes paa
flade, lune Lavninger af Stenhoejen i muldet Jord.

_A. ranunculoides, "Gul Simmer_", fra vore Skove anvendes som _A.
nemorosa_.

_A. trifolia_. Bladene haanddelte. Afsnittene lancetformede,
savtakkede. Blomsterne hvide, sjaeldnere blaalige. Fordrer loes
muldet Jord og Halvskygge.

_Antennaria, "Kattefod"_, danner Maengder af smaa Rosetter,
hvorfra udgaar Sideskud, der atter saetter Rosetter, hvorved
Planten bliver taeppedannende. Blomsterne hvide eller blegroede i
smaa Kurve, som atter er samlede i halvskaermformede Stande.

_A. alpina_. Bladene smaa, lancetformede, graagroenne, paa
Undersiden hvidfiltede.

_A. dioeca_. Bladene noget stoerre og bredere end hos foregaaende,
groenne paa Overfladen, hvidfiltede paa Under-fladen, eller som
hos Varieteten _hyperborea_ hvidfiltede paa begge Flader.

_Antennaria_ taaler Sol og Toerke. Egner sig til Beklaedning af
noegne Flader. Formeres let ved Deling. Blomsterne afpudses straks
efter Afblomstringen.

_Anthyllis montana_. 10-15 cm. Bladene uligefinnede, graalige af
fine Haar. Blomsterne roede, samlede i taette Hoveder. Det er en
meget blomsterrig Plante, som blomstrer hen paa Sommeren. Af god
Virkning hvad enten den plantes enkeltvis eller i stoerre Maengde.
Taaler i Modsaetning til mange andre Aerteblomstrede godt at deles
og boer omplantes med faa Aars Mellemrum.

_Arabis albida_ med haarede derved graalige Blade og hvide
Blomster i Klase. Breder sig let og hurtigt, saa at den er saerlig
egnet til Plantning paa store Flader; er dertil meget noejsom og
haardfoer, saa at den kan anvendes paa de mest udsatte Steder af
Stenhoejen. Heraf en Varietet _fol. var_. med brogede Blade og en
fyldtblomstret Form _fl. pl_. med levkoejlignende Blomster.
April-Maj.

[Illustration: Fig. 70. Aubrietia i Haveselskabets Have.]

_A. alpina_ betragtes ofte som Hovedart til foregaaende. Bladene
mere groenne, Blomsterne mindre.

_A. aubrietoides_. Taeppedannende af kompakt Vaekst, minder en Del
om _Aubrietia_. Blomsterne rosenroede. Foraar og hyppigt atter i
August.

_A. bryoides_. 10 cm. Bladene smaa, graalige af rig Haarklaedning;
Blomsterne hvide. Skuddene taet samlede. Planterne danner derved
smukke, taette Puder, der ret hurtigt breder sig og bliver til
sammenhaengende Taepper. Da den ser bedst ud, medens den er
pudeformet, boer Omplantning finde Sted ret hyppigt, f. Eks. Hvert
andet eller hvert tredie Aar.

_A. Sturii_. Af hybrid Oprindelse. Taet taeppedannende. Bladene
smaa, elliptiske; Blomsterne rent hvide i Klaser. Meget
rigtblomstrende og villig, trives overalt paa Stenhoejen.

_Arenaria_ (herunder _Alsine_, som af nogle Botanikere regnes for
en egen Slaegt). Af de talrige Arter, som hoerer hertil, egner et
stort Antal sig til Anvendelse paa Stenhoej; de her anfoerte hoerer
til de bedste. Alle de her naevnte Arter er lave af Vaekst, pude-
eller taeppedannende med hvide Blomster. Formeres alle let ved
Deling.

_A. balearica_. Korsika, baleariske Oeer. Planten ganske lav af
Vaekst, taet taeppedannende med smaa runde Blade. Blomstrer i Juni.
Plantes paa Nordsiden af Stenhoejen; kan ogsaa vokse paa poroese
Stene, naar der er tilstraekkelig Fugtighed til Stede.

_A. gracilis_. Dalmatien. 6 cm. Bladene elliptisk-lancetformede,
smaa, frisk moerkegroenne. Blomsterstande 2-3 blomstrede. Juni.
Nordsiden af Stenhoejen.

_A. Rosani_, Italien, Dalmatien. Er bedre kendt under dette Navn
end under det mere korrekte _A. graminifolia_. Faa Centimeter
hoej; Skuddene meget taetsiddende, danner praegtige friskgroenne
Puder, senere hele Taepper, der er saa taette og faste, at man kan
traede paa dem, uden at Planten lider i naevnevaerdig Grad.
Blomstrer sjaeldent og sparsomt. Juni. Plantes i Sol eller
Halvskygge imellem loese Sten, i Klipperevner eller paa smaa
Stenknolde.

_A. rotundifolia_. Graekenland, Lille-Asien. 3 cm. Grenene
talrige, nedliggende med smaa, frisk lysgroenne, runde Blade,
danner hurtigt store Taepper. Blomstrer sparsomt. Juni. Halvskygge
eller Nordskraaninger.

_A. tetraquetra_, Frankrig. 4 cm. Skuddene tykke, korte, ret
taetsiddende med smaa, triangulaere, korsvis modsatte, graagroenne
Blade. Blomsterne enkeltvis i Maj. Plantes i bredere Revner
mellem Sten i fuld Sol.

_Armeria_. Talrige Arter anbefales som Stenhoejsplanter, bl.a.
_A. formosa, A. plantaginea_ og den danske _A. vulgaris, "Engelsk
Graes"_. Disse alm. Arter er overordentlig noejsomme og villige og
kan trives overalt paa Stenhoejen paa lyse Voksepladser. Men,
medens de Arter, som ellers findes i Handelsgartnernes Kataloger,
tillige kan trives paa flad Jord, og f. Eks. finder almindelig
Anvendelse som Kantplanter, kan _A. caespitosa_ kun trives under
de bedre Kaar, som en Stenhoej yder. Dens Blade er meget korte, og
Skuddene er taet samlede i pudeformede Tuer. Blomsterne rosenroede
i taette Hoveder paa korte Skafter. Plantes i smalle Klipperevner
i poroes Jord.

_Arnebia echioides_. Denne Plante fra Persien og Kaukasus er
ejendommelig ved sine foranderlige Blomster. Ved Udspringet er
de straalende gule med 5 sorte Pletter, en for hver Kronflig;
efterhaanden svinder Pletterne bort, samtidig med at Blomstens
Farve bliver blegere. Plantes bedst inde mellem Sten i en lodret
Revne paa nordvendt Side af Klippeblokken.

_Arnica montana_. Den smukke _"Guldblomme"_, en af vore Hedeegnes
skoenneste Planter, kan ogsaa finde Anvendelse paa Stenhoejen.
Bladene er samlede i Rosette ved Grunden af Planten; Blomsterne
orangegule i store Kurve. Den er sommetider noget saer at have med
at goere, Bladene bliver gule og Blomsterne smaa, men naar den er
veludviklet, er den en Fryd for Oejet. Plantes paa Lyngpartierne
bedst taet ind imellem andre Planter, der daekker Jorden, Arnica
ynder nemlig ikke aaben Jord.

_Artemisia mutellina_. 5-8 cm. Bladene dobbelt fjersnitdelte med
linielancetformede Flige, graa af Silkehaarsbeklaedning.
Blomsterne ubetydelige. Plantes i smalle Revner mellem Sten i
mager Jord.

_Asperula_. Bladene (med Axelblade) kransstillede. Blomsterne
smaa, hvide eller blegroede. Flere af Arterne vellugtende.
Formeres som Regel let ved Deling.

_A. athoa_. Graekenland. 4-5 cm. Loevet taethaaret, derved graaligt.
Blomsterne blegroede. Plantes i fuld Sol i Klipperevner eller
mellem loese Sten. Er noget kaelen.

_A. hexaphylla_. 20 cm. Loes af Vaekst. Blomsterstand skaermagtig,
naesten hovedformet. Bladene linie-lancetformede, moerkegroenne.
Juni. Halvskygge.

_A. hirta_. 10 cm. Danner taette Tuer, der hurtigt breder sig.
Bladene smalle, lancetformede, haarede. Blomsterne som hos
forrige, blot endnu blegere roede eller helt hvide. Vellugtende
selv i frisk Tilstand. Juni. Solrig eller dog lys Plads.

_A. nitida_. 5 cm. Taet pudedannende-taeppedannende. Bladene meget
taetsiddende, linieformede, krumme, endende i en Haarspids.
Blomsterne siddende helt nede mellem Bladene blegroede. Juni.
Plantes i Sol mellem loese Sten eller paa Stenblokke.

[Illustration: Fig. 71. Campanula carpathica i Kolding
Planteskole.]

_A. odorata_. 20 cm. _"Skovmaerke", "Bukar"_. Bladene
lancetformede. Blomsterne hvide. Hele Planten vellugtende navnlig
i toer Tilstand. Plantes i Skygge imellem andre Skovbundsplanter i
muldet Jord.

_Aster alpinus_ med lysviolette Randkroner og gule Skivekroner
trives godt paa flad Jord, men boer paa Grund af sin
Blomsterrigdom ogsaa medtages paa store Stenhoejsanlaeg.

_Astragalus_. Naesten alle de nedenfor anfoerte Arter har korte,
nedliggende Skud. Bladene er uligefinnede, mangeparrede.
Blomsterne i korte Klaser eller Hoveder. Roedderne faagrenede,
lange, dybtgaaende; Omplantning ligesom Deling derfor vanskelig;
man boer som Foelge heraf helst straks anbringe Planten paa det
Sted, hvor den skal staa, bedst er det ved Plantningen at
benytte unge Planter eller pottekultiverede Eksemplarer.

_A. alpinus_. Blomsterne hvidlige med blaat eller rosa i
5-15-blomstrede Hoveder. Juni.

_A. danicus_. Europa, Danmark. Skuddene indtil en halv Snes cm
lange. Blomsterne lilla i 10-blomstrede Hoveder. Vokser paa
Strandklinter og Strandbredder. Plantes bedst i sand- eller
grusblandet Jord mellem loese Sten.

_A. exscapus_. Mellem Europa. Bladene c. 12 parrede, langhaarede.
Blomsterne gule, taet samlede i Hoved, siddende nede mellem
Bladene. Plantes i smalle, dybe Revner mellem Sten i kalkblandet
Jord i fuld Sol.

_A. massiliensis_. Syd Europa. Danner efterhaanden en meget bred
c. 30 cm hoej Plante af talrige, noget forveddede Skud, beklaedte
med toerre Torne, som er Rester af tidligere Aars Blade. Bladene
graagroenne. Blomster gullighvide i c. 10-blomstrede Stande. Juni.
Plantes i store Klipperevner eller frit paa en jaevn Flade mellem
loese Sten.

_A. monspessulanus_. Blomsterne blegrosa eller roedlilla i
mangeblomstrede, loese Hoveder paa lange Skafter, som ligger
henad Jorden, medens Bladene, 18-20 parrede, oftest staar opret,
i al Fald under Blomstringen. Plantes paa Stenafsatser, saa at
Blomsterskafterne kan ligge ud over Stenene. Sol eller
Halvskygge.

_Aubrietia_. "Hvis vi kun kendte denne ene Slaegt af Alpeplanter
vilde denne, hvis Arter pryder Graekenlands og de naerliggende
Landes Klipper i det tidligste Foraar, retfaerdiggoere
Stenhoejelskernes Svaermeri", siger _Robinson_ om _Aubrietia_. Dens
Arter er blomsterrige, laenge-blomstrende, haardfoere, villige og
noejsomme, saa at de med lige Ret kan benyttes paa smaa og store
Stenhoeje, i den mindste som i den stoerste Samling. Arterne er
meget lidt afvigende indbyrdes, i korte Beskrivelser kan der
overhovedet ikke goeres Rede for Forskellighederne. Foruden
Arterne har man en Raekke ad kunstig Vej frembragte Hybrider og
Former, som i Farvepragt overgaar de oprindelige Arter.

Alle Arterne er lave, taeppedannende Planter med graaliggroenne
Blade og lysere eller moerkere lilla Blomster: _A. deltoidea, A.
intermediet, A. Kotschyi_, eller hvidlige med rosa eller lilla
Skaer: _A. erubescens_. At Hybriderne kan naevnes _"Dr. Mules"_ og
_A. Moerheimii_, den foerste med dybt violette, den anden med rosa
Blomster; endvidere: _"Fire king_" og _A. Leichtlini crimson_ med
karmoisinroede Blomster og _"Purpurteppich"_ med moerkviolette
Blomster.

_Aubrietia_ plantes paa smaa Stenhoeje: paa Stenknolde eller paa
jaevne eller skraanende Flader; paa store Stenhoeje boer de plantes
i store Maengder, paa Skraaningerne bedst i sammenhaengende, langt
nedloebende Masser, saa at det i Blomstringstiden for Beskueren
tager sig ud som en Flod eller Fos af Blomster. Boer ret hyppigt
omplantes; kan dog ogsaa forynges ved Tilbageskaeren.

_Azalea procumbens_. Dvaergbusk med Grenene trykket ned mod
Underlaget. Bladene smaa, stedsegroenne, laederagtige, blanke.
Blomsterne rosenroede smaa. Plantes i grusblandet Lyngjord.

_Azorella peduncularis_. 4-5 cm. For saa vidt denne ejendommelige
og smukke Plante, der har sit Hjem paa hoeje Bjaerge i Ecuador lige
ved Aekvator, vil vise sig haardfoer, vil den vaere ypperlig egnet
til Stenhoeje. Bladene er smaa, rent moerkegroenne, og Skuddene er
taet samlede, saa at Planterne former faste Puder.

_Bellis sylvestris_ med store hvide Blomster paa et 30 cm hoejt
Skaft plantes i muldet Jord i Skygge og _B. rotundifolia_ 15 cm
med blegt roedlilla Kurve plantes i ikke for toerre Lavninger paa
lys dog ikke for solbeskinnet Plads.

_Calceolaria polyrrhiza_ fra Patagonien har lysgule Blomster paa
slanke Staengler. Breder sig ved underjordiske Udloebere. Trives
meget let.

_Campanula Allioni_. Ca. 8 cm. Blomsterne enkeltvis, meget store,
naesten oprette, lyslilla. Er ofte noget lunefuld, men er, hvor
den vil trives, en ganske ypperlig Stenhoejsplante. Ynder
Fugtighed, men skal tillige have godt Aftraek for Vandet; den
plantes derfor bedst paa flade eller svagt skraanende Lavninger
i staerk grusblandet Jord.

_C. barbata_. 10 cm. Bladene mest grundstillede, haarede.
Blomsterne ret store, faatallige opad den ranke Staengel,
blegblaa, skaeggede indvendig. Den er fleraarig, men gaar hyppigt
ud efter Blomstringen. Trives bedst i Halvskygge i jaevnt fugtige,
muldede Lavninger. Der findes en Varietet med hvide Blomster.

[Illustration: Fig. 72. Campanula carpathica var. compacta.]

_C. caespitosa_, 10 cm. Vokser i taette Tuer. Blomsterne c. 5
sammen paa hver Staengel, nikkende, blegblaa eller hvide _(fl.
albo)_. Meget taknemmelig og villig, kan trives omtrent overalt
paa Stenhoejen.

_C. carpathica_ er lidt for grov til Anvendelse paa smaa
Stenhoeje, men boer paa store Anlaeg tages med i Samlingen paa Grund
af sin Blomsterrigdom. Blomsterne er store, oprette. Varieteten
_compacta_ er mindre og svagtvoksende.

_C. elatines_. Taeppedannende. Bladene hjaerteformede,
grovttakkede, Blomsterne blegblaa naesten helt flade.

_C. excisa_. 10 cm. Blomsterne blegblaa, dybt 5-klovede Er lidt
vanskelig at dyrke; ynder en koelig, men lys Vokseplads.

_C. garganica_. Skuddene lange, nedliggende eller nedhaengende.
Bladene hjaerteformede og nyreformede. Blomsterne blegblaa, fladt
tragtformede. Klippeblokke, Mure.

_C. glomerata var. acaulis_ er en Dvaergform af den ogsaa her i
Landet vildtvoksende _"Noegleblomstret Klokke_", den har
moerkviolette Blomster, taet samlede i Spidsen af Staengelen. Meget
noejsom og villig.

_C. mirabilis_ fra Kaukasus danner Rosetter af store lysgroenne,
brede Blade. Naar Rosetten har naaet fuld Udvikling, fremkommer
fra dens Midte en grenet Blomsterstand af store, lysblaa Klokker.
Den boer paa Grund af sin ejendommelige Voksemaade anbringes i
lodrette Klipperevner, saaledes at den kan ses fra neden.

_C. Portenschlagiana_. Balkan. 15 cm. Danner taette Tuer og Taepper
og breder sig let over store Dele af Anlaegget. Bladene
nyreformede, grovt takkede; Blomsterne smukt blaa, oprette, de
udvikles i rigelig Maengde naesten hele Sommeren igennem. Trives
overalt paa Stenhoejens lyse Steder, mellem loese Sten, i
Klipperevner, i Mure o. s. v.

_C. pulla_. 6-8 cm. Blomsterne enkeltvis, blaaviolette, nikkende.
En meget smuk, men noget lunefuld Art. Udvikler underjordiske
Skud og breder sig derved. Plantes i grusblandet Mosejord paa en
jaevn, vel afdraenet Flade. _C. pulloides_, som er en Bastard af
_pulla_ og en anden Art, ligner foregaaende, men er lettere at
dyrke.

_C. turbinata_. Kan betragtes som en Varietet af _C. carpathica_,
den er lavere af Vaekst, og Blomsterne er fladere og moerkere.

_C. Raineri_. En lav Art med blaalilla Blomster. Plantes i
vandrette eller skraanende Klipperevner i Graestoervejord blandet
med skarpt Grus.

_C. thyrsoides_. Afviger fra de andre her omtalte Klokke-Arter.
Planten danner en Roset af smalle, haarede Blade, og naar denne
er bleven 2 eller 3 Aar gammel, udvikles en rank
Staengel taet besat med en Maengde bleggule Blomster. Planten doer
efter Blomstringen. Anbringes bedst i stoerre Revner mellem Sten.

_C. Waldsteiniana_. Balkan. C. 12 cm. Blomsterne dybt delte,
naesten stjaerneformede, lysviolette. Plantes i smalle Klipperevner
paa sollys Plads,

_C. Wilsoni_. Har et Mylder af store violette Blomster af
_carpathica_-Typen. Trives let.

_Cardamine asarifolia_. Bladene nyreformede, frisk groenne;
Blomsterne hvide. Plantes i fugtige, muldede Lavninger eller ved
rindende Vand.

_C. trifolia_. Bladene trekoblede, Blomsterne hvide. Plantes i
muldet, fugtig Jord i Halvskygge eller Skygge.

_Carex capillaris_. Tueformet med ganske smalle fine Blade og
nikkende brune Aks. Klipperevner paa Nordsiden af Stenhoejen i
grusblandet Lyngjord eller ogsaa paa Lyngpartierne.

[Illustration: Fig. 73. Cerastium tomentosum.]

_C. montana_. Europa, Danmark. Tueformet med lange, friskgroenne
Blade. Paa Nordskraaninger eller i Halvskygge i muldet Jord.

Af andre _Carex_, som kan anbefales til Stenhoej, kan naevnes
_C. digitata, C. ornithopodioides_.

_Carlina acanthifolia_. Dette er en meget dekorativ Plante, som
dog desvaerre ofte doer efter Blomstringen. Bladene er
graaliggroenne, fjersnitdelte, tornede, samlede i en aaben, bred
Rosette. Naar Planten har naaet en Alder af 2-4 Aar, udvikles
en enkelt stor Kurv i Midten af Rosetten, Plantes i lodrette
Klipperevner. Oensker man aarligt at have Fornoejelsen af at se
denne Plante i Blomst, maa man soerge for at plante unge Planter
hvert Aar.

_C. acaulis_. Er ligesom forrige fortrinlig til store
Klipperevner, men denne Art holder sig uanset Blomstringen, ja
breder sig endog, saa at den efterhaanden fordrer ret betydelig
Plads. Blomsterkurvene sidder paa meget korte Staengler helt nede
mellem Bladene eller hos Formen _caulescens_ paa en 10-15 cm hoej
Staengel.

_Cerastium alpinum_. Taeppedannende med hvidfiltede Blade og
smukke hvide Blomster. Denne og andre Arter af samme Slaegt kan
plantes mellem loese Sten. De grovere Arter, som f. Eks. _C.
tomentosum_, der kan trives paa flad Jord, kan ogsaa benyttes paa
store Stenhoeje til Beklaedning af stoerre Flader.

_Chamaemelum Tschichatscheffi_, der har findelt, moerkegroent Loev og
hvide Blomster som Kamilleblomster, skal blot naevnes som en
Plante, der danner taette Taepper og holder sig frisk moerkegroen
selv i staerk Toerke.

_Coptis trifoliata_. 10 cm. Bladene tredelte, blanke. Blomsterne
hvide. Roedderne gule. Dyrkes i fugtig Mosejord.

_Cortusa Matthioli_. 25 cm. En Primula-lignende Plante med
stilkede, hjaerteformede, lappede, noget haarede Blade og talrige
haengende, karmoisinroede Blomster i Skaerm. Plantes i muldet Jord
i Halvskygge. Juni-Juli. _C. pubens_ er en mere haaret Form af
_C. Matthioli_.

_Corydalis lutea_. Bladene tredobbelt fjersnitdelte, mat groenne.
Blomsterne gule, i Klase. Blomstrer rigt og laenge, omtrent hele
Sommeren igennem. Meget villig og taknemmelig; plantes bedst paa
solrige Steder af Stenhoejen, i Stengaerder, i Grottevaegge og i
Mure.

_C. ochroleuca_ ligner foregaaende, men har cremefarvede
Blomster.

_Cotula_. Lave Planter af Kurvblomsternes Familie med
nedliggende, ofte rodslaaende Grene, fligede eller fjersnitdelte
Blade og ubetydelige Blomsterkurve. Paa Grund af deres
Voksemaade danner de snart taette Taepper, og da de tillige er
noejsomme, egner de sig til Beklaedning af noegne Flader. Trives
bedst paa nordvendt Stenhoej.

Af Arter kan naevnes _C. acaenoides_, C. _reptans_ og _C.
squalida_, alle fra Australien eller Ny Zeland.

_Cotyledon spinosa_. 30 cm. Ligner i Vaekst en _Sempervivum_ og
danner som denne en Roset af koedede Blade. Blomsterne gule i
aksformet Stand. Juni. Plantes mellem loese Sten paa sollys Plads.

_Crepis aurea_. Ligner i Vaekst vor almindelige Maelkeboette.
Blomsterne i enkelt endestillet Kurv, orangebrune. Plantes i
Engpartierne.

_Crucianella stylosu_. Orienten. Bladene kransstillede.
Blomsterne rosenroede i taette Stande i Spidsen af Staengelen.
Planten har en ubehagelig Lugt. Plantes paa Klippeblokke,
Stengaerder eller Mure, saa at Skuddene kan haenge frit ned eller
ud over Stenene.

_Cyclamen, "Alpeviol"_. Planter af Kodriver-Familien med
underjordiske eller halvt underjordiske Knolde, deraf Navnet
_"Jordskive"_. Bladene er hjaerteformede eller nyreformede, noget
laederagtige, Blomsterne paa enblomstrede Stilke med
tilbageslaaede Kronblade. De trives i lune, halvskyggede
Lavninger i temmelig fugtig, muldet Jord.

_C. coum_. Lille Asien. Har nyreformede Blade og smaa roede
Blomster i det tidlige Foraar.

_C. europaeum_ har hjaerteformet-nyreformede Blade og vellugtende,
purpur-rosa Blomster om Sommeren og Eftersommeren.

_C. hederifolium_. Syd Europa. Bladene hjaerteformede, smukt
tegnede med hvidt, takket-tandede i Randen. Blomsterne store
roede, fremkommer sent paa Sommeren og Efteraaret.

_Cypripedium_. Af Slaegten _"Fruesko"_, som mest hoerer hjemme i
varme Himmelstroeg, findes nogle enkelte Arter, der er haardfoere
her paa vore Breddegrader og som fortjener en Plads paa
Stenhoejen.

_C. calceolus_. Perigonbladene brune, Laeben gul. Plantes i
Bladjord med rigelig Tilsaetning af Kalk. Halvskygget Plads.

_C. spectabile_. En praegtig Plante med store, lysgroenne Blade og
store blegrosa Blomster. Fugtig muldet Jord.

Foruden disse to Arter, som er velkendte i Kultur her i Landet,
findes nogle andre smukke Arter, der kun i mindre Udstraekning er
bleven dyrkede i Haver men som, saafremt deres Haardfoerhed
stadfaestes, fortjener Udbredelse: _C. guttatum, C. humile, C.
macranthum, C. pubescens, C. tibeticum_.

_Delphinium nudicaule_. Kalifornien. 25-30 cm. Blomsterne
cinnoberroede i en spredtblomstret Klase. Juni-Juli. Plantes
mellem loese Sten i velafdraenet Jord; maa hyppigt fornyes med
unge Planter, da den er tilboejelig til at doe efter Blomstringen.

[Illustration: Fig. 74. Dianthus plumarius.]

_Dianthus alpinus_. 5 cm. Bladene stumpe, groenne, glatte, noget
koedede. Blomsterne enkeltvis, store, koedfarvede med karminroed
Tegning mod Svaelget. Plantes paa fritliggende Plads i fugtig Jord
bestaaende af Mosejord, Graestoervejord og Grus. Juni.

_D. arenarius_. Bladene smalle, spidse; Blomsterne hvide, noget
frynsede. Planten danner store Tuer. Trives bedst paa en solrig,
ret toer Plads.

_D. caesius_. 15 cm. Bladene smalle, blaaliggroenne; Blomsterne
rosenroede eller moerkeroede, vellugtende. Behandles som
foregaaende.

_D. callizonus_ fra Transsylvanien minder en Del om _D. alpinus_,
men Blomsterne er stoerre, ligesom Planten i det hele er mere
fyldig og robust; Bladene spidse, noget blaagroenne.

_D. deltoides_, som vokser vildt her i Landet paa toerre Hoeje, kan
ogsaa anvendes paa Stenhoejen. Bladene smalle, groenne; Staenglerne
grenede med enblomstrede Grene; Blomsterne rosenroede med hvide og
moerkeroede Tegninger. Plantes mellem loese Sten i let Jord eller
paa Lyngpartierne.

_D. Freynii_. 5 cm. Bladene meget smalle, blaaliggroenne.
Blomsterne rosenroede. Danner taette, smaa Tuer. Plantes i smalle
Spalter mellem Sten eller paa svagt skraanende Flader mellem
loese Sten.

_D. glacialis_. 5 cm. Bladene smalt linieformede. Blomsterne
rosenroede med lysere Farve mod Svaelget. Plantes i Spalter mellem
Sten i grus- og granitskaerve-blandet Mosejord.

_D. graniticus_. Ligner en Del _D. deltoides_, men er taettere af
Vaekst og mere blomsterrig. Anvendes paa samme Maade som denne.
Omplantes ofte, da Planterne ellers let doer bort; formerer sig
let ved Selvsaaning.

_D. plumarius, "Fjer-Nellike"_ har store hvide eller lilla
Blomster. Meget storblomstret og taknemmelig.

_Dodecatheon, "Gudeblomst"_. Beslaegtet med Primula og Cyclamen.
Blomsterne har ligesom denne sidste Slaegt tilbageslaaede
Kronflige, de sidder ikke enkeltvis, men er samlede i en
rigtblomstret Skaerm. Bladene er grundstillede, glatte og af bloed
Konsistens, saa at de snart bliver slappe, hvis Planten staar for
toert. Der findes flere Arter eller Former med karminroede, rosa
eller hvide Blomster: _D. meadia, D. Jeffreyi, D. integrifolia_.
Plantes i fugtig, muldet, let, aaben Jord i Kloefter, der har Fald
mod Nord eller dog er beskyttede mod staerk Sol.

_Doronicum grandiflorum_ (= _Aronicum scorpioides_) har store,
gule Kurve og brede, aegformede eller naesten hjaerteformede Blade.
Fordrer stenblandet Mosejord, der holdes koelig og fugtig.

[Illustration: Dianthus caesius.]

_Douglasia Vitaliana_. Staenglerne talrige, nedliggende, med
linieformede, spidse Blade. Blomsterne rent gule. Plantes i
Klipperevner i vel afdraenet Jord. Ynder Kalk.

_Draba_. Lave Planter af Korsblomstfamilien med Blomsterne i
Klase.

_D. aizoides_. 5-8 cm. Danner taette Puder. Bladene smaa,
taetsiddende, linieformede; Blomsterne gule i faablomstrede
Halvskaerme. I Blomstringstiden skjules Loevet naesten under
Blomsterne. April. Plantes i vandrette Klipperevner i grusblandet
Jord.

_D. aizoon_. Ligner meget foregaaende, men er noget kraftigere og
grovere af Vaekst,

[Illustration: Fig. 75. Erigeron glabellus alpinus.]

_D. dicranoides_. 5 cm. Pude-taeppedannende. Bladene linieformede,
tilspidsede, randhaarede. Blomsterne gule, ret store, 10 mm i
Diameter, April. Plantes i brede Spalter mellem Sten, eller
imellem loese Sten.

_D. olympica_. Graekenland. Bladene taetsiddende, linieformede.
Blomsterne gule i rigtblomstrede Klaser, April. Voksemaade og
Anvendelse som _D. dicranoides_.

_Dryas_. Lave Dvaergbuske med nedliggende Grene, derved
taeppedannende. Ganske fortrinlige Stenhoejsplanter til Plantning
i Stenskred eller paa stoerre Klippepartier, hvor Skuddene kan
laegge sig hen over Stenene eller haenge ud over disse. Bliver
bedre paa Nordsiden end paa Sydsiden af Stenhoejen. Plantes i en
Blanding af Lyngjord, Grus og Kalk.

_D. Drummondi_. Nord Amerika. Bladene aegformet-elliptiske,
rundtakket-savtakkede. Blomsterne gule, nikkende, med noget
sammensluttede Kronblade. Maj.

_D. octopetala, "Rypelyng"_. Bladene omtrent som foregaaende,
noget fastere i Substans. Blomsterne hvide med 8 store Kronblade,
aabne, ikke nikkende, derfor af langt bedre Virkning end
foregaaende. Maj.

_D. integrifolia_ er en Varietet af _D. octopetala_ med ganske
smalle, helrandede Blade og med sluttet Vaekst.

_D. lanata_ er en haaret Form af _D. octopetala_.

_Edraianthus_. Hoerer til Klokkefamilien. Bladene er linieformede.
Blomsterne violetblaa i hovedformede Stande.

_E. pumilio_. Planten danner taette smaa Puder. Blomsterne haever
sig kun lidt op over Loevet. Plantes paa Afsatser paa lodrette
Vaegge eller i Spalter i Klippeblokke.

_E. tenuifolius_. Danner ret store Rosetter. Blomsterstaenglerne
ret lange. Plantes bedst i lodrette eller skraanende
Klipperevner.

Af andre Arter kan naevnes _E. dalmaticus_ og _E. graminifolius_.

_Epilobium macropus_. Ny Zeland. 10 cm. Skuddene talrige og
taetsiddende. Bladene smaa, aegformet-elliptiske. Blomsterne
enlige, hvide. Juli.

_E. nummularifolium_. Ny Zeland. En sirlig, lille Plante.
Skuddene meget tynde; Bladene naesten kredsrunde. Blomsterne
enlige, blegroede eller hvide paa lange, tynde Stilke.

Disse Arter plantes i grusblandet Mosejord i Halvskygge og paa
halvfugtig Plads.

_Epimedium, "Bispehue"_, er meget villige og taknemmelige
Planter, der saerlig kan anvendes paa muldet Jord mellem Bregner
i Halvskygge. Bladene er sammensatte, noget laederagtige, oftest
bleggroenne.

_E. alpinum_ har brunkarmine Baegerblade og gule Kronblade.
Rodstokken hos denne Art er vidt udloebende, medens de andre
Arter har kortere Jordstaengler.

_E. macranthum_ har hvide Blomster; Varieteten _violaceum_ har
lilla Blomster.

_K. Musschianum_ og _niveum_ har hvide Blomster.

_E. rubrum_. Baegerbladene hos denne er karminroede, medens
Kronbladene er gullige.

_Eranthis cilicica_ fra Lille-Asien og _E. hiemalis,
"Vinterblomme"_ fra Europa er nogle af de foerste Foraarsbebudere,
idet de ofte allerede i Februar, ja endog i Januar udfolder deres
gule, naesten kugleformede Blomster. Nedenunder Blomsten sidder en
Krans af groenne Svoebblade, disse er lidt finere og spidsere hos
_cilicica_ end hos _hiemalis_. De plantes i muldet Jord under
Traeer eller mellem Buske, hvor Knoldene faar Lov at ligge uroerte,
men de kan ogsaa finde Anvendelse paa Stenhoejen, hvor de bedst
anbringes i Kloefter eller Bunden af Grotter mellem Bregner.

[Illustration: Fig. 76 Iberis sempervirens. Enkelt Plante.]

_Erigeron aurantiacus_. Nord Amerika. 25 cm. Blomsterne
orangegule. Er tilboejelig til at bastardere med andre E.-Arter og
derved udarte.

_E. compositus_ fra Nord Amerika, Groenland o. a. arktiske Egne.
20 cm. Har flere Gange snitdelte Blade med smalle Afsnit.
Randkronerne er lyslilla, Skivekronerne gule. Juni.

_E. glabellus_. Nord Amerika. Randkronerne lavendelblaa,
Skivekronerne gule. Varieteten _alpinus_ lavere end Hovedarten.

Disse Arter formeres let ved Deling og plantes imellem loese Sten
eller i brede Spalter i Stenblokke.

_Erinus alpinus_. 10 cm. Danner loese Tuer. Bladene smaa, smalle,
rundtakket-savtakkede. Blomsterne karminrosa i Klaser. Maj. Boer
ofte omplantes. Den opfoerer sig ofte som to-aarig. Formerer sig
let ved Selvsaaning.

_Eriogonum flavum_ og _umbellatum_ fra Nord Amerika er
taeppedannende Planter med gule Blomster i taette, hovedformede
Stande i Juli. Fordrer toer og solrig Vokseplads.

_Erodium macradenum_. Pyrenaeerne. 20 cm. Bladene flere Gange
fjersnitdelte, graaliggroenne. Blomsterstaenglerne 2-3-blomstrede;
Blomsterne blegroede med moerkere Aarer, 2 af Kronbladene med en
moerk Plet. Juni. Plantes i Revner mellem Sten i fuld Sol.

_E. Manescavi_. 30 cm. Bladene dobbelt fjersnitdelte,
moerkegroenne, staerkt haarede isaer paa Stilken. Blomsterne store,
2-5 paa hver Staengel, karmoisinroede, to af Kronbladene med en
hvidspaettet Plet ved Basis. Juni.

_Eryngium alpinum_. 50-60 cm. Blomsterne smaa, men samlede i et
stort, aflangt Hoved. Det, der goer Planten saa dekorativ, er
navnlig de pragtfulde Svoebblade, som sidder nedenfor
Blomsterhovedet, de er tornede og af en livlig blaaviolet Farve.
Har dybtgaaende Roedder og maa derfor plantes paa et Sted, hvor
der er fri Adgang for disse.

_E. glaciale_. Spanien. Bladene fjersnitdelte med lange, tornede
Afsnit. Blomsterhovederne lilla, omgivne af groenne og lilla,
tornede Svoebblade. Roedderne meget dybtgaaende. Plantes i smalle,
dybe Revner i poroes Jord.

_Erysimum Kotschyanum_. Lille Asien. 5 cm. Danner smaa, taette
Tuer eller Puder. Bladene liniedannede; Blomsterne store i
faablomstret Halvskaerm. Maj. Plantes i vandrette Spalter i vel
afdraenet Jord.

_E. pachycarpum_. Himalaya. Bladene smalle. Blomsterne orangegule
i Klase. Plantes paa lun Plads mellem loese Sten.

_Euphorbia capitulata_. Graekenland. 10 cm. Skuddene bloede,
taetbladede, Bladene smaa, graagroenne, elliptiske, glatte;
Blomsterne gule. Frugtkapslerne orangegule. Juni. Plantes i
vandrette Klipperevner; breder sig ved underjordiske Udloebere
mellem Stenene.

_E. myrsinitis_. Syd-Europa. 30 cm. Skuddene overvintrende,
kraftige, taetbladede, Bladene bleggroenne. Blomsterne gule,
udvikles tidligt om Foraaret. Efter Blomstringen doer Skuddet,
men ny Skud fremkommer fra Basis naeste Aar. Plantes i lodrette
Klippevaegge i fuld Sol.

[Illustration: Fig. 77. Iberis sempervirens. Lav og storblomstret
Have-Varietet.]

_Frankenia hirsuta_. 5-8cm. Skuddene talrige, naesten traadfine,
nedliggende eller halvtoprette, Planten derved taeppedannende;
Bladene meget smaa og smalle, graagroenne. Blomsterne enkeltvis,
smaa, lysroedlilla. Juli-August. Taaler Sol.

_Genista sagittalis_. 15-20 cm. Skuddene flade, vingede.
Blomsterne gule i endestillede Klaser. Danner faste, taette
Planter, der trives paa Stenhoejens mest udsatte Steder.

_Gentiana acaulis_. En af de mest pragtfulde Stenhoejsplanter.
Blomsterne enlige, store, moerkeblaa, tragtformede. De
blomsterloese Skud ganske korte og taetsiddende. Planten derved af
taeppedannende Karakter. Den kan trives paa flad Jord og finder
der ofte Anvendelse som Kantplante. I sandet Jord vil den ikke
blomstre, man maa derfor give den en nogenlunde svaer Jord at
vokse i. Formeres let ved Deling.

_G. asclepiadea_ er en stor Staude med aeg-lancetformede Blade op
ad Staengelen og talrige Blomster i Toppen. Fordrer muldet Jord og
Skygge eller Halvskygge; passer bedst i store Kloefter mellem
Bregner. Der findes en Form med hvide Blomster.

_G. bavarica_. Af Voksemaade som _acaulis_, men meget mindre og
spaedere end denne. Blomsterne roerformede med flad Krave,
straalende blaa. Vanskelig at dyrke. Plantes paa Moraenebed eller
dog i al Fald i grusblandet Mosejord paa et Sted, hvor den ikke
udsaettes for Udtoerring.

_G. septemfida_. Orienten. Har talrige Skud med taetsiddende Blade
og flere blaa Blomster samlede i Spidsen af Staengelen. Noejsom og
villig; formeres ved Deling. Juli.

_G. verna_ ligner en Del _G. bavarica_ og er som denne vanskelig
at dyrke. Grundbladene rosetteformigt samlede, stoerre end
Staengelbladene; Blomsterne azurblaa.

_Geranium argenteum_ har silkehaarede, naesten soelvglinsende Blade
og blegroede Blomster.

_G. cinereum_. Bladene haarede; Blomsterne blegrosa med moerkere
roede Aarer. Begge Arter, som stammer fra Pyrenaeerne, er lave
Planter, 5-10 cm., som bedst saettes paa en solrig Plads imellem
stoerre Sten i poroes og let Jord.

_G. sanguineum_. Af denne praegtige her i Landet vildtvoksende Art
findes en Varietet med nedliggende Skud; denne egner sig
fortrinligt til Plantning paa toerre Skraenter. Varieteten
_lancastriense_ har rosa Blomster med moerkere Aarer.

_Geum montanum_. 10-12 cm. Bladene fjersnitdelte med stoerre
rundtakket-lappet Endeafsnit, haarede; Blomsterne enkeltvis
eller faa paa hver Staengel, gule c. 3 cm i Gennemsnit. Plantes i
grus- og kalk-blandet Mosejord.

_G. reptans_. Har krybende Udloebere. Bladene fjersnitdelte;
Blomsterne gule. Plantes paa halvskyggede Steder i stenet Jord.

_Globularia cordifolia_. En lille, ganske lav Plante med
nedliggende Grene og smaa, udrandede Blade. Blomsterne meget
smaa, blaa, i kugleformede Hoveder. Plantes i en Blanding af
Mosejord, Graestoervejord og Grus.

_Gunnera magellanica_ stammer fra den sydligste Del af Syd
Amerika. Bladene er kredsrundt-nyreformede, Blomsterne
ubetydelige. Breder sig ved Udloebere og daekker snart stoerre
Flader. Trives i muldet, fugtig Jord paa halvskygget eller
nordvendt Stenhoej.

_Gypsophila cerastioides_. Himalaya. 10 cm. Taeppedannende.
Bladene smaa, bredt elliptiske, haarede; Blomsterne hvide med
roede Aarer; blomstrer rigt og laenge og trives meget villigt. Boer
omplantes af og til.

_G. repens_. Staenglerne nedliggende og halvt oprette,
rigtbladede; Bladene smalle, blegt blaagroenne; Blomsterne hvide
eller blegroede i aabne Stande. Planten kan brede sig over stoerre
Flader og paa Grund af sin rige Forgrening og Bladmaengde daekke
Underlaget ganske; da den tillige er noejsom, egner den sig godt
til Brug paa grovere Stenpartier, anvendes den paa smaa Anlaeg,
boer den forynges ret hyppigt, da den ellers snart bliver for
fordringsfuld med Hensyn til Plads.

_G. transsylvanica_. Ungarn. Danner taette smaa Tuer af smalle,
blaagroenne Blade; Blomsterne hvide. Plantes i smalle Revner
mellem Sten.

_Haberlea rhodopensis_. Balkan. 12-15 cm. Hele Planten haaret;
Bladene grundstillede, aflangt aegformede, grovt savtakkede, noget
laederagtige. Skaftet baerer 4-5 tragtformet-roerformede, lilla,
svagt uregelmaessige Blomster. Plantes bedst paa Afsatser paa
Grottevaegge i muldet Jord og paa beskygget Sted.

_Hacquetia epipactis_. En beskeden, men taknemmelig lille
Planteart med grundstillede 3-5-lappede Blade og gulgroenne
Blomster i en taet Skaerm omgivne af ligeledes gulgroenne
Svoebblade, der udvikles i det tidlige Foraar. Ynder fugtig og
muldet Jord.

_Helianthemum oelandicum_ og _H. vulgare, "Soloeje"_ er Dvaergbuske
med nedliggende Grene og smukke, gule Blomster. Den foerstnaevnte
er den bedste, den danner taette Taepper og frembringer en Maengde
Blomster. Plantes i grusblandet Lyngjord, den boer forynges af og
til, da 2-4-aarige Planter er smukkest. _H. vulgare_, som vokser
vildt her i Landet paa toerre Bakker, er meget noejsom og kan
plantes paa enhver sollys Plads.

_Helxine Soleirolii_. Korsika. 1--2 cm. Hoerer til Naeldefamilien,
og Blomsterne er som hos alle andre Arter af denne Familie ganske
ubetydelige. Det er dog en meget smuk lille Urt, idet Loevet er af
en herlig frisk, groen Farve, og Planten i Loebet af Sommeren
breder sig ud som et fladt Taeppe over Underlaget. Plantes paa
fugtige, skyggede Stenvaegge eller paa poroese Sten. Den lider
hurtigt af Efteraarsfrosten, men skyder gaerne paa ny om Foraaret.

[Illustration: Fig. 78. Linaria pallida i Haveselskabets Have.]

_Hepatica_. 12-15 cm. hoeje Planter, Bladene bliver siddende paa
Planten i halvvissen Tilstand Vinteren igennem. Blomsterne
udvikles tidligt om Foraaret, inden de ny Blade fremkommer.
Blomsterne har kronbladagtigt farvede Baegerblade, et 3-delt
groent Svoebblad sidder taet under Blomsten. Plantes i Muldjord i
Halvskygge f. Eks. i store Kloefter og er af bedst Virkning, naar
de er anbragte et saadant Sted i store Maengder. Ogsaa
fortrinlige som Indfatningsplanter.

_H. angulosa_. Ungarn. Bladene nyreformede, 3-lappede med
lappet-tandede Afsnit. Blomsterne lysblaa med talrige Baegerblade.
Marts, undertiden allerede Februar. Der findes ogsaa
Former med rosenroede og hvide Blomster.

_H. triloba, "Adelkloever"_. Europa, ogsaa Danmark. Bladene
regelmaessigt 3-lappede. Blomsterne med 5-7 blaa Baegerblade.
Blomstrer Marts-April. Der findes Varieteter med hvide, roede,
blegroede, violette Blomster samt dobbelte Former med blaa og
roede Blomster.

_Herniaria latifolia_. Lav, taeppedannende Urt med graagroenne
Blade og ubetydelige Blomster. Taaler Sol og toer Bund.

_Hippocrepis comosa_. Bladene uligefinnede, mangeparrede.
Blomsterne samlede i Hoved, gule, minder en Del om
_"Kaellingetand"s_ Blomster. Plantes imellem loese Sten eller i
Klipperevner, saaledes at Grenene kan laegge sig ud over Stenene.
Ynder Kalk.

_Homogyne alpina_. 25 cm. Bladene nyreformede, grundstillede.
Blomsterne samlede i en enkelt Kurv i Spidsen af Staenglerne.
Ynder muldet Jord og Halvskygge samt Fugtighed. Plantes bedst paa
Afsatser paa nordvendte Stenvaegge.

_Horminum pyrenaicum_. Alperne, Pyrenaeerne. 15 cm. Bladene brede
i loese Rosetter. Blomsterne violette i Kranse op ad Staengelen.
Trives naesten overalt paa Stenhoejen, bliver yppigst og smukkest i
Halvskygge, men faar mere sit naturlige Udseende paa lysere
Pladser.

_Houstonia coerulea_. Nord Amerika. 3-5 cm. Danner smaa, taette
Tuer af lysgroenne Blade. Blomsterne paa traadfine Stilke, lysblaa
med gult "Oeje". Fordrer moseagtig fugtig Jord for at trives.

_H. serpyllifolia_. Nord Amerika. Ligner foregaaende. Staenglerne
mere nedliggende.

_Hutchinsia alpina_. 8-10 cm. Bladene smaa, fjersnitdelte, frisk
groenne, Blomsterne hvide i Klaser. Danner taette Taepper, og da den
holder sig med friske Blade hele Vinteren, naar Kulden ikke
bliver altfor straeng, kan den anbefales til almindelig Plantning.
Meget noejsom og villig; boer omplantes af og til.

_Hypericum coris_. 20 cm. Orienten. Bladene linieformede,
kransstillede. Blomsterne gule i topformede Stande. Juli. Plantes
i vandrette Klipperevner og mellem loese Sten.

_H. fragile_. 5-8 cm. Skuddene svage, nedliggende eller halvt
oprette. Bladene smaa, glatte, ovale, graagroenne; Blomsterne
store, gule, enkeltvis eller faa sammen. Juli.

_H. orientale_. Lilleasien. Bladene korsvis modsatte, matgroenne.
Blomsterne bleggule.

_H. polyphyllum_. 20-25 cm. Bladene smaa, elliptiske, mat
blaagroenne; Blomsterne enlige eller faa sammen, 6 cm i Diameter.
Juli.

_Hypochoeris uniflora_. 30 cm. Bladene bleggroenne, grundstillede,
Blomsterskaftet opret, rankt, ender med en stor Kurv at lysgule
Blomster. Behandles som Arnica.

_Iberis sempervirens_ er en svagt forveddet Plante med smalle,
moerkegroenne, stedsegroenne Blade og hvide Blomster i Klase. Egner
sig bedst til Plantning i lodrette Stenvaegge, i Mure eller paa
store Stenblokke, som den efterhaanden kan helt tildaekke. Formen
_"Little gem_" danner meget mindre og taettere Planter end
Hovedarten, derfor bedre til mindre Stenpartier.

_I. stylosa_. Danner taette Planter med talrige Skud besatte med
smalle, noget koedfulde Blade. Blomsterne hvide eller bleglilla i
rigtblomstret Halvskaerm. Toaarig eller fleraarig.

_Incarvillea grandiflora_. Kina. Har store, tragtformede
Blomster, den ligner noget den kendte smukke Staude _I.
Delavayi_, men er lavere af Vaekst og har en- eller to-blomstrede
Staengler. Plantes i Sol eller Halvskygge paa dybmuldet, fugtig,
vel draenet Jord.

_Inula acaulis_. Lille Asien. Ganske lav af Vaekst med glatte
Blade og gule Kurve, som ikke haeves op over Loevet.

_Iris histrio_. Palaestina. Regnes ofte som en Varietet af
foelgende, men blomstrer endnu tidligere, og Blomsterne er blaa
med hvidt. Plantes paa en lun Plads.

_I. reticulata_. Kaukasus. Bladene er smalle, firesiddede, vokser
i Laengden efter Blomstringen. Blomsterne violette, vellugtende
(omtrent som Violer) i April, undertiden allerede i Marts. En
praegtig, villig og meget taknemmelig Plante, som kan plantes i
poroes Jord paa Stenhoejen, men foroevrigt ogsaa kan trives i en
almindelig Stauderabat.

Et stort Antal andre Iris-Arter egner sig paa Grund af deres
lave Vaekst og deres smukke Blomster til Plantning paa Stenhoej,
men mange af disse kan ogsaa dyrkes med Held andre Steder i
Haven. En saerlig Gruppe af Iris--hoerende til en Afdeling, som
hedder _Oncocyclus_--er vanskelige at dyrke og er i det hele ikke
proevet meget her i Landet. [Fodnote: De som maatte oenske at
studere disse pragtfulde Iris henvises til R. Irwing Lynch: The
book of the Iris.] Men skal de lykkes hos os paa Friland, maa de
ubetinget dyrkes paa Stenhoej, hvis man da ikke er noedt til at
dyrke dem i Koldbaenk. Den bekendteste af denne Iris-Gruppe er
_Iris susiana_, Englaendernes _"Mourning Iris_", Tyskernes
_"Wittwe in Trauer_", som kaldes saaledes paa Grund af de
floedefarvede Blomsterblade, der er taet tegnede med moerkebrunt.
Denne er faktisk haardfoer her i Landet og har i vor botaniske
Have blomstret et Par Aar i Traek.

[Illustration: Fig. 79. Nepeta Mussini.]

_Jasione perennis_. Blomsterne smaa lysblaa, samlede i taette
Hoveder. Juni-Juli. Plantes i Halvskygge eller paa nordvendte
Skraaninger.

_Leontopodium alpinum, "Edelweiss"_ er med sine Varieteter spredt
over Europas og Asiens Bjaerge. Danner taette Tuer af smalle,
graalige Blade. Fra Tuerne udskyder Blomsterstaenglerne, der ender
med en Samling smaa Kurve, tilsammen omgivne at flere Raekker
taethvidfiltede Blade. At Edelweiss skal vaere vanskelig at dyrke,
er en Fabel. Plantet i let, poroes Jord og udsat for fuld Sol
trives den ganske fortrinligt og blomstrer rigt hvert Aar. Den
kan formeres let baade ved Deling og Froeudsaed. De Varieteter, der
udbydes under saerlige Navne som _altaicum sibiricum_ o. s. v. er
naeppe meget afvigende fra selve Arten; den der hedder _japonicum_
er meget afvigende, men af ringe Vaerd.

_Linaria alpina_ er en spaed Plante, som bedst trives paa
Skraaninger med poroes, let Jord belagt med loese Sten. En Gang
plantet paa et saadant Sted, holder den sig fremtidig ved
Selvsaaning. Blomsterne er violette med orangegult Gab. Blomstrer
hele Sommeren.

_L. cymbalaria_ har lange, tynde, nedliggende Skud med
nyreformede, noget lappede Blade, og lysviolette Blomster. Man
boer kun plante denne, hvor den kan faa Lov til at brede sig, som
den vil; thi den er naesten ikke til at udrydde igen, hvor den
har vundet Indpas. Gamle Mure er en udmaerket Vokseplads for den.
Heraf en hvidblomstret Form.

_L. hepaticifolia_. Korsika. Skuddene skoere, nedliggende,
krybende; Bladene nyreformede, trelappede, tegnede med hvidt
langs Nerverne; Blomsterne blegviolette, enkeltvis i
Bladhjoernerne. Fugtig Vokseplads, ynder fuld Sol.

_L. pallida_ breder sig meget staerkt ved underjordiske Skud. Den
er naer beslaegtet med _L. cymbalaria_, men har foruden den
afvigende Vaekst mindre Blade og moerkere violette Blomster.
Anvendelse som _L. cymbalaria_.

_L. pilosa_ er ogsaa af samme Type, den er fladt udbredt paa
Jorden og taet taeppedannende. Den er ikke saa vanskelig at faa
udryddet som de to andre, undtagen naar den er vokset ind i andre
lave Planter. Kan man soerge for at holde disse Planter indenfor
visse Graenser, boer man ikke foragte dem, da de alle er smukke,
hver paa sin Vis, navnlig kan en taet Bevoksning _L. pallida_ i
Blomst vaere af ganske pragtfuld Virkning.

_Linum campanulatum_, 30 cm. Af almindelig Staudetype. Blomsterne
gule. Vil gaerne have en varm Vokseplads.

_Lithospermum fruticosum_. Svagt traeagtig med smalle, haarede
Blade. Blomsterne blaa eller purpurfarvede. Juni. Plantes i fuld
Sol i kalkblandet Jord.

_L. purpureo-coeruleum_. De ikke blomstrende Skud lange,
overhaengende eller nedliggende, ofte rodslaaende, de blomstrende
mere oprette. Bladene lancetformede; Blomsterne i ret store
Stande, purpur og blaa. Halvskygge og kalkholdig, muldet Jord.
Kraever paa Grund af sin Voksemaade rigelig Plads.

[Illustration: Fig. 80. Phlox subulata.]

_Lychnis alpina_. Danner smaa taette Tuer af smalle Blade.
Blomsterstandene ca. 8 cm hoeje med talrige karmoisinroede
Blomster. Trives meget villigt og er let at formere ved Deling
og Froeudsaed.

_L. Lagascae_. Udvikler en Rigdom af Skud med blaagroenne Blade og
rosenroede Blomster. Formeres let ved Deling og trives paa solrig
Plads og i let Jord.

_L. viscaria, "Tjaerenellike"_. Denne, der kan udvikle sig smukt
paa almindelige Stauderabatter, kan paa Grund af sin Rigdom af
karmoisinroede Blomster ogsaa anbefales til store Stenhoeje,
Varieteten _fl. pl_. med fyldte Blomster er langt pragtfuldere
end selve Arten; _fl. albo_ har hvide Blomster.

_Meconopsis integrifolia_ fra Kina hoerer til de Planter, som doer
efter Blomstringen. Bladene er blege, haarede, Staengelen er rank
og kraftig, 50-80 cm hoej og baerer 6-8 store lysgule Blomster i
Toppen. Den er 2-3 Aar om at naa til blomsterdygtig Stoerrelse, og
den trives i muldet, fugtig eller naesten vaad Jord.

_Mentha Requieni_. Korsika. Har samme lave, taeppedannende Vaekst
som _Arenaria balearica_ og _Helxine_, men har som en yderligere
Fordel en herlig Vellugt. Blomsterne er smaa, bleglilla.
Anvendelse og Behandling som de to naevnte Planter. _M.
gibraltarica_ er af samme Type, men noget kraftigere.

_Mertensia primuloides_. Himalaya. 10-15 cm. Bladene
lancetformede. Blomsterne smukt blaa.

_Meum athamanticum_. 20 cm. En Skaermplante med moerkegroent,
dobbelt fjersnitdelt Loev med haarfine Smaaafsnit; Blomsterne
hvide i Skaerm. Plantes i Sol eller Halvskygge i muldet Jord, i
Sol faar den mere kompakt Vaekst.

_Moltkia petraea_. Dalmatien. Staar meget naer _Lithospermum_. Det
er en lille Halvbusk med smalle, graalige Blade og moerkeblaa
Blomster. Boer plantes klemt inde mellem Sten i fuld Sol.

_Morisia hypogaea_. Staengelloes. Bladene breder sig fladt ud paa
Jorden, de er moerkegroenne, fjersnitdelte. Blomsterne rent gule.
En ganske praegtig Stenhoejsplante, som fordrer en solrig Plads og
stenet Jord.

_Muehlenbeckia axillaris_. Ny Zeland. Skuddene svagt traeagtige,
nedliggende og halvt oprette, udvikles i Maengde, Planten derved
taet taeppedannende. Bladene smaa, kredsrunde. Blomsterne ganske
ubetydelige. Fortrinlig til Beklaedning af stensatte Skraenter.

_Myosotis alpestris_ er naeppe andet end en alpin Form af vor
almindelig _Eng-Forglemmigej_. Vaeksten er mere sluttet, og
Blomsterne mere intensivt blaa end hos denne. Holder sig dog
naeppe ren i Kultur.

_Nepeta Mussini_. Fordrer en toer og solrig Plads. Blomsterne i
taette Aks, lavendelblaa.

_Oenothera missouriensis_ fra det vestlige Nord Amerika har
talrige, griffeltykke, roedlige Skud fra samme Rod; Bladene
lancetformede ca. 10 cm. lange, groenne med hvidlig Rand og
Midtnerve. Blomsterne, som Sommeren igennem udvikles fra
Bladhjoernerne, er store, gule, langstilkede. Plantes i vandrette
eller lodrette Klipperevner.

_Omphalodes Luciliae_. Graekenland, Lille-Asien. 10-15 cm. Bladene
glatte, blaagroenne; Blomsterne lillablaa. Maj. Solrig Plads og
gruset Jord.

_O. verna, "Vaarforglemmigej"_, har brede, moerkegroenne Blade og
dybblaa Blomster i det tidlige Foraar. Ynder muldet Jord og
Halvskygge.

_Onosma_ hoerer til samme Familie som Forglemmigej, men Blomsterne
er lange, roerformede. Hele Planten staerkt haaret, Bladene derved
hos de fleste Arter ganske graa. De hoerer for Stoerstedelen hjemme
i Orienten. Deres hele Habitus viser, at de hoere hjemme paa
solrige og toerre Steder, og de plantes i Overensstemmelse hermed
i Revner mellem Sten paa Stenhoejens solrigeste Steder.

_O. albo-roseum_ grener sig meget og bliver efterhaanden ret
omfangsrig, man maa derfor saette den et Sted, hvor den faar god
Plads at brede sig paa. Blomsterne er gullighvide med lidt roedt.

_O. stellulatum_. Staengelen opret, ugrenet; Blomsterne gule.
Bladene linie-lancetformede.

_Origanum pulchellum_. Orienten. 15 cm. Bladene ovale,
graalig-groenne, Blomsterne rosenroede. Det mest fremtraedende ved
denne Plante er dog de roedtfarvede Daekblade omkring Blomsterne.
Plantes i fuld Sol.

_Ourisia coccinea_. Chile. Bladene mest grundstillede,
friskgroenne, hjaerteformet-nyreformede. Blomsterstaenglerne 25 cm
med stilkede, hoejroede Blomster. Maa have en lun Plads og er
maaske tvivlsom haardfoer.

_Oxalis enneaphylla_. 15-20 cm. Falklands Oeerne. Staengelloes eller
med meget kort Staengel. Bladene hjulformede med talrige
Smaablade, blaagroenne, noget kodede. Blomster enkeltvis, store,
hvide. Fordrer koelig Jordbund, plantes derfor bedst paa
Moraenebred.

_Oxyria digyna_. 10-20 cm. Bladene samlede ved Grunden, stilkede,
nyreformede, glatte, noget koedede. Blomsterne samlede i en taet
forgrenet Top. Blomsterdaekket er groent, men Stoevdragerne og
Arrene er roede. Ynder en fugtig Vokseplads i muldet, gruset Jord;
Nordsiden af Stenhoejen.

_Oxytropis_-Arterne staar meget naer ved _Astragalus_ saavel med
Hensyn til Bladenes og Blomsternes Udseende som i Voksemaade.
Hvad der er sagt forud om Astragalus gaelder derfor ogsaa for
Oxytropis. De plantes bedst i Klipperevner, med god Plads i
Dybden for de lange, koedede Roedder. Jordblanding: stenet-gruset
Mosejord blandet med Graestoervejord.

[Illustration: Fig. 81. Primula Sieboldii.]

_O. campestris_. 10 cm. Blomsterne gullighvide ofte med violet
Anstroeg eller endog helt blaa eller violette. Bladene noget
haarede. Juli.

_O. Halleri_. 10 cm. Blomsterne violette. Bladene taet silkeharet
klaedte. Juli.

_O. montana_. 10 cm. Blomsterne violette. Bladene glatte eller
silkehaarede. Juli.

_Papaver alpinum_. Bladene dobbelt fjersnitdelte. Blomsterne ret
store, hvide med gul Midte, eller helt gule. Plantes i
grusblandet Jord mellem loese Sten paa solrig Plads.

_P. nudicaule_ anfoeres som Synonym med _P. radicatum_. Den
_nudicaule-Form_, som er i Kultur, er imidlertid meget forskellig
fra _radicatum_. Den er hoejere, kun svagt haaret og har klart
gule Blomster. Trives meget let paa solrig Plads.

_P. radicatum_ vokser i Norges Hoejfjaelde, i Groenland o. s. v.
Bladene er grundstillede, stivhaarede, fjersnitdelte. Skaftene
enblomstrede; Blomsterne blegt groengule. Maa have en kold,
fugtig, stenet Jord.

_Pentstemon heterophyllus_. Nord Amerika. 30 cm. Hele Planten
glat. Bladene linielancetformede. Blomsterne enkeltvis eller i
Smaastande fra Bladhjoernerne tilsammen dannende en langstrakt
Blomsterstand. Blomsterne tragtformet-roerformede,
azurblaa-lilla-roede, de kan ofte frembyde et vidunderligt
vekslende Farvespil. Juni. Plantes paa sollys Plads.

_P. procerus_. Nord Amerika. 20 cm. Bladene lancetformede,
Staengelbladene aeg-lancetformede. Blomsterne i taette Stande mod
Spidsen af Staengelen. Blomsterne smaa, roerformet-tragtformede,
roede og blaa.

_P. Scouleri_. Halvbusk med store, lillafarvede Blomster. Flere
andre Arter af denne Slaegt vil egne sig til Anvendelse paa
Stenhoej.

_Phlox amoena_. Nord Amerika. 15 cm. Bladene smalle,
linieformede. Blomsterne roede. Maj. Varieteten _fol. var_. har
hvidrandede Blade.

_P. subulata_ (kaldes ogsaa _P. setacea_). Nord Amerika. 10-15
cm. Bladene naesten sylformede. Blomsterne rosenroede. Af denne
gives der en Del Farvevarieteter bl.a. en praegtig blegrosa Form,
endvidere en hvid Varietet, der ogsaa opfattes som Art under Navn
af _P. nivalis_. De her naevnte Phlox er taeppedannende meget
villige Planter, som trives paa solrig Plads; de egner sig til
Plantning i store Masser, navnlig er _nivalis_ af ypperlig
Virkning. De formeres let ved Deling. Af andre Arter kan naevnes:
_P. divaricata, ovata, pilosa_ og _stellaris_.

_Phyteuma comosum_ er desvaerre altfor vanskelig at dyrke, men
skal dog naevnes, da det er den ejendommeligste og skoenneste af
hele Slaegten. Blomsterne er forholdsvis store, faa sammen i et
taet Hoved, azurblaa, i Spidsen sortpurpur. Maa, hvis den skal
lykkes, anbringes i meget snaevre, men dybe Spalter for at give
Plads til den lange koedede, svagt forgrenede Rod.

_P. hemisphaericum_. Bladene smalle og lange; Blomsterne smaa,
blaa, i Hoved. Plantes i Klipperevner i grusblandet Mosejord.

_P. Scheuchzeri_. 30 cm. Grundbladene bredere ved Basis, loeber ud
i en lang Spids. Blomsterne blaa, i Hoved paa en bladet Staengel.
Trives meget let og viligt i Sol eller Halvskygge i muldet,
grusblandet Jord,

_Pinguicula alpina_. Bladene klaebrig-fedtede i en Roset.
Blomsterne enkeltvis paa bladloese Stilke, hvide med gul Laebe.
Maa plantes paa nordvendt Stenhoej i vaad Jord.

_Podophyllum Emodi_. Himalaya. 20-25 cm. En ejendommelig Plante
fortrinlig til Plantning i stoerre, muldede, halvskyggede
Lavninger. Bladene er tegnede med brunt og groent, de skyder om
Foraaret op af Jorden, foldede sammen omtrent i Form af en
Paddehat. Blomsten enkeltvis, hvid, midt imellem Bladene, senere
udvikles en stor, cinnoberroed Frugt.

_Polemonium reptans_. 15 cm. Nord Amerika. Skuddene svage,
tilligemed de finnede Blade glatte. Blomsterne blegblaa i
faablomstrede Stande. Halvskygge og muldet Jord.

_Polygala chamaebuxus_. En lille stedsegroen Dvaergbusk fra Alperne
med noget laederagtige, elliptiske Blade og hvide eller roede
Blomster, ofte tegnede med gult. Trives i grusblandet Mose- og
Graestoervejord; passer ogsaa til Plantning paa Lyngpartiet.

_Polygonum affine_. Himalaya. 20 cm. Blomsterne rosenroede i taette
Aks. Sommer. Breder sig let og villigt, formeres ved Deling og er
i det hele en af de nemmeste Stenhoejsplanter at have med at goere.

_P. capitatum_. Himalaya. Kan kun anbefales for dem, som kan
overvintre nogle Planter i Hus. Arten er nemlig ikke fuldt
haardfoer. Skuddene er nedliggende, Bladene med moerke Tegninger
og Blomsterne lysroede i kugleformede Hoveder.

_P. vaccinifolium_, ligeledes fra Himalaya, har nedliggende Skud
og smaa blanke Blade. Blomsterne rosenroede i Aks. Den er at
anbefale til Plantning i grusblandet Mosejord i Revner mellem
Sten, saa at Skuddene kan laegge sig ud over Stenene.

_P. viviparum_ boer naevnes som en af de faa arktisk-alpine
Planter, som findes tilbage her i Landet. Planten er opret, 10
-15 cm, med smalle Blade og Blomsterne rosa eller naesten hvide i
Aks. I Blomsterstanden udvikles Yngleknopper, hvorved Planten
formeres.

[Illustration: Fig. 82. Saxifraga aizoon.]

_Potentilla cinerea_. 15 cm. Bladene graalige af taet
Haarbeklaedning, Blomsterne gule. Plantes paa solrig Plads i
grusblandet Lyngjord paa Skraenter mellem loese Sten, paa
Klippeblokke eller paa Lyngpartierne.

_P. nepalenis_. 30 cm. Himalya. Blomsterne purpur. Af denne
findes en "forbedret" Sort: _"Miss Willmott_" med rosenroede
Blomster.

_P. nitida_. Planten lav af Vaekst, taeppedannende. Bladene
taetklaedte med Silkehaar, derved ganske soelvgraa. Blomsterne
blegroede. Boer plantes i Sol paa smaa Stentoppe eller i Revner i
stoerre Stenblokke. En praegtig lille Plante. En Form har hvide
Blomster.

_Primula_. Der findes indenfor denne artsrige Slaegt en Raekke
forskellige Typer. Blomsterne er enten enlige eller samlede i
Skaerm paa et bladloest Skaft, hos nogle Arter skyder Skaftet
igennem Blomsterstanden og danner ny Blomsterstand, saaledes at
der fremkommer den ene Blomsterkrans over den anden. Grundbladene
er af forskellig Form og Bygning; Blade, Skaft, Knopper er hos
flere Arter staerkere eller svagere klaedte med hvid eller gullig
Mel. Alle Arterne er smukke og fortjener en Plads paa Stenhoejen,
ja Slaegten maa i Virkeligheden regnes blandt de bedste til dette
Brug. Nogle enkelte trodser ethvert Dyrkningsforsoeg, men ellers
er de gennemgaaende taknemmelige og lette at have med at goere.
De her anfoerte Hoejdeangivelser er kun tilnaermelsesvise.
Skaftene straekker sig nemlig eftersom Blomstringen skrider frem,
og Jordbundsforhold ligesom andre Kaar indvirker ogsaa paa
Plantens Hoejdevaekst.

_P. acaulis_. 10-12 cm. Bladene ovale, buklede. Blomsterne
enlige, store, bleggule. Varieteter findes med hvide, roede,
violette, lilla, enkelte og fyldte Blomster, ligesom man ogsaa
har Former med kronbladagtigt Baeger. Plantes i Halvskygge i
muldet Jord; ynder Kalk.

_P. auricula, "Aurikel"_. Alperne. 10-12 cm. Bladene glatte;
Blomsterne i faablomstret Skaerm, lysgule. Planten noget melet.
Selve Arten dyrkes sjaeldent, des mere Hybriderne med _Primula
hirsuta_ (Have-Aurikel). Plantes i vandrette eller svagt haeldende
Klipperevner.

_P. auriculata_, 25 cm. Persien. Blomsterne i Skaerm, fladkravede,
karminroede. April. Maj. Muldet, kraftig, halvfugtig Jord; ikke
fuld Sol.

_P. Beesiana_. 40 cm. Yunnan (Kina). Bladene langstrakt ovale,
matgroenne, tandede; Blomsterne i Etager, karminroede med gult
"Oeje". Voksekaar som foregaaende. Juli.

_P. Bulleyana_. 40 cm. Kina. Blomsterne orangebrune i
rigtblomstrende Kranse. Ynder muldet, kraftig Jord, fugtig
Vokseplads, ikke fuld Sol.

_P. capitata_. 20 cm. Himalaya. Bladene elliptisk-lancetformede,
melede paa Undersiden. Blomsterskaft og Knopper, taet hvidmelede.
Blomsterne moerkviolette, ofte vellugtende, i taette, hovedformede
Skaerme. Juni. Muldet kraftig Jord, vel afdraenet, men ikke for
toer.

_P. Clusiana_. 8 cm. Bladene ovale, helrandede. Skaermen
faablomstret med karminroede Blomster. April. Plantes i vandrette
Klipperevner i sten- og grusblandet Mosejord, helst paa
nordvendt Stenhoej.

_P. Cockburniana_. 25 cm. Kina. Bladene aflangt ovale, matgroenne,
boelgede i Randen; Blomsterne i flere Kranse, den ene over den
anden, appelsinroede. Maj-Juni. Planten er to-aarig. Froeudsaed i
Potter, derefter Prikling i Kasser, Overvintring i Baenk og
Udplantning i det tidlige Foraar i muldet, kraftig, ikke for toer
Jord.

[Illustration: Fig. 83. Saxifraga apiculata.]

_P. cortusoides_. Japan. 20 cm. Bladene bredt ovale med
hjaerteformet Basis, tydeligt stilkede. Blomsterne lyskarminroede
i flere Etager. Juni-Juli.

_P. denticulata_. Himalaya. 30-40 cm. Bladene aflangt ovale,
noget boelgede i Randen, mer eller mindre melede (navnlig
Varieteten: _caschmeriana_, som er stoerre og kraftigere end
Arten). Blomsterne lilla i taet hovedformet Skaerm. Muldet, kraftig
Jord, ikke fuld Sol.

_P. elatior_. Bladene som hos _P. acaulis_. Blomsterne i Skaerm,
lysgule med flad Krave. Skygge eller Halvskygge; muldet Jord.

_P. farinosa_. Se Vandplanterne.

_P. frondosa_. Balkan. 10-15 cm. Bladene aegformet-ovale,
hvidmelede isaer paa Undersiden. Skaermen rigtblomstret, Blomsterne
roedlilla; April.

_P. grandis_. Kaukasus. 30-40 cm. Bladene store, stilkede.
Blomsterne smaa, gule, talrige, haengende i Skaerm. Fugtig,
muldet, kraftig Jord. Halvskygge.

_P. hirsuta_. 10-15 cm. Bladene omvendt aegformede, savtakkede.
Blomsterne karminroede, lysere i Svaelget.

_P. integrifolia_. 5-8 cm. Bladene bloede, svagt haarede. Skaftet
faablomstret, meget kort, Blomsterne dybtroede. Plantes i
vandrette Klipperevner.

_P. involucrata_. Himalaya. 20 cm. Bladene aegformet-ovale med
tydelig Stilk. Blomsterne hvide eller bleglilla. Maj-Juni.
Muldet, ikke for toer Jord. Overvintrer ikke altid lige godt.

_P. japonica_. Japan. 25 cm. Bladene langstrakt ovale, grovt
savtakkede; Blomsterne i Kranse, karminroede, moerkere mod
Svaelget. Juni. Af denne findes en Del forskellige
Farvevarieteter.

_P. Juliae_. Transkaukasien. 8 cm. Bladene nyreformet-ovale med
hjaerteformet Basis. Blomsterne karminroede, talrige, enkeltvis,
paa ret lange Stilke af Stoerrelse som _P. acaulis'_ Blomster.
Maj. Fordrer muldet, halvfugtig Jord, Halvskygge eller Plads paa
Nordsiden af Stenhoejen.

_P. leucophylla_. Karpatherne. 20 cm. Ligner ganske _P. elatior_,
er blot noget hvidfiltet, navnlig paa Bladenes Underside. April.
Taaler en toer Vokseplads.

_P. longiflora_. 15-20 cm. Staar naer _P. farinosa_ og _frondosa_,
men Blomsterne er betydelig stoerre og mere langkronede, ligesom
Blomsterstanden har faerre Blomster. Juni. Fugtig, muldet,
veldraenet Jord. Nordside.

_P. luteola_. Se Vandplanterne.

_P. marginata_. 10-15 cm. Staengel ofte udviklet over Jorden,
beklaedt med gamle Bladrester. Bladene omvendt
aegformet-kileformede, tandede, taet gulmelede isaer i Randen;
Blomsterne lilla i 5-10 blomstrede Skaerme. Juni.

_P. minima_. Kun faa cm hoej. Udvikler let Sideskud, saa at den
efterhaanden kan danne taette Bevoksninger. Bladene kileformede,
takkede; Blomsterne lyskarmin, enlige eller faa sammen. Plantes i
vandrette Klipperevner i grusblandet Mosejord helst paa Nordsiden
af Hoejen.

_P. officinalis_. Blade som _P. acaulis_; Blomster i Skaerm,
orangegule med oppustet Baeger. Der findes en Varietet med roedlig
Krone. Plantes i Sol eller Halvskygge, muldet eller svaer Jord.

_P. pulverulenta_. Kina. 20-30 cm. Staar naer _P. Beesinia_.
Bladene er bredere, staerkere groenne, fint buklede, fint tandede.
Blomsterne karminroede med moerkt "Oeje". Juni-Juli. Muldet,
kraftig, ikke for toer Jord.

_P. rosea_. Himalaya. 10-20 cm. Bladene friskgroenne, aflangt
ovale, fint takkede i Randen. Blomsterne af en enestaaende
straalende lys rosenkarmin Farve. Plantes i muldet, fugtig Jord.
April.

_P. Sieboldi. Japan_. 25 cm. Bladene tydeligt stilkede,
aeg-hjaerteformede-hjaertenyreformede med lappet Rand. Blomsterne i
Skaerm, roede. Maj. Talrige Varieteter, storblomstrede og i
praegtige rene og sarte Farver.

_P. sikkimensis_. Se Afdelingen om Vand- og Moseplanter.

_P. villosa_. 5-10 cm. Bladene omvendt aegformede, noget
kirtelhaarede; Skaermene 3-10-blomstrede; Kronen roed. Maj.
_P. viscosa_. 8 cm. Bladene aegformet-elliptiske, savtakkede.
Blomsterne karminroede, faa i Skaermen. April.

_P. Wulfeniana_. Bladene stive, elliptiske, helrandede,
moerkegroenne. Blomsterne faa i Skaermen, karminroede. Juni.

_Pulsatilla, "Kobjaelde"_. Henregnes ofte under Slaegten _Anemone_,
men kan dog paa Grund af sit karakteristiske Ydre og visse
botaniske Karakterer med en vis Ret opretholdes som en egen
Slaegt. Krone mangler, medens Baegeret er stort, kronbladagtigt,
gaerne silkehaaret udvendigt; noget nedenfor Blomsten sidder et
dybtdelt Svoeb. Loevet er hos de fleste Arter dobbelt eller
tredobbelt fjersnitdelt med smalle Afsnit.

Alle Arterne er smukke Planter, som er saerdeles anvendelige paa
Stenhoej. De trives gennemgaaende godt paa Lyngpartiet. Holder
ikke af Omplantning; de unge Planter maa derfor anbringes et
Sted, hvor de kan faa Lov at blive og udvikle sig til store
Blokke.

_P. alpina_. 30 cm. Svoebbladene ligner Loevbladene i Form.
Blomsterne hvide, udvendig af og til med violet Anstroeg. Ynder
Kalk. Varieteten _sulphurea_ har svovlgule Blomster, den vokser i
Naturen ikke paa Kalkbjaerge, men kun paa Urfjaeld.

_P. Halleri_. 15-20 cm. Blomsterne oprette, moerkviolette. Maj.
Bladene dobbelt fjersnitdelte.

[Illustration: Fig. 84. Saxifraga apiculata i taet Taeppe.]

_P. montana_. Blomsterne halvt nikkende, moerkviolette, sjaeldent
blaalige, roedlige eller hvidlige.

_P. patens_. Grundbladene haandformet tredelte med tredelte
Afsnit. Blomsterne blaaviolette, oprette.

_P. pratensis_ (ogsaa kaldet _P. nigricans_). 25-30 cm.
Blomsterne ret smaa, nikkende, moerkviolette eller skiddent
lysviolette. Kan trives paa naesten rent Sand. April-Maj.

_P. vernalis_. Denne og _P. patens_ er af lavere Vaekst end de
oevrige Arter, under Blomstringen naeppe mer end 8-12 cm. Bladene
enkelt fjersnitdelte med brede, lappede Afsnit. Blomsterne blege,
udvendig med violet Anstroeg; Haarene paa Blomsten er rustbrune.
Maj.

_P. vulgaris_. Blomsterne store, violette, oprette. Bladene
tredobbelt fjersnitdelte.

_Ramondia_. Bladene, der er samlede i en flad Rosette, er brede,
rynkede, beklaedte med rustfarvede Haar. Blomsterne 3-4 sammen paa
bladloese Staengler fra Bladhjoernerne, de er lilla med gule
Stoevdragere. R. boer plantes paa Afsatser paa Grottevaegge, hvor
Solens Straaler ikke naar hen, i muldet, jaevn fugtig Jord. Af
Arter skal naevnes _R. pyrenaica og R. serbica_, der staar
hinanden meget naer. _R. Nathaliae_ er kun en Varietet af
sidstnaevnte Art.

_Ranunculus alpestris_. 5-10 cm. Bladene frisk groenne, dybt
delte; Blomsterne hvide, enkeltvis eller faa sammen. April. Maa
dyrkes i gruset, fugtig Jord.

_R. amplexicaulis_. 25 cm. Grundbladene udelte, elliptiske,
glatte. Blomsterne hvide. Juni.

_R. anemonoides_. Bladene dobbelt tredelte med fligede
Bladafsnit, de udvikles gaerne foerst, efter at Planten har
blomstret. Blomsterne hvide med talrige smalle Kronblade. April.
Fordrer poroes, koelig Jordbund.

_R. glacialis, "Is-Ranunkel"_, vokser paa de hoejeste Bjaergtinder
og blomstrer, medens Sneen endnu smelter omkring dens Fod.
Baegeret er klaedt med brunlige Haar; Kronen hvid eller oftere
roedlig. Er saerdeles vanskelig at faa til at trives i Kultur; maa
have kold, poroes, fugtig Jordbund.

_R. gramineus_. Europa, N. Afrika. 30 cm. Bladene lange, smalle,
udelte. Blomsterne gule paa slanke Stilke. Maj-Juni. En smuk
lille Plante, der ser bedst ud plantet uregelmaessigt og i Maengde
imellem andre lavere Stenhoejsplanter. Ranunklens Blomster haever
sig da betydeligt op over den anden Plante. Visner ret tidligt
paa Sommeren, men de unge Blade for det foelgende Aars Vaekst
begynder allerede at skyde frem inden Vinteren.

_R. hybridus_. 10 cm. Bladene glatte, blaaduggede, takket-lappede
i Spidsen. Blomsterne gule.

_R. parnassifolius. 20_ cm. Ligner en Del _R. amplexicaulis_, men
Bladene er hjaerteformede og Blomsterne stoerre; Planten noget
lavere af Vaekst.

_R. pyrenaeus_. Alperne, Pyrenaeerne. Bladene smalle, udelte,
glatte. Blomsterne hvide, 4-6 sammen i Standen. Ynder gruset
muldet Jord. Nordsiden af Stenhoejen.

_R. rutifolius_. Ligner _R. anemonoides_, men har faerre og
bredede Kronblade; Bladene er gaerne udviklede, naar Blomstringen
finder Sted.

_R. thora_, 10-20 cm. Ligner _R. hybridus_, men er stoerre og
kraftigere, Bladene er store, nyreformede, fint savtakkede.
Trives i en ikke for toer grusblandet Graestoervejord.

[Illustration: Fig. 85. Saxifraga Burseriana.]

_Romneya Coulteri_. Er egentlig en for stor Plante at saette paa
Stenhoejen, men da den ikke kan trives paa flad Jord, og da det er
en praegtig Plante, kan det dog forsvares at anbefale den. Den
hoerer til Valmuefamilien, har blaaduggede, indskaarne Blade og
hvide Blomster af Stoerrelse som den orientalske, roede Valmue. I
Midten af Blomsten sidder en Maengde gule Stoevdragere. R. fryser
ned til Basis hvert Aar og boer daekkes om Vinteren. Dens
underjordiske Dele gaar vidt omkring, og ofte kan Skud bryde
frem i en betydelig Afstand fra Hovedplanten. Plantes i fuld
Sol.

_Rubus arcticus_. Arktiske Egne. 10 cm. Urteagtig. Bladene
trekoblede med savtakkede Smaablade. Blomsterne enkeltvis,
karminroede. Maj. Plantes i fugtig Lyngjord.

_Sagina subulata_. Danner taette smaa Tuer, kan ogsaa blive
taeppedannende. Loevet frisk-groent. Blomsterne hvide. Trives meget
let paa fugtig Sandjord, Mosejord eller Lyngjord. En Varietet
har gule Blade.

_Salix_. Nogle af de alpine og arktiske Arter af denne Slaegt er
Dvaergbuske eller naesten urteagtige, ganske lave Planter. Heraf
skal saerlig naevnes:

_S. herbacea_ har underjordiske, krybende Skud og korte
overjordiske Skud med ovalt-kredsrunde Blade. Breder sig let i
en grusblandet Mosejord.

_S. reticulata_. Grenene nedliggende med elliptiske Blade, der er
netformet-rynkede, paa Undersiden blege. Grusblandet Mosejord;
Nordsiden af Hoejen.

_Sanguinaria canadensis. "Blodurt"_. Nord Amerika. 15-20 cm.
Bladene matgroenne, nyreformede, rundtakkede og uregelmaessigt
lappede. Blomsterne hvide med c. 8 Kronblade; Blomsterstilke og
Bladstilke skoere, roedlige, indeholder en rustroed Maelkesaft.
April. Der findes en fyldtblomstret Varietet.

_Saponaria caespitosa_. Pyrenaeerne. Bladene er samlede i Rosetter.
De rosenroede Blomster er taet samlede paa korte, kraftige
Staengler. Den ynder en sandet Jord.

_S. ocymoides_. Planten grenet, taeppedannende. Blomsterne
rosenroede. Trives meget villigt overalt paa Stenhoejen. Formeres
ved Deling.

_Saxifraga, "Stenbraek"_. Arterne af denne Slaegt, der kan taelles i
100-vis, er saerdeles anvendelige til Stenhoej. De er meget
forskellige i Voksemaade. Der findes baade enaarige, toaarige og
fleraarige Arter, der er grove Arter som _Megasea-_Afdelingen og
meget fine smaa Arter som _S. caesia_ og _S. retusa_; nogle Arter
har Bladene i Rosetter, atter andre har grenede, bladede Skud,
nogle har udelte, andre dybt indskaarne Blade. Ejendommelig for
en Maengde Saxifraga er en Udskilning af Kalk navnlig i
Bladranden; Bladene faar derved et graat eller hvidligt Udseende.

_S. aizoides_. Planten har nedliggende Grene og smalle,
stedsegroenne Blade og er taet taeppedannende. Blomsterne kan vaere
rent gule, orangegule eller dybt orangeroede. Vokser i Naturen
mest langs Elve og i fugtige Ur, ynder derfor en fugtig
Vokseplads, men kan dog ogsaa vokse paa noget toerrere Bund.

_S. aizoon_ danner en Maengde Rosetter faa cm i Gennemsnit, den
ene taet ved den anden, saa at den bliver taeppedannende. Bladene
smalle, tungeformede med hvide Kalkpunkter i Randen.
Blomsterstandene grenede, Blomsterne hvide. Meget villig;
plantes bedst i Revner mellem store Sten eller blandt loese Sten.
En meget variabel Art.

_S. Andrewsii_. Voksemaade som foregaaende; Rosetterne er dog
langt stoerre, Bladene er frisk groenne. Blomsterne hvide med roede
Prikker, samlede i en forgrenet Stand. Anses for at vaere af
hybrid Oprindelse.

_S. apiculata_. Danner taette Puder og Taepper, Bladene smaa,
taetsiddende. Blomsterne bleggule, 6-8 paa hver Staengel i det
tidlige Foraar. Udmaerket til Plantning i Maengde. Taaler Sol og
ret toer Vokseplads.

_S. aspera_. Danner store, taette Taepper. Bladene smalle,
randhaarede. Blomsterne i grenet Stand, ret faa i Tal,
gullighvide. Ynder ret fugtig Vokseplads paa nordvendt
Skraaning.

_S. bronchialis_. Taeppedannende. Bladene noget bredere end hos
foregaaende; Blomsterne gullige med roede Punkter. Trives meget
let.

_S. Burseriana_. 10 cm. Danner taette smaa Puder. Bladene smalle,
sylformede, blaaliggroenne; Blomsterne enkeltvis eller to sammen
paa Staengelen, store, hvide. April. Boer plantes i smalle Revner
paa sollys Plads. Ynder Kalk.

_S. caesia_. 10 cm. Hoerer til de mindste af Slaegten. Bladene meget
smaa, graa af Kalkudsondring, samlede taet i Rosetter, der
tilsammen danner smaa, toppede Puder; Blomsterne hvide. Plantes
i smalle Revner mellem Sten i fuld Sol, men med rigelig
Fugtighed. Ynder Kalk.

_S. cochlearis_. Bladene linieformede, graalige af
Kalkudsondringer i Randen, samlede i Rosetter. Disse meget
talrige, saa at Planten bliver pude- eller taeppedannende.
Blomsterne hvide i rigtforgrenede Stande.

_S. cotyledon_ Alperne, Norge. Kaldes sidstnaevnte Sted
_"Bergfrue"_. En overordentlig pragtfuld Art. Den danner store
Rosetter af noget koedede Blade. Fra Midten af Rosetten frembryder
den store, rigt forgrenede, topformede Stand med Hundreder af
hvide Blomster. Efter Afblomstringen visner Rosetten, men
Plantens Liv fortsaettes af Side-Rosetterne. Plantes i vandrette
og lodrette Klipperevner i Sol eller Halvskygge. Af denne findes
Varieteterne _purpurascens_ og _pyramidalis_.

_S. crustata_. Voksemaade som _S. aizoon_, men Bladene er mindre
og mere graalighvide af Kalk. Blomsterne hvide, roedplettede i den
nedre Halvdel af hver Kronflig. Plantes i smalle Revner.

[Illustration: Fig. 86. Saxifraga cochlearis.]

_S. cymbalaria_ er en lille enaarig Art fra Orienten. Bladene er
smaa, koedede, noget glinsende, omtrent af Form som Vedbendblade.
Blomsterne gule. Ynder fugtig, gruset-muldet Jord.

_S. decipiens_. Bladene haandformigt delte, taetsiddende paa
Skuddene, der udvikles i Maengde, Planten derved taet
taeppe-dannende. Blomsterstaenglerne 3-9-blomstrede, Blomsterne ret
store, hvide. En meget foranderlig Art, hvoraf der dyrkes mange
Former. De Stenbraek, der gaar i Handelen under Navn af
_S. rhei_ og _S. rhei superba_ stammer sikkert fra _S.
decipiens_, de har begge store, rosa-farvede Blomster. Ogsaa
Sorterne _"Bluetenteppich"_ med lys karmoisinroede og
_"Teppichkoenigin"_ med rosa Blomster hoerer herhen. Alle de her
naevnte Former er ganske fortrinlige Stenhoejsplanter.

_S. Elisabethae_. 8 cm. Danner nette smaa Tuer og taette Taepper.
Bladene taetsiddende, smaa, sylformede. Blomsterne bleggule 3 a 5
paa hver Staengel. April. Er af hybrid Oprindelse. Plantes paa
Toppe, Afsatser eller i smalle Revner mellem Sten.

_S. erosa_ fra Nord Amerika er af en meget afvigende Vaekst Type.
Bladene er store, bredt lancetformede, haarede, samlede i
Rosetter. Blomsterne smaa, groenlige i en rigt forgrenet Top.
Udvikles bedst, naar den plantes i muldet, fugtig Jord i Kloefter.

_S. geranioides_. 20 cm. Danner loese Puder og Taepper. Bladene
langstilkede, nyreformede, lappede og takket-lappede, noget
koedfulde. Blomsterne hvide i ret rigtblomstrende Stande. Maj. Er
meget villig, vil gaerne have en noget fugtig Jord og Halvskygge.

_S. granulata_ er vildtvoksende her i Landet. Den har
nyreformede, rundtakkede Blade og smukke, hvide Blomster. Trives
paa toer Vokseplads. Varieteten _fl. pl_. med fyldte Blomster er
meget at anbefale.

_S. hirculus_. Ligeledes vildtvoksende her i Danmark. Bladene paa
Staenglerne, saavel som paa de golde Skud ved Basis, er smalle,
moerkegroenne. Blomsterne ret store, gule, faa paa hver Staengel.
Trives i fugtig, muldet Jord.

_S. Huetii_. Ligner meget _S. cymbalaria_, med hvilken den ofte
forveksles. Den er mere kompakt af Vaekst end _S. cymbalaria_.

_S. hypnoides_. Staar naer decipiens. Danner store, taette Taepper.
Bladene gaerne kloevede med smalle Flige. Blomsterne hvide.

_S. irrigua_ fra Oest Europa. Blomsterne hvide. Ynder en fugtig,
halvskygget Vokseplads.

_S. juniperifolia_. Kaukasus. Danner taette, moerkegroenne Tuer;
Bladene er naesten sylformede. Blomsterne gule. Juli.

_S. longifolia_. Pyrenaeerne. Bladene lange og smalle, graalige
eller hvidlige af Kalkudsondring, de er samlede i en meget stor
og regelmaessig Rosette. Denne saetter ingen Sideskud. Efter 3-4
Aars Vaekst udvikles fra Midten af Rosetten en maegtig, 50 cm hoej,
rigtblomstret, pyramideformet Stand af hvide Blomster. Planten
doer efter Blomstringen. Er en af de allerskoenneste Stenbraek. Maa
plantes i lodrette Klippespalter.

_S. muscoides_. Danner taette, store Taepper. Bladene er smalt
linieformede eller trespaltede med smalle Flige. Blomsterne
groenlige, kun faa sammen paa hver Staengel. Varieteten
_atropurpurea_, der ofte regnes som en saerlig Art, har roede
Blomster. Bliver smukkest i Halvskygge eller dog paa Nordsiden af
Anlaegget.

[Illustration: Fig. 87. Saxifraga cotyledon var. pyramidalis.]

_Sax. mutata_. Bladene smalt tungeformede, samlede i Rosette. Fra
Midten af denne udskyder en rank, rigtblomstret Blomsterstand af
orangegule Blomster. Planten doer efter Blomstringen. Ynder en
gruset, kalkholdig, fugtig Bund.

_S. nivalis_. Bladene i Rosette, temmelig brede. Staengelen rank
med mange smaa hvide Blomster, taet samlede. Plantes i fugtig,
gruset Jord. _S. oppositifolia_. Vokser i Alpernes hoejere
Regioner og i arktiske Egne. Planten ganske lav med nedliggende
Grene, danner loesere eller taettere Taepper. Bladene meget smaa.
Blomsterne enlige, meget store, violetroede; der findes ogsaa en
Form med hvide Blomster. _S. oppositifolia_ er en praegtig
Stenhoejsplante, den plantes bedst paa Nordsiden af Stenhoejen i
en poroes, fugtig Jord. Blomstrer i April.

_S. pentadactylis_. 20 cm. Pyrenaeerne. Danner store udbredte
Taepper. Bladene frisk moerkegroenne, stilkede, dobbelt haandfligede
med linie-lancetformede Flige.

_S. retusa_. 4-5 cm. Af mere sammentraengt Vaekst end _S.
oppositifolia_ med endnu mindre Blade, der er taettere samlede og
graagroenne af Kalkudsondring. Blomsterne som hos _oppositifolia_.
Behandles som denne.

_S. rhei_. Se under _S. decipiens_.

_S. Rocheliana_. 8-12 cm. Ungarn, Balkan. Danner taette Puder.
Bladene smaa med Kalkudskilning mod Spidsen. Blomsterne 5-6 i
hver Stand, store, hvide. April-Maj. Plantes i Revner mellem
store Sten.

_S. sancta_. Graekenland. 12 cm. Pudedannende. Bladene
moerkegroenne, stikkende. Blomsterne gule. Plantes i Klipperevner
i kalkblandet Jord. Taaler Sol.

_S. scardica_. Balkan. 10-12 cm. Pude-taeppedannende. Bladene
smaa, taetsiddende, lancetformede, med Kalkudskilning mod
Spidsen. Blomsterne gullighvide, 6-8 paa hver Staengel.

_S. stellaris_. Bladene kileformede, i den forreste Del
savtakkede, samlede i Rosetter, disse udvikles ofte flere ved
Siden af hverandre, saa at der dannes smaa Tuer.
Blomsterskaftene spaede, faablomstrede, Blomsterne hvide. Trives
i fugtig Jord, plantes bedst paa Nordsiden af Stenhoejen.

_S. taygetea_. Graekenland. 10 cm. Bladene langstilkede, Pladen
tvaeroval eller naesten kredsrund, noget koedet. Blomsterne hvide
med faa smaa og roede Pletter, faa i Standen. Maj.

_S. tenella_. 10 cm. Taeppedannende. Bladene
linieformet-sylformede, haarspidsede. Blomsterne bleggule.
Trives bedst paa Nordsiden af Stenhoejen.

_S. trifurcata_. Bladene trekloevede, Fligene atter
tre-fire-kloevede med smalle Flige, frisk moerkegroenne. Blomsterne
hvide. Trives meget let overalt paa Stenhoejen og danner store
sammenhaengende Bevoksninger.

_S. umbrosa. "Porcelaensblomst"_. Er vel nok den mest bekendte
Frilands-Stenbraek. Vokser overordentlig villigt og anvendes i
stor Udstraekning som Kantplante, kan ogsaa anvendes paa store
Stenhoeje til Daekning af store Flader, da den hurtigt breder sig.
Bladene stilkede, ovale, rundtakkede. Blomsterne smaa, talrige,
hvide med roede Prikker.

[Illustration: Fig. 88. Saxifraga longifolia.]

Foruden de her naevnte Arter findes en overordentlig Maengde
fortraeffelige Arter. Til store Stenhoeje kan endvidere anbefales
de grove Arter _S. cordata, crassifolia, ligulata_, der ogsaa
henfoeres til en saerlig Slaegt _Megasea_. De har store blanke Blade
og lysroede Blomster, der fremkommer tidligt om Foraaret.

_Scabiosa pterocephala_. Graekenland. 10 cm. Bladene haarede
derved graalige; Blomsterne smudsigt rosenroede i hovedformede
Stande. Taaler toer og solrig Vokseplads. Taeppedannende.

_Sedum, "Stenurt"_. Denne Slaegt omfatter en Maengde haardfoere,
noejsomme, lavtvoksende Planter, som gennemgaaende taaler at
plantes paa toerre, solbeskinnede Steder i mager Jord. Mange af
dem har Skuddene saa taet samlede, at Planten bliver
taeppedannende.

_S. acre_. Bladene smaa, ovale, taetsiddende. Blomsterne gule.

_S. album_. Blade smaa, koedede, trinde; Blomsterne hvide. Hele
Planten ofte roedprikket.

_S. dasyphyllum_. Bladene taetsiddende, smaa, tykke, graagroenne;
Blomsterne hvide.

_S. hybridum_. Sibirien. Staenglerne nedliggende. Bladene omvendt
aegformede. Blomsterne lysroede i kvastformet forgrenede Stande.

_S. maximum. "St. Hans-Urt"_. Staenglerne oprette, kraftige med
koedede, ovale, tandede Blade; Blomsterne talrige, groengule, i
Halvskaerme.

_S. populifolium_. Sibirien. Planten noget traeagtig forneden.
Bladene koedede, grovtakkede; Blomsterne hvide.

_S. reflexum_. Bladene linieformet-sylformede, trinde, koedfulde;
Blomsterne gule i Halvskaerm.

_S. rupestre_. Ligner meget foregaaende og regnes ofte for at
vaere en Varietet deraf. Bladene blaagroenne.

_S. rhodiola. (Rhodiola rosea_) findes baade i Alperne,
Skandinavien og Groenland. Han- og Hunblomster hver paa sin
Plante. Rodhalsen knoldet, vellugtende. Bladene aflangt
kileformede. Blomsterne smaa, gullige ofte noget roedlige.

_S. Sieboldii_. Japan. Bladene 3 og 3 sammen i Krans, blegt
blaagroenne, kredsrunde. Blomsterne lyst karminroede. Der findes
en brogetbladet Varietet.

_S. spathulifolium_. Nord Amerika. Bladene noget rosetteagtigt
samlede paa Skuddene, omvendt aegformet-spatelformede, noget
hvidmelede isaer paa Undersiden. Blomsterne gule.

_Sempervivum_. Bladene er meget koedede og saftfulde, samlede i
taette, ofte meget taette Rosetter. Blomsterne gaerne mangebladede
og med talrige Stoevdragere. De fleste Arter udvikler Sideskud,
som i Spidsen baerer Rosetter, disse slaar hurtigt Rod og der
dannes derved en meget taet Bevoksning. S. kan paa Grund af
Bladenes Saftfuldhed taale en toer Vokseplads. Man planter dem
derfor navnlig paa solrige Steder, paa Stenknolde, mellem loese
Sten, ja ligefrem ogsaa i Hulheder paa poroese Sten som Tufsten og
Kalksten.

[Illustration: Fig. 89. Saxifraga (Megasea) paa Stenhoejen i
Henriksholms Have.]

_S. arachnoideum_. Rosetterne naesten kugleformede, smaa, meget
taetbladede, beklaedte med Haar, som er indfiltrede i hverandre som
Spindelvaev.

_S. Braunii_. Rosetterne smaa med taetsiddende, graesgroenne Blade,
der er taet kirtelhaarede. Blomsterne gule.

_S. glaucum_. Ligner _S. tectorum_, men Bladene er noget mere
graaligt beduggede og kun svagt roedlige mod Spidsen. Blomsterne
blegroede.

_S. montanum_. Rosetterne ret store, taetbladede, Bladene
randhaarede.

_S. soboliferum_. Rosetterne, navnlig de unge, naesten kuglerunde,
udvikles i en saadan Maengde, at der naesten ikke er Plads til dem,
og man kan derfor tit traeffe loese Rosetter uden Roedder ovenpaa
den oevrige Bevoksning. Bladene matgroenne, udvendig brune.

_S. tectorum. "Husloeg"_. Rosetterne store, Bladene matgroenne, i
Randen og mod Spidsen roedbrune. Udloeberne ofte ret lange.
Blomsterne rosenroede.

_S. triste_. Rosetterne ret store og ret aabne. Bladene
moerkvioletbrune.

_Senecio aurantiacus_. 20 cm. Juni. Bladene aflange. Kurvene faa
i Halvskaerm, baade Randkroner og Skivekroner brandgule. Ynder
Kalk.

_S. carniolicus_. 15 cm. Bladene noget indskaarne eller endog
fjerfligede, beklaedte med Silkehaar, derved graalige. Blomsterne
gule.

_S. incanus_. 10 cm. Bladene fjerfligede med indskaarne Flige,
graa eller naesten hvide af taet Haarbeklaedning. Blomsterkurve
smaa, i Halvskaerm. Plantes i stenet-gruset Lyngjord.

_Silene acaulis_. 5 cm. Danner taette, faste Puder, Bladene
lysgroenne, linieformet-sylformede; Blomsterne lysrosenroede,
enkeltvis og saa kortstilkede, at de ikke haeves op over Bladene,
En praegtig Stenhoejsplante. Den plantes paa solaabne Steder i
sten- og grusblandet Mosejord, som man maa passe paa ikke bliver
for toer.

_S. alpetris. (=Heliosperma)_. 10-15 cm. Staenglerne tynde med
lancetformede Blade, aabent forgrenede med hvide eller svagt
roedlige Blomster.

_S. Elisabethae_. 5-15 cm. Er en af de skoenneste Arter i denne
Slaegt. Dens Staengler er ranke, baerer nogle faa store, rosenroede
Blomster, som foerst viser sig hen paa Sommeren. Vil gaerne have en
varm, beskyttet Plads.

_S. Quadrifida (Heliosperma)_. Staar naer ved _S. alpestre_.
Bladene er smallere hos denne Art, og Blomsterne noget mindre.

_S. rupestris_. Blomsterne hvide eller rosenroede, Bladene
blaaliggroenne, glatte. Trives let paa ret toerre, solbeskinnede
Steder.

_S. schafta_. Kaukasus. 10-12 cm. Planten udvikler en Maengde
taetbladede Skud, der baerer talrige karminrosa Blomster,
enkeltvis fra Bladhjoernerne. Sommer. Stiller ikke store
Fordringer til Jordbund, trives i Sol og Halvskygge.

_Soldanella. "Alpeklokke"_. Trods Navnet hoerer den ikke til
Klokkerne, men til Kodriverfamilien. Bladene er grundstillede,
stilkede, nyreformede; Blomsterstaenglerne baerer 1-4 haengende
Blomster med lilla eller blaaviolette, frynsede Kroner. I
Naturen vokser de hoejt op i Bjaergene og blomstrer, ligesom Sneen
smelter bort; ja man kan endog traeffe dem blomstrende i Sneen.
Den stoerste og smukkeste er _S. montana_, det er tillige den,
der trives bedst i Kultur. Man planter den i stenet-gruset
Mosejord med lidt Tilsaetning af Graestoervejord, og anbringer den
bedst i Lavninger paa Nordsiden af Stenhoejen. De andre Arter:
_alpina, minima_ og _pusilla_ boer vel nok have en staerkere
Tilsaetning af fint knuste Sten i Jorden og rigelig Fugtighed om
Roden.

_Spiraea caespitosa_, som har hjemme i Rocky mountains, bliver kun
10-12 cm hoej. Bladene er graagroenne, langstrakt spatelformede.
Blomsterne hvidlige. Planten danner smaa, flade Tuer.

_Statice tatarica_. Bladene i en aaben Rosette, bredt
lancetformede, laederagtige. Blomsterne smaa, roede, i en stor
forgrenet Stand. Plantes bedst i stoerre Klippeblokke i lodrette
eller vandrette Revner i fuld Sol.

_Stokesia cyanea_. Nord Amerika. Kurvene store af en smuk, lys
lillablaa Farve. Boer have en varm Plads. Endogsaa i engelske
Haveboeger naevnes den som en Koldhusplante, som kan plantes ud om
Sommeren; den har dog i Aaringer holdt sig paa Friland i Botanisk
Have i Koebenhavn uden at lide om Vinteren.

_Sweertia perennis_. Bladene aflange, glatte, Blomsterne
ejendommeligt farvede--naermest blegt blaekblaa--i en forgrenet
Stand. Muldet fugtig Jord i Grotter eller Kloefter.

[Illustration: Fig. 90. Saxifraga muscoides var. atropurpurea.]

_Teucrium montanum_. Grenene nedliggende med linie-lancetformede
Blade, hvidfiltede paa Undersiden; Blomsterne bleggule. Ynder
Kalk og en solrig Vokseplads.

_T. pyrenaicum_. Planten haaret, Grenene nedliggende, svagt
traeagtige ved Basis, rodslaaende, Bladene runde, takkede.
Blomsterne gullige i halvkugleformede Stande. Sommer. Toer,
solrig Vokseplads.

_Thalictrum alpinum_. 5-15 cm. Bladene, som mest er
grundstillede, er dobbelt finnede, blanke; Blomsterdaekket kun
lille, det mest fremtraedende ved Blomsterne er Stoevdragerne.
Fugtig, gruset Lyngjord.

_T. Tuberosum_. 20 cm. Bladene mat blaagroenne, dobbelt finnede.
Blomsterne med gulhvidt Baeger, haevede hoejt op over Bladene.

_Thymus chamaedrys_. Skuddene nedliggende, Planten derved
taeppedannende; Bladene smaa, ovale; Blomsterne smaa, lyst
karminroede i Kranse, der er samlede til et Aks.

_T. serpyllum_. Ligner meget foregaaende; Bladene er mindre og
smallere, de blomstrende Skud kortere. Af denne findes en Form,
som hedder _lanuginosus_, den opfoeres ogsaa som en egen Art,
eller som en Form af _T. chamaedrys_. Den er taet haaret. Alle tre
her naevnte Planter trives paa solrig Vokseplads i let Jord. Der
findes ogsaa en hvidblomstret Form.

_Tofieldia calyculata_. 20 cm. Bladene er svaerdformede, smalle.
Blomsterne gule i et endestillet Aks. Juli. Ynder fugtig
Mosejord.

_T. palustris_ er lavere af Vaekst og har kortere Aks.

_Townsendia Wilcoxiana_ fra Colorado er en lav lille Kurvblomst
med linieformet-spatelformede Blade og forholdsvis store, naesten
siddende Kurve. Plantes bedst i ganske smalle Revner mellem Sten
paa solbeskinnet Plads.

_Trillium_. En nordamerikansk Slaegt, som systematisk set staar
naer ved den her i Landet vildtvoksende _Paris_. Blomsterne er
store med to Kredse Blade, 3 i hver Kreds. Planterne trives i
lune, muldede Kloefter.

_T. erectum_. 30 cm. Moerkpurpur. Maj.

_T. grandiflorum_. 30-40 cm. Blomsterne store, hvide. Maj.

_Tropaeolum polyphyllum_. Chile. Har lange, nedliggende Grene og
haanddelte, koedede Blade med mange Smaablade; Blomsterne gule,
enkeltvis fra Bladhjoernerne. Juli. Gaar dybt med sine Roedder,
ynder ikke Omplanting og maa helst formeres ved Froeudsaed. Solrig
varm Plads.

_T. speciosum_. Chile. Bladene 6-lappede. Skuddene klatrende.
Blomsterne roede. August. Plantes i Halvskygge paa lun Plads.

_Tunica saxifraga_. 20 cm. Udvikler talrige, tynde Skud med
smalle, linieformede Blade. Blomstrer rigt og laenge; Blomsterne
blegrosa. Varieteten _fl. pl_. med dobbelte Blomster kan kun
formeres ved Stiklinger. Plantes i lodrette eller vandrette
Klipperevner. Er tilboejelig til at fryse bort om Vinteren.

_Umbilicus chrysantha_. Lille Asien. Naer beslaegtet med
_Sempervivum_ og har ligesom denne en Roset af koedede Blade.
Rosetterne udvikles i Maengde og er af en frisk lysgroen Farve;
Blomsterne lysgule. Anvendelse som _Sempervivum_.

_Valeriana celtica_. Saerlig at omtale paa Grund af den Vellugt,
Planten er i Besiddelse af. Den hoerer til de vanskelige at dyrke,
af Vigtighed er det at have godt Draen under Planten; Jorden, den
plantes i, boer bestaa af Mosejord og skarpt Grus. Planten er kun
5-10 cm. hoej, er ganske glat og har gullige Blomster.

_V. montana_. 30 cm. Denne trives meget let, plantet i stoerre
Spalter mellem Sten. Bladene udelte, Blomsterne blegroede i ret
store Halvskaerme.

_V. saxatilis_. En lav Plante med aflangt spatelformede
Grundblade og smalle Staengelblade. Blomsterne hvide. Roedderne
dybtgaaende. Anbringes i smalle, dybe Revner i kalkholdig Jord.

_V. supina_. 5 cm. Taeppedannende. Bladene spatelformede,
stilkede. Blomsterne blegroede i taette Hoveder. Formeres let ved
Deling.

_V. tripteris_. Ligner meget _V. montana_, Staengelbladene er dog
her tredelte.

_Veronica Allioni_. Skuddene lange, nedliggende med bredt
elliptiske Blade.

_V. aphylla_. 5-8 cm. Skuddene meget korte, taet samlede. Bladene
ovale, randhaarede. Klaserne korte, bladloese, faablomstrede;
Blomsterne violetblaa. Juni.

_V. cuneifolia_. Lille Asien. Skuddene roedlige, nedliggende,
talrige, derved taeppedannende. Bladene omvendt aegformede, grovt
savtakkede, ligesom Staenglerne filtet-haarede. Blomsterne
blegblaa. Taaler Sol og toer Vokseplads. Formeres let ved Deling.

_V. Guthriana_. Af hybrid Oprindelse, rimeligvis en Bastard mellem
_V. saxatilis_ og en ny-zelandsk buskagtig _Veronica_. Skuddene,
som udvikles i Maengde, er oprette, taetbladede, i milde Vintre
holder Loevet sig friskt, i straenge Vintre, eller i Foraarets
ugunstige Vejr, afsvides det. Blomsterne moerkeblaa i Klase.
Formeres saerdeles let ved Deling og trives overalt paa Stenhoejen.

_V. prostrata_. 20 cm. Blomsterne blaa. Juni.

_V. repens_. Skuddene nedliggende og halvt oprette, taetsiddende,
saa at Planten danner meget taette Taepper. Bladene smaa, ovale,
frisk groenne; Blomsterne bleglilla eller naesten hvide i
faablomstrede, korte Klaser. Juni. Udmaerket til Beklaedning af
smaa Stenknolde.

_V. rupestris_. Afghanistan. Skuddene svage, nedliggende, derved
taeppedannende. Bladene lancetformede, noget savtakkede.
Blomsterne blaa, i lange, rigtblomstrende Klaser. Juni-Juli. En
udmaerket Plante til Beklaedning af Skraenter.

[Illustration: Fig. 91. Saxifraga oppositifolia.]

_V. saturejoides_. Balkan. Taeppedannende. Bladene smaa, omvendt
aegformede. Blomsterne i taette, endestillede Klaser, lillablaa med
roede Stoevdragere. Maj.

_V. saxatilis_. Taeppedannende. Planten glat; Bladene ovale.
Blomsterne lillablaa i Klaser. Juni-Juli.

De her naevnte Veronica trives gennemgaaende saerdeles let og kan
formeres ved Deling.

_Viola biflora_. Bladene nyreformede; Staenglerne oprette, men
svage, med faa, rent gule Blomster. Ynder en halvskygget
Vokseplads med muldet, halvfugtig Jord.

_V. calcarata_. Bladene aegformede, de oevre smallere; Blomsterne
meget store, violblaa. Trives bedst i noget muldet Jord i
Halvskygge.

_V. cornuta_. Stamformen for den i Haver nu saa udbredte Plante
har lysblaa Blomster. Er meget taknemmelig og villig.

_V. cucullata_. Nord Amerika. Har store, langstilkede Blade og
store blaa, langstilkede Blomster.

_V. jooi_. Karpatherne. En lille, lav Art med nyreformede Blade
og smaa, roedlige, staerkt vellugtende Blomster.

_V. pedata_. Nord Amerika. Er maerkelig ved sine dybt foddelte
Blade. Blomstene ret store, blaa. Trives i let, fugtig Jord.

_Wulfenia carinthiaca_. Bladene aflangt ovale, lysgroenne, takkede
i Randen. Blomsterne blaa, i et ensidigt, taet Aks. Plantes bedst
imellem Sten paa de Volde, som flankerer Kloefterne paa Stenhoejen.




_Loegvaekster til Stenhoejsanlaeggene_.

I foranstaaende Artsbeskrivelser af Stenhoejsplanterne er
Loegvaeksterne ikke medtagne; den Anvendelse, man kan goere af
disse Planter, er dog langtfra uden Betydning. Men dels er
Antallet af brugelige Arter saa stort, at Beskrivelser af Arterne
vilde fylde uforholdsmaessig meget, dels kan man med faa Ord give
faelles Regler for Kulturen, saa at Beskrivelser af denne ved hver
Art kun vilde blive Gentagelser.

Loegvaeksterne (og Knoldvaeksterne) er hovedsagentlig Foraars- og
Efteraars-Planter med en kort Vaekstperiode, de overjordiske Dele
visner bort ret hurtigt. Kun enkelte blomstrer i Hoejsommeren.
Det gaelder derfor om at anbringe dem saaledes, at den Plads, de
har prydet med deres Blomster, ikke ligger noegen hen, naar disse
og Plantens Loev er visnet bort. De maa altsaa saettes paa Steder,
hvor andre Planter, der har en anden Udviklings- og
Blomstringstid, allerede er anbragte. Foraarsblomstrende
Loegplanter maa saaledes saettes mellem Planter, der har en ret
sen Udvikling, udenomkring Planter, som udsender lange
nedliggende Skud, der kan komme til at daekke den Plads,
Loegvaeksterne har indtaget og under flade Krybbuske, der har sent
Loevspring, og mellem hvis Grene, de kan skyde frem.
Efteraarsblomstrende Loegvaekster maa saettes indlem Planter, der
har afsluttet deres Vaekst tidligt paa Eftersommeren, saa at de
ved deres Blomster paany kan oplive denne Del af Stenpartiet. De
fleste Loegvaekster ynder en varm Vokseplads; flere af de tidligste
Arter taaler dog at plantes under Traeer, da den Skygge, disse
giver, medens Loegvaeksterne blomstrer, ikke er af nogen Betydning,
og disse sidste er bortvisnede til den Tid, Traeerne giver Skygge.

[Illustration: Fig. 92. Saxifraga Rocheliana.]

Her et mindre Udvalg af Loeg- og Knoldvaekster, kun lavere Arter
naevnes:

_Allium Ostrowskianum_. Blomster karmoisinroede.

_Bulbocodium vernum_. Blomster lilla.

_Chionodoxa Luciliae_. Blomsterne blaa med hvid Midte.
Marts-April. Man har Former med hvide og med rosa Blo.

_C. sardensis_. Blo. blaa. Marts-April.

_Colchicum autumnale_. Blo. roedlilla. _fl. albo_ har hvide Blo.
_fl. pl_. fyldte Blo.

_C. speciosum_. Blo. roedlilla, meget stoerre end hos autumnale.

_C. variegatum_. Blo. roedtaernede.

_"Tidloes"-_Arterne blomstrer alle om Efteraaret. Loevet fremkommer
det foelgende Foraar.

_Crocus aureus_. Den alm. gule Krokus. Marts-April.

_C. Imperati_. Foraar. Spaed; Blo. hvide, udvendig med moerke
Tegninger.

_C. speciosus_. Efteraar. Blo. blaalilla.

_C. susianus_. Foraar. Spaed. Blo, gule, udvendig med moerke
Tegninger.

_C. vernus_. Den alm. Foraarskrokus. Blo. hvide, blaaviolette o.
s. v.

_C. zonatus_. Efteraar. Blo. lyslilla. Den og _speciosus_ egner
sig til Plantning mellem Bregner, til hvis brune, visne Loev de
staar udmaerket.

_Eranthis_. Se foran i Artsbeskrivelserne.

_Erythronium, "Hundetand"_. Af Arter kan naevnes:

_E. americanum_. Blo. gule.

_E. dens canis_. Blo. rosa eller hvidlige, enkeltvis.

_E. grandiflorum_. Blo gule eller cremefarvede, ofte flere
sammen.

_Galanthus, "Vintergaek"_.

_G. cilicicus_. Sent Efteraar.

_G. Elwesii_. Vinter og tidligste Foraar.

_G. Imperati_. Marts.

_G. latifolius_. Tidligste Foraar.

_G. nivalis_. Tidligste Foraar, heraf flere Varieteter bl. a. fl.
pl. med fyldte Blo. og efteraarsblomstrende Former.

_G. Olgae_. Sent Efteraar-Vinter.

_G. plicatus_. April.

Alle Arterne har hvide Blomster med groenne Tegninger paa de
indre Blomsterdaeksblade.

_Fritillaria camschatcensis_. Blo. sortviolette. Tidlig Sommer.

_F. latifolia_. April-Maj.

_F. meleagris. "Vibeaeg"_. Blo. taernede. _fl. albo_ har hvide
Blomster. April-Maj.

_F. verticillata_. Blo. hvidlige, udvendig groenne. Maj.

_Gagea, "Guldstjaerne"_. Arterne har gule, regelmaessigt 6-delte
Blomster. April.

_G. lutea_.

_G. minima_.

_G. stenopetala_.

_Hyacinthus amethystinus_. Blo. blegblaa. Maj.

_Iris_. Se Artsbeskrivelserne.

[Illustration: Fig. 93. Sempervivum.]

_Leucojum autumnale_. Blo. hvide med rosa Skaer. Efteraar.

_L. vernum, "Dorothealilie"_. Blo. hvide med gulgroenne Pletter.
Marts. Plantes bedst i Maengde mellem Smaabuske ved Foden af
Stenhoejen.

_Muscari botryoides, "Druehyacinth"_. Blo. lysblaa. April.
Varieteten _fl. albo_ har hvide Blo.

_M. comosum_. Blo. spredte, de nedre groenlige, de oevre violette;
golde Blomster i Spidsen af Klasen. Maj.

_M. comosum v. plumosum_. Blomsterne er omdannede til golde Blo.
Klasen staerkt forgrenet med violette Forgreninger. Senere end
Hovedarten.

_Muscari moschatum_. Blo. groenliggule med violet, vellugtende.
Maj.

_M. racemosum_. Blo. moerkeblaa.

_Narcissus bulbocodium_. Blo. gule, tragtformede. April-Maj.

_N. minor_. Blo. gule. Kan betragtes som en Dvaergform af
_"Paaskelilie"_. Trives godt i fugtige Lavninger.

_N. triandrus_. Blo. hvide, noget haengende. April.

_Ornithogalum umbellatum, "Fuglemaelk"_. Blo. indvendig snehvide,
udvendig groenne. Plantes kun hvor den kan faa Lov at brede sig.

_Scilla festalis_ (= _S. nonscripta_). Blaa, haengende Blomster.
Plantes kun i den nedre Del af Stenhoejen mellem store Bregner
o.l. Steder (i "Skovbund").

_S. sibirica_. Blo. rent blaa, noget haengende. April. Heraf en
hvidblomstret Var.

_Triteleia uniflora_. Blo. regelmaessigt 6-delte, indvendig naesten
hvide, udvendig lilla. Maj.

_Tulipa biflora_. Blo. groenlighvide, flere paa Staengelen.

_T. Greigii_. Blo. cinnoberroede. Bladene brunplettede.

_T. Kaufmanniana_. Blo. floedegule, udvendig roedlige. Den
tidligste af alle Frilandstulipaner.

_T. Kolpakowskiana_. Blo. fra gule til hoejroede, ofte med en moerk
Plet ved Grunden.




_Smaabuske til Stenhoejen_.

Foruden de i den foranstaaende Planteliste omtalte svagt
forveddede Planter, som _Dryas_ og _Salix_, kan en Del Smaabuske,
Krybbuske og Dvaergbuske finde Anvendelse i Stenhoejsanlaeggene. I
det foregaaende er sagt, at Skygge over hele Anlaegget eller Dele
deraf, som den gives af store Traeer, er uheldig og boer undgaas;
men da nogle Planter, som i deres Hjemstavn vokser i
Klippekloefter paa Steder, hvor Solens Straaler ikke naar dem, er
oemtaalelige overfor direkte Sollys, maa man give dem en
Vokseplads, hvor dette er mindsket i hoej Grad. At anbringe nogle
enkelte Buske ovenfor Grotterne er derfor en hensigtsmaessig
Foranstaltning; man maa dog undgaa at plante Buske med
overhaengende Grene; slanke soejleformede _juniperus_ eller andre
Naaletraeer af lignende Form svarer bedst til Hensigten. Men der
findes ogsaa en ikke ringe Maengde Prydbuske af sluttet Vaekst,
hvilke med god Ret kan anbringes paa Stenhoejen og da navnlig paa
stoerre Anlaeg. Bedst planter man disse Smaabuske paa Steder, hvor
man finder, at Konstruktionen af Stenhoejen er faldet mindre
heldig ud, idet Buskenes fyldigere Former kan bidrage til at
skjule noget af det mindre vellykkede i Opstillingen. Nogle Buske
fordrer dog saerlige Jordbundsforhold eller passer bedst paa anden
Vokseplads (for Eks. paa Lyngpartierne).

_Andromeda polifolia, "Rosmarinlyng"_. Bladene smalle, blanke,
moerkegroenne, paa Undersiden hvidlige. Blomsterne blegroede.
Lyngpartierne i disses fugtigste Del.

_Arctostaphylos nevadensis_ og _A. uva ursi, "Melbaerris"_, den
sidste vildtvoksende her i Landet, har nedliggende Grene med
stedsegroenne Blade. Lyngpartierne.

_Azalea amoena_. Stedsegroen med karminroede Blomster i April-Maj.
Lyngpartierne.

Ogsaa de loevfaeldende Arter _A. mollis_ og _pontica_ med deres
talrige Former kan paa store Stenhoeje plantes mellem stedsegroenne
Planter.

_Betula nana, "Dvaergbirk"_. Lav og staerkt grenet med naesten
kredsrunde Blade. Bedst paa Nordsiden af Anlaegget og i
Stensaetningerne langs Kloefterne.

_Calluna vulgaris, "Hedelyng"_. Saavel selve Arten som de talrige
Varieteter boer have en Plads paa Stenhoejen, paa Lyngpartiet.
Varieteterne kan nu taelles i Snesevis. Man har
dobbelt-blomstrede, hvidblomstrede og moerktviolette Former,
endvidere Varieteter med meget kompakt Vaekst eller med gulligt
eller naesten gyldent Loevvaerk.

_Cotoneaster horizontalis_. Grenene taet vifteformet forgrenede
med smaa, moerkegroenne Blade. Om Efteraaret taet besat med
koralroede Frugter. Planten holder sig meget lav, men breder sig
staerkt ud til Siderne. Ynder Sol.

_C. pyrenaica_. Grenene taet nedliggende til Underlaget og
foelgende dette, voksende op over Sten eller andre Hindringer, de
maatte traeffe under Vaeksten. Bladene ovale. Blomsterne
hvidlig-rosa.

_Cytisus purpureus_. Blomsterne smudsigt karminroede. Meget
blomsterrig.

[Illustration: Fig. 94. Veronica prostrata.]

_Daboecia polifolia_. Loevet er moerkegroent, glinsende paa
Overfladen, blegt paa Underfladen. Blomsterne violetroede eller
hvide. Lyngpartierne.

_Daphne_. Planterne af denne Slaegt har staerkt vellugtende
Blomster.

_D. alpina_. Blomsterne hvide. Lyngpartierne.

_D. Blagayana_. Skuddene ganske vege, nedliggende. Blomsterne
gullighvide, ret store. Plantes i ikke for toer Mosejord.

_D. cneorum_. Svag af Vaekst med nedliggende Grene. Blomsterne
roede. Plantes paa Klippeblokke i grusblandet Mosejord.

_D. laureola_. Stedsegroen. Blanke, glatte Blade; groenlige
Blomster. Lyngpartierne.

_D. mezereum, "Pebertrae"_. Blomstrer tidligt om Foraaret inden
Loevspring. Blomsterne blegroede. Lyngpartierne.

_Enantospartion radiatum_. I Slaegt med Guldregn. Blomsterne gule.
Danner meget brede Buske; Grenene groenne.

_Erica, "Lyng"_. Bladene er hos alle Arter smalt linieformede
eller naaleformede.

_E. carnea, "Foraarslyng"_. Lav af Vaekst; danner efterhaanden
meget brede, lave Buske. Allerede tidligt paa Efteraaret er de
gulliggroenne Blomsterknopper ansatte, de overvintrer og farves
henad Foraaret roedlige for hen i April at udfolde sig. Blomsterne
er roedliglilla eller hvide: _fl. albo_.

_E. cinerea_. Blomsterne purpurroede. Juli-August.

_E. stricta_. Har opret Vaekst, vokser ret hurtigt og grener sig
staerkt. Blomsterne roede om Eftersommeren, holder sig laenge.

_E. tetralix, "Klokkelyng"_. Bladene haarede, Blomsterne blegt
rosenroede.

_E. vagans_. Har bred og fyldig Vaekst. Blomstrer om
Eftersommeren. Blomsterne af forskellige roede Nuancer.

_Erica_ Arterne plantes paa Lyngpartierne. _E. tetralix_ paa de
fugtigere Dele.

_Gaultheria procumbens_. Bladene smaa, blanke. Baerrene koralroede.

_G. shallon_. Bladene stoerre end hos foregaaende, matte. Baerrene
blaasorte.

_Genista anglica_. Grenene nedliggende, tornede. Blomsterne gule.

_G. pilosa_. Grenene nedliggende eller halvt oprette. Bladene
noget silkehaarede. Blomsterne gule. Begge Arter plantes paa
Lyngpartierne, den sidstnaevnte paa toerrere og mere sandet Jord
end den foerste.

_Hedera helix_. Forskellige Former af _"Vedbend"_ kan plantes paa
Stenhoej. Her skal blot naevnes den ejendommelige Form:
_conglomerata_, der vanskeligt trives paa flad Jord og maa have
Stene eller Traeroedder at laegge sig op over for ret at praesentere
sig.

_Hypericum calycinum, H. patulum_ og Bastarden mellem disse: _H.
Moserianum_ med Varieteten _tricolor_, der har brogede Blade,
samt _H. lysimachioides_, har alle smukke, store, gule Blomster,
den foerstnaevnte er stedsegroen.

_Juniperus communis_. Varieteten _suecica_ har soejleformet Vaekst.
_J. nana_ meget lav Vaekst, medens _J. prostrata_, der opfattes
som en Varietet af _J. sabina_ har Grenene strakte taet hen ad
Underlaget.

_Kalmia angustifolia_ og _K. glauca_. To smaa taetgrenede Buske
med smalle Blade og karmoisinroede eller lilla Blomster.
Lyngpartierne.

_Ononis aragonesis_ af lav Vaekst har gule, _O. fruticosa_ og
_rotundifolia_ karminrosa Blomster.

_Pernettya mucronata_. Bladene er smalt aegformede, tilspidsede,
stedsegroenne; Blomsterne hvide eller blegroede; Frugterne roede.
Lyngpartierne.

_Philadelphus microphyllus_ bliver kun nogle faa Decimeter hoej,
den er af kompakt Vaekst med smaa Blade og hvide, vellugtende
Blomster.

_Phillyrea Vilmoriana_. Lav Busk med stedsegroenne, laederagtige
Blade. Plantes mellem Rhododendron o.l.

_Pieris floribunda_ og _P. japonica_. Taetgrenede, stedsegroenne
Buske med hvide Blomster. Plantes mellem Rhododendron.

_Rhododendron, "Alperose"_. Foruden de store Arter, der nu finder
en saa udstrakt Anvendelse i Busketter, findes der en Del Arter,
som fordrer en bedre Vokseplads, og som derfor passende kan
anbringes paa Stenhoeje, dog vel egentlig kun paa stoerre Anlaeg.

_R. campanulatum_. Bladene tykke, laederagtige; Blomsterne lilla.

_R. ferrugineum_. Bladene smaa, rustbrune paa Undersiden.
Blomsterne karmoisinroede. Denne og foelgende vokser i Europas
Alper.

_R. hirsutum_. Ligner foregaaende, men Bladene er groenne paa
begge Flader, haarede. Ynder Kalk.

_R. camtschaticum_. Loevfaeldende. Blomsterne karminrosa.

_R. praecox_. Er en Bastard mellem _R. dahuricum_ og _ciliatum_,
opstaaet i England. Blomstrer i Slutningen af Marts med
rosenroede, vellugtende Blomster.

_Salix retusa_. Planten staerkt forgrenet, breder sig vidt ud;
Grenene foelgende Underlaget, vokser fladt henad Jorden og op over
Stene, som ligger paa Plantens Vej i dens Vaekst fremad; den egner
sig derved udmaerket til Beklaedning af stoerre Flader. Loevet
glinsende, lysgroent.

[Illustration: Fig. 95. Colchicum og Blechnum i Dr. Boergesens
Have i Hellebaek. Se Loegvaekster og Bregner til Stenhoej.]

_Skimmia japonica_. Bladene lysgroenne, laederagtige. Blomsterne
hvide, Hanblomster og Hunblomster hver paa sin Plante. Baerrene
hoejroede. Lun Plads.

_Veronica pinguifolia_. Ny Zeland. En lav, lille, buskagtig Art
med bredt ovale, graagroenne Blade og blege, naesten hvide Blomster
i kort Klase. Er haardfoer, men boer dog have en lun Plads og
Daekning om Vinteren.




_Bregner til Stenhoejsanlaeg_.

Bregner egner sig i saerlig Grad til Plantning paa Stenhoeje. De
smaa Arter plantes bedst i Revnerne mellem Stenene i
Grottevaeggene, de store egner sig til Masseplantning i store
Grotter og Kloefter samt til Skovbundsplantninger i de Busketter,
som maatte stoede op til Stenhoejen. Her et mindre Udvalg:

_Adiantum pedatum_ fra Nord Amerika med sorte Bladstilke og
findelt Loev skal have Skygge og muldet, fugtig Jord.

_Asplenium adiantum nigrum_. I Grottevaegge i Halvskygge.

_A. ruta muraria_. I smalle Klipperevner eller i Mure. Sol.

_A. septentrionale_. Loevet er spaltet i lange, smalle Afsnit.

_A. trichomanes_. Bladstilke sorte, Bladafsnittene rundagtige.

_A. viride_. Ligner foregaaende, men har groenne Bladstilke. De
tre sidstnaevnte behandles som _A. adiantum nigrum_.

_Athyrium filix foemina_, af hvilken der findes Snesevis af
Varieteter og Former, passer bedst til Skovbundsplantninger og
til Grotter.

_Blechnum, "Kambregne"_, har enkelt fjersnitdelte Blade.

_B. penna-marina_. Loevet temmelig kort. Planten breder sig og
danner sammenhaengende Taepper. Plantes i Halvskygge.

_B. spicant_. Vildtvoksende her i Landet. Bladene lange, de
frugtbare laengere end de golde og mere oprette. Plantes i Skygge
eller Halvskygge imellem Sten i muldet Jord helst taet ved
rindende Vand.

_Botrychium lunaria, "Maanerude"_. Plantes i sandet Lyngjord paa
Lyngpartierne.

_Ceterach officinarum_ har enkelt fjersnitdelt Loev med taet
rustfarvet Skaelklaedning paa Bladenes Underside. Plantes mellem
Sten i Sol.

_Cryptogramme crispa_. Loevet frisk lysgroent, meget fintdelt.
Plantes imellem loese Sten, hvor der er rigelig Fugtighed til
Stede.

_Cystopteris fragilis_. Danmark. Med findelt Loev. Plantes i
Grottevaegge.

_Dryopteris filix mas_. Anvendes som _Anthyr. filix foemina_.

Ogsaa af denne Art eksisterer en Maengde Varieteter.

_Dryopteris Linnaeana_ (= _Polypodium dryopteris_). Bladene
triangulaere i Omkreds, fintdelte, lysgroenne. Halvskygge. (Se om
andre _Dryopteris_ i Vandplanteafdelingen).

_Ophioglossum vulgatum, "Slangetunge"_. Bladet udelt, tungeformet
med et smalt, opret Frugtblad. Plantes i sandblandet Lyngjord.
Fugtig Plads.

_Osmunda cinnamomea_ og _O. Claytoniana_, begge fra Nord-Amerika
er meget smukke Bregner, beslaegtede med den danske
_"Kongebregne"_. (Se Vandplanteafdelingen). Plantes i store
Kloefter og Grotter.

_Polypodium vulgare, "Engelsoed"_. Vor almindeligste
Stengaerde-Bregne. Plantes i Grottevaegge. Af denne findes flere
Varieteter bl.a. _cambricum_ med staerkt delte Blade.

_Polystichum aculeatum_. Har smukt fintdelt Loev. Heraf findes en
Maengde fortrinlige Varieteter. Plantes mellem Stenene paa de
Volde, der flankerer Kloefterne paa Stenhoejen.

_P. lonchitis_. Plantes paa Afsatser paa lodrette Grottevaegge med
rigelig Plads til Roedderne og megen Muld for disse at brede sig i.

_Scolopendrium officinarum, "Hjortetunge"_. Har udelte,
tungeformede, friskgroenne Blade. Heraf mange Varieteter med
krusede og hanekamformede Blade. Anvendes som de to foranfoerte
Arter.

_Struthiopteris germanica, "Strudsvinge_". Har de oprette Blade
regelmaessigt ordnede, saa at de tilsammen danner en stor Tragt;
Planten kaldes derfor ogsaa _"Kurvbregne"_. Skygge og halvfugtig
Vokseplads med muldet Jord.

_Woodsia alpina_ og _ilvensis_ har fintdelt Loev. Det er temmelig
smaa Bregner. Plantes i Revner mellem Sten paa Nordsiden af
Stenhoejen eller i Grottevaegge.




LITTERATUR OM STENHOeJE.

For dem, som maatte oenske at saette sig grundigere ind i
Dyrkningen af Stenhoejsplanter, anbefales foelgende Skrifter paa
fremmede Sprog:

_Reginald Farrer_: My rockgarden.

_Reginald A. Malby_: The story of my rockgarden.

_W. Robinson_: Alpine flowers for gardens.

_Max Kolb_: Die europaeschen und ueberseeischen Alpenpflanzen.

_Erich Wocke_: Die Alpenflanzen in der Gartenkultur der
Tieflaender.

_F. Correvon_: Les plantes des montagnes et des rochers.

Disse Vaerker er til Dels benyttede ved Udarbejdelsen af
naervaerende Bog.

Vandplanter behandles bl.a. i nedennaevnte Boeger:

_W. Tricker_: The Water Garden.

_Gertrude Jekyll_: Wall and Water Gardens.

_W. Moenkemeyer_: Die Sumpf- und Wasserpflanzen.








--- Provided by LoyalBooks.com ---